Profile
Blog
Photos
Videos
I forrige uge var vi ude at købe en helt masse til børnehjemmet, da den ene afdeling manglede en hel del og børnene tilmed er noget hårde ved legetøjet, så der trængte til at blive lidt købt ind igen. Tirsdag var vi ude at få lavet visum igen, noget af en dyr og lang "fornøjelse", denne gang tog det to stive timer at vente på et stempel. Uha hvor er de bare meget lidt organiserede på det kontor, det da helt vildt. Da visummet endelig var fornyet til de næste to måneder, gik vi overfor visum kontoret hvor Troels og Peter arbejder på Mandaue Drop-in center. Centeret er for gadedrenge og et center for seksuelt misbrugte piger. Pigerne bor derude fast, indtil der er faldet dom i deres retssager, mens flere af drengene overnatter derude på en madras engang imellem, sådan så de ikke behøver sove på gaden. Drengene og pigerne må ikke have noget med hinanden at gøre, så derfor er pigerne hele tiden inde i et lille rum, mens drengene kan færdes hvor de vil i bygningen eller ude på gaden. Den dag vi var på besøg, havde drengene en slags prisoverrækkelse, hvor de alle fik diplomer og dydighedsmedaljer for deres skolegang og andet praktisk arbejde på centeret. Drengene er ikke færdige med at gå i skole på centret, men ceremonien blev holdt som en lille gulerod for at drengene bliver i skolen og ikke ender på gaden igen. Borgmesteren og mange andre fine mennesker var der for at holde tale for drengene, de havde en rigtig god dag, selvom der desværre ikke var dukket mange gæster op. Hvilket måske ikke er så underligt, i og med at mange af børnene ikke ser deres forældre. Drengene sluttede ceremonien af med at lave et dansenummer for os alle sammen, de synes rigtig de var seje og ville have taget billeder af dem selv og deres medaljer. Da det hele var slut blev vi vist lidt rundt og fik snakket med nogle af drengene. Da Peter og Troels fik fri, tog vi på marked i Mandaue, her kunne man købe en helt masse ragelse og ikke særlig meget andet. Ja okay og så kød der stank, fisk der stank og noget andet der stank. Men det var da en oplevelse at være på marked og se de lokale handle om ris, kød, fisk og maget andet. De fleste filippinere fortager de fleste af deres indkøb på marked og det er kun overklassen der har råd til at gå i supermarkeder.
Torsdag var vi blevet inviteret ud for at besøge en af vores børns far, vi har snakket en del med ham da han er den eneste der besøger hans datter hver onsdag når der er besøgsdag på Missionaries of the poor. Han hedder Pipito og er en rigtig fin fyr, han arbejder i SM-supermarket ikke ret langt fra vores hjem, så der har jeg efterhånden også mødt ham et par gange. Han kom og hentede os efter arbejde, han havde sagt til os, at han boede lige ved siden af børnehjemmet, men det viste sig ikke at være helt sandt. Først gik vi et stykke tid og så skulle vi med en Jeepney et langt stykke og så skulle vi gå et meget langt stykke op i bjergene. Han spurgte os om vi kunne lide at gå og det sagde vi at vi kunne, men jeg havde ikke lige forstillet mig at vi skulle gå så langt. Det viste sig, at han bor i et område der hedder Labangon, som ligger oppe i bjergene. Da vi stod for foden af bjerget og han pegede på et hus og sagde det var hans, troede jeg simpelthen det var en joke, men det var det ikke. På vej op af bjerget var det tydeligt at Pipito havde fortalt alle folk i byen om vores besøg, flere på vores vej snakkede nemlig om Danmark og Mabolo, som er det område vi bor i herovre. Det første vi fik da vi kom op til hans hjem var en klud hver vi kunne tørre os i hovedet med, hvor var det pinligt at svede sådan ved at bestige det bjerg som han bestiger flere gange om dagen. Pipito bor i et meget lille hus, hvor der er et rum, med et lille bord, en seng og ikke særlig meget andet. Hans køkken er et lille ildsted udenfor. Pipito bor alene, da han er blevet skilt fra sin kone, hvilket ikke er helt almindeligt her på Filippinerne, men han er ikke særlig glad for at snakke om det, så vi ved ikke helt hvorfor. Fra hans lille hytte var der en fantastiske udsigt ud over byen og jeg tror måske ikke helt Julie og jeg var så nærværende i den første del af besøget, da vi var så optagede af den. Pipito blev ved med at snakke om at lave mad til os, men vi synes ikke han skulle lave mad til os, da vi tydeligt kunne se hvor fattig han er og han nævnte det også et par gange. Han bød os en kogt grønsag og en mandarin, som vi ikke rigtig kunne afslå, men vi er ikke helt sikre på hvor uforskammede vi var ved at sige nej tak til hans mad. Da vi havde været på besøg i en times tid, tog vi hjemad igen. Det hele virkede lidt underligt og mystisk til at starte med, men det endte med at blive et rigtig fint besøg, synes vi da i hvert fald. Pipito har allerede snakket om vores andet besøg og har sagt at han denne gang altså vil lave mad til os.
Fredag var det påske og helligdag herovre, hvilket filippinerne går meget op i, da de er meget katolske. Vi havde Troels med på arbejde, da hans praktik var lukket pga. påsken. Ude på arbejdet havde de katolske brødre gang i alt muligt religiøst. De havde sat tolv kors op på vores græsområde, hvorefter de så gik rundt og hang et billede op og tilbad hver af de tolv kors, som skulle være de tolv led af Jesus korsfæstelse, tror jeg nok. Vi havde nogle af børnene med nede at se det, selvom det var en smule langsommeligt og kedeligt. Vi tog hjem ved middagstid, da vi havde fået at vide at hele byen ville være på den anden ende om eftermiddagen, da der ville være korsfæstelser og folk der piskede sig selv rundt i hele byen, det viste sig dog ikke at være sandt. Drengene ville vildt gerne op at se en korsfæstelse, hvilket jeg slet ikke kunne følge dem i. Så drengene tog op til en af de mange kirker her i byen, for at se det. Julie og jeg tilbragte bare dagen ved poolen, som vi egentlig synes var en meget fin måde at fejre påsken på, selvom en rugbrød med sild ikke ville have været af vejen. Drengene kom noget skuffede tilbage, da det kun var et skuespil der havde været opført af en korsfæstelse ved kirken. Det viste sig at det kun er skuespil der finder sted her i byen og at man skulle to timer væk for at se rigtige korsfæstelser, så mine mange grubler og min store frygt for at skulle se nogen lide, blev heldigvis ikke til virkelighed. Vi fik også set hvad helligdag betyder herovre, det betyder virkelig helligdag, alt var lukket og gaderne var helt tomme, hvilket er meget underligt. Gader hvor vi ellers normalt har problemer med at komme over, var helt tomme både torsdag og fredag og den vante myldrende trafik var først tilbage igen mandag. Så vi nød virkelig at kunne færdes rundt i byen uden at skulle løbe for livet for at komme over gaden. Vi spurgte på arbejdet hvad folk lavede siden der absolut ingen mennesker var på gaden, og de sagde at alle folk sad og bad, hmm så ingen dansk familie påskefrokost der.
Lørdag var Troels, Julie og jeg turister i vores egen by, hvilket var meget hyggeligt og meget varmt. Sommeren er virkelig kommet hertil og for første gang i hele mit liv har jeg mærket varmen skolde mine tæer nedefra, mens jeg havde sandaler på. Først var vi inde at se Magellan's Cross et mindekors som er udenfor den store kirke Basilica Minore del Santo Nino, som er den ældste kirke på filippinerne, en meget flot og gammel kirke som vi var inde at se bagefter. Desværre var det meste af udsmykningen dækket til med lilla stof, da man ikke må se Jesus på korset inden han farer til himmels om søndagen. Herefter var vi inde for at se et gammelt fort, fort San Pedro. En gammel fort ruin nede ved havnen med nogle små blomster haver og andet. Herefter gik vi en tur ved havnen og tog ind til Fuente Osmena Circle, som er den måske største rundkørsel jeg nogensinde har set. Vi kører igennem den hver dag på arbejde, men vi havde ikke været i det område på gåben endnu. Lørdag aften var vi ude at spise på en Australsk restaurant, hvor vi fik gode bøffer med kartofler og sovs, lige hvad vi trængte til. Søndag var bare rent afslapning ved poolen, som så mange gange før. Dog denne gang med publikum, en helt masse filippinske børn som tilsyneladende aldrig havde set hvide, lagde sig og kiggede på os i over en time, til sidst fik en af de stor en af de små til at sige at vi var smukke, haha.. Derefter begyndte forældrene at få børnene til at spørge os om en helt masse underlige spørgsmål, de er sgu lidt små underlige de filippinere.
Tirsdag i sidste uge blev vi inviteret hjem til Rima vores kollega, for at besøge hende på hendes fridag. Hun kom og hentede os fra arbejde og vi gik hen til hendes hjem. Hun boede inde af nogle meget smalle gader gemt godt væk af en helt masse andre huse. Huset var i en meget bedre stand end Pipitos hus og var med flere møbler, nipsting og mere et rigtigt hus, selvom det var lille. Vi spurgte lidt til hvordan hun kunne bo så pænt, når hun ikke tjener mere end de ca. 10 kr. om dagen og hun fortalte os at hendes søster har en italiensk mand, som støtter hende. Vi havde taget sodavand og kage med til hende, men hun havde købt sodavand og burgere som hun insisterede på at vi spiste. Men fy for pokker hvor de burgere smagte, jeg forsøgte hele tiden at lade være med at tænke for meget over hvad det var for noget kød den bøf var lavet af og jeg forstår virkelig godt at hun selv spiste ris i stedet for at sætte tænderne i de burgere. Efter et kort visit, sagde Rima tak for besøget ved at give os to skrækkelig grimme tasker, som hun synes vi skal bruge når vi engang skal til bryllup. Vi havde det lidt dårligt med at tage imod gaven, både fordi de var meget grimme men også fordi det jo ikke er hende der skal give os gaver, men vi kunne heller ikke rigtig afslå.
- comments
Bente lund knudsen spm vanligt :) dejlig læsning. Nu varer det ikke længe før du kan dele dine/jeres oplevelser med dine forældre. Er overhovedet ikke midsundelig ;) Men det bliver bare så godt for jer alle sammen. Knuz fra det kolde våde Danmark. p.s. ser ud til der er forår og lidt varmere vejr på vej... Omkring 15 grader i weekenden. Hils mange gange. Bente