How is your country ma'am?

Halvt i løb bevæger vi os hen ad de små stier, der er mellem de små marker. Volontører og teenagedrenge samt nogle enkelte drenge, der endnu blot er børn. Pludselig rammes vi af en underlig lugt. Den minder lidt om duften af brændt hår, men blandet med noget udefinerligt. De mindst generte drenge pladrer upåvirket videre: "how is your country ma'am?", "do you play football in your country ma'am?", "how old are you ma'am?", mens de lidt mere tilbageholdende og sikkert mindre sikre I engelsk nysgerrigt labber hvert ord i sig, men hastigt skjuler blikket, når man kigger deres vej. Min førhen hvide, men nu meget røde næse, kan dog ikke lade den sære lugt gå ubemærket forbi. Jeg kigger mig omkring og ser i første omgang blot de mange marker, der breder sig så langt øjet rækker med nogle enkelte små hytter og skure, der står tilfældigt rundt omkring. Et sted danner en enten halv- eller faldefærdig bygning hjem for et par familier. Ydermurene er ikkeeksisterende, så man kan se lige ind i hverdagen. Til sidst falder mit blik på forsamlingen lige ved siden af os. Fem kvinder sidder bøjet over et bål og noget jeg i første omgang ikke kan identificere. Efter et par øjeblikke ser jeg, at det er et vildsvin, de er ved at svide hårene af. Drengene trækker mig med videre. Vi skal hen til fodboldbanen og spille lidt bold. Den omtalte banen, som for mit vedkommende endnu synes ude af syne, ligger bagved det hjem for børn, hvis forældre ikke har råd til at forsørge dem, vi har fået lov at besøge. I dag er kun drengene hjemme - en flok på omkring 30 i aldre mellem 10 og 16 år. Vi har to timer med dem og kan gøre hvad vi vil - og ikke mindst hvad de vil. Vi starter med en "landskamp" i fodbold på den bane, der viser sig at være lige foran os: en lille firkant, der før har fungeret som mark. Hvert mål består af to vakkelvorne bunker af mursten med ca. en meters afstand imellem. Der bliver gået til den fra begge sider, men hos nepaleserne hele tiden med et "sorry, ma'am" eller "oh, I'm sorry, sir" på læben, når bolden rammer en af os, eller når en nepaleser erobrer bolden efter en lidt hårdere tackling.

Fodboldkampen fortsætter, mens nogle af os går i gang med at arrangere andre lege, så flest muligt kan blive aktiverede. Rundbold er en kæmpe succes. Nogle af de mindste fanger det lynhurtigt og skyder taktisk bolden ud over sidelinjen og spurter derefter rundt i den firkant af murstensbunker, der er blevet dannet. En af de yngste bliver dømt ude og sætter sig trist i den bagerste del af banen, men lyser op i et strålende smil, da han forstår, at han bare kan stille sig om i køen og prøve igen. Fra sidelinjen kigger et sæt øjne af og til op fra vildsvinet, men vender hurtigt tilbage til arbejdet. Bugen er nu sprættet op, og indvoldene tages ud et for et. Blodet flyder i pytten med spildevand og andet affald ved siden af. Nogle andre børn fra landsbyen dukker op og kigger på festlighederne på marken. Der bliver leget på livet løs. Nogle danner vi en kæde og sætter gang i kongens efterfølger. Under højlydt grinen bliver der slået vejrmøller og kolbøtter uden det hårde, ujævne underlag på noget tidspunkt skænkes en tanke. Det er en leg, der tager pusten fra en, så vi samles stakåndede i en cirkel. Tre volontører omgivet af 7-10 drenge. Her fortsætter legen hvor vi skiftes til at efterligne hinanden. Hurtigt udvikler det sig til en hel lille dans og på et tidspunkt siger en af drengene storgrinende: "your dance is very different from ours". Vi griner og spørger naturligt, hvordan de da danser, og opfordrer dem til at vise os det. Lidt generte gemmer drengene sig først bag usikker fnisen, men en tager så mod til sig og giver en lille opvisning i electric boogey. De andre kan nu pludselig også, og der kommer flere og flere effekter på. Vi ser imponerede til og gør spæde forsøg på efterligning, som på ingen måde kommer på højde med drengenes niveau. Men grinet bliver der, og vi roser dem imponeret. Desværre afbrydes vi af tiden, som er kommet til farvel. En sørgelig afsked, for vi kommer jo ikke igen. Men to gode timer var det. Et afbræk i hverdagen for dem - en livsbekræftende oplevelse for os. Mættede med indtryk og med høje forventninger til de kommende måneder går vi trætte tilbage til bussen. Vildsvinet ligger nu færdigparteret, og kvinderne sidder omkring bålet og varmer hænderne. Tilfredse efter dagens bedrift.