Profile
Blog
Photos
Videos
I sidste weekend var vi på en forlænget weekend til øen Panglao, en lille ø ved Bohol. Vi sejlede fra havnen i Cebu til byen Tagbilaran på Bohol, turen tog 2 timer og der var slet ingen forsinkelser, hvilket er helt vildt på disse kanter. Min tålmodighed er efterhånden blevet sat på prøve et par gange, men det er bare filippiner tid og man kommer når man kommer her. I Tagbilaran tog vi en motorcykeltaxa over broen til Panglao, en motorcykel med sidevogn. Det tog omkring en time at komme til Alona beach som stranden på Panglao hedder. Chaufføren var meget snaksaglig og spurgte om alle mulige irrelevante ting hele vejen, de er alle meget interesserede i om vi er singler eller om vi er gifte. Tror de håber på at have en chanceJ Da vi kom til Panglao, fandt vi et hyggeligt lille billigt sted vi kunne overnatte de to nætter vi skulle være der, vi piger boede i en lille sivhytte, mens drengene måtte betale lidt mere og boede i noget lidt mere eksklusivt. Peter har i denne uge haft besøg af sin kammerat Jan der bor i Vietnam, så de var taget af sted en dag før os andre. Da vi kom frem begyndte det at regne, men det stoppede heldigvis efter et par timer. Herefter tog vi på standen for at nyde aftenen med grillmad og hygge. Det var super dejligt at få lidt frisk havluft og nyde standen, med dejlige mennesker omkring sig. Lørdag var der heldigvis suverænt godt vejr, så hele dagen blev tilbragt på stranden med badning, solbadning og anden hygge. Vandet var så lækkert og tykisblå og sandet så hvidt og lækkert. Lørdag aften blev tilbragt på næsten samme måde som fredag, og endelig var det muligt at få en bag kartoffel, det var super lækkert efter 3 uger uden kartofler. MumsJ Da vores hotel lå lidt væk fra byen og stranden, tog vi motorcykel ind til byen og hvad gør man ikke for at spare lidt penge, vi piger fandt ud af at vi "nemt" kunne sidde os tre og en chauffør på en motorcykel, det var rigtig sjovt og nemt at komme frem og tilbage. Søndag tilbragte vi også ved stranden med gåtur og afslapning inden turen gik hjem af igen. Troels og jeg tog en motorcykel til havnen for at komme hjem. Vi var hjemme ved en 21 tiden og hoppede lige på hovedet i seng derefter, da vi ikke havde fået særlig meget søvn i weekenden. Om natten på Panglao lød som om der var kareoke hele natten og da det endelig stoppede var det som om vi boede på en bondegård med høns og grise der larmede hele morgenen. Men alt i alt var det en rigtig lækker weekend, med frisk luft og strand.
Tiden flyver af sted i praktikken og jeg trives som en fisk i vandet derude, børnene er så dejlige og jeg nyder hver en dag i fulde drag. Det er så dejligt at kunne hjælpe og være en del af alle disse vidunderlige børns hverdag. Vi bruger meget af dagen på at lege, lave aktiviteter, spise med børnene og ikke mindst bare være sammen med børnene. Børnene har meget svært ved at holde øjenkontakt, da de ikke har meget af denne form for kontakt fra deres health mom. Vi har været i gang med at male med børnene, sådan så børnenes egne malerier kan komme op på de meget kolde og nøgne vægge, mange af børnene havde noget svært ved at holde ved et farvekridt i hånden, da de ikke er sådan har prøvet at have noget i hånden på denne måde før. Da de først var kommet i gang, var der nogle af børnene der blev så glade for det, at de næsten ikke kunne stoppe igen. En af drengene er meget spastisk i sine arme og har derfor svært ved at bevæge dem, men med hans fødder kan han gribe om ting og derfor gav jeg ham farvekridtet mellem tæerne og jeg siger jer han kunne male med tæerne, hvor var det dejligt. Efter vi har været på "Missionaries of the poor" i tre uger er der flere og flere ting vi finder ud af omkring stedet, hvilket er rigtig dejligt men der er også ting som sætter gang i nogle nye problematikker, vi fandt ud af at der er en grænse for hvor mange bleer der må bruges på børnene pr. dag, hvilket slet ikke er nok bleer. Tit må børnene ligge i våde bleer i flere timer inden de kan blive skiftet, hvilket er meget svært for os, da vi jo gerne vil gøre alt det bedste for børnene og ikke synes det er værdigt for børnene at ligge på den måde. Når nu vi taler værdighed, så har jeg snakket lidt med Rima om det at tvangsfodre børnene som nogle af børnene bliver, hun synes det er mere værdigt for børnene at blive tvangsfodret end det er at få sondemad. Det er vi så ikke helt enige om, men det er nok her kulturen har en stor indflydelse. Vi har fået lavet en støtteside sådan så vi kan hjælpe børnene endnu mere end det vi selv er i stand til og der er allerede kommet penge ind der kan hjælpe børnene i deres hverdag. Det er så skønt at nogen vil støtte os, og det er vi jer meget taknemlige for. Tak til jer der har bidraget med jeres støtte. Den anden dag blev vi spurgt om vi kunne klippe børnene, børnene er i forvejen alle karseklippede og derfor vil det betyde at alle børnene skal kronrages, hvilket jeg bestemt ikke synes om, så den slog vi hurtig hen og håber ikke børnene skal kronrages inden for det næste stykke tid. Selvfølgelige kan jeg godt se det er imod varmen at de skal klippes, men det er altså ikke særligt sødt til en lille pige at være helt kronraget.
Vi har endelig fundet ud af at tage jeepneys til og fra arbejdet og det går rigtig fint, det er en billig og nem måde at komme frem og tilbage på. De små lokale transportmidler kører hele tiden og der er altid plads til en mere i en jeepnye, derfor sidder vi tit og ofte rigtig rigtig tæt. Man lærer at vende sig til at sidde tæt op af andres svedige lår. Vi har lært de mest gængse vendinger af Rima, sådan så vi kan kommunikere med chaufføren og få betalt. For at få jeepnyen til at stoppe skal man lave en meget høj kysselyd eller banke i loftet, når vi er i problemer er der altid nogen af de lokale der hjælper os. Vi er efterhånden blevet så glade for jeepnyes at vi kommer rundt på den måde næsten hele tiden, det er meget nemmere end med taxaer, der ikke ved hvor vi vil hen eller kører en lang omvej. Den anden dag var vi en tur på posthuset, efter arbejde. Vores kollegaer syntes ikke det var så godt at tage posthuset på havnen, men da det ikke rigtig er til at finde andre posthuse i byen, tog vi derhen alligevel. Der var ikke noget farligt ved det og vi fandt hurtigt det noget primitive posthus. Så lad os nu se om brevet dukker op i det danske engang inden længe. Hvor er man bare meget på hele tiden, der er hele tiden nogen i jeepnyen der vil snakke, tage billeder af os, eller nogen på gaden der griner eller råber hej. Det er heldigvis stadig meget hyggeligt, men der er ikke meget tid til at slappe af på vej på arbejde eller hjem.
Torsdag aften i denne uge, besluttede vi os for at få en gang massage efter arbejdet, der ligger et rigtig fint sted næsten ved siden af lejligheden. Vi bestilte 1 times massage og 45 minutters fodmassage, dette til kun 50 kr. Vi kom ind i et lille rum hvor vi skulle ligge os, og så gik hun ellers i gang med at vride benene om på nakken af os og maget andet underligt. Det var virkelig rigtig godt til at starte med, men da filippinere simpelthen ikke kan få nok kulde var der skruet så meget op for airconditionen at jeg næsten rystede af kulde da det var færdig. Vi vil helt sikkert gøre det igen, men så må de altså gerne slukke for kulden, fryseturen tog lidt af fornøjelsen af massagen.
Vejret har hele ugen været meget regnfuldt, da der har været en tyfon oppe vest på, som har trukket regn med her til Cebu. Det har stået ned i stænger det meste af dagen, bortset fra at det er lidt køligere end normalt, så har det ikke gjort så meget for Julies og mit arbejde, men drengene og Sofie har været noget trætte af det, da de har svært ved at lave noget med deres børn og unge mennesker indenfor, da der simpelthen ikke er plads til at være indenfor. Nu er vi også ved at være trætte af alt den regn og vil gerne have noget sol igen, det vil de lokale også gerne. Når vi tager af sted om morgnen, står flere mennesker og tømmer deres små huse for vand, da deres huse simpelthen ikke er bygget til regnvejret.
I sidste uge fik vi lavet vores første visum, vi var forberedte på at skulle have tålmodigheden med os, men alligevel er det mig en gåde hvordan så simple ting kan tage så lang tid. Julie og jeg kom selvfølelig lige midt i deres frokost pause, som så tager en time. Men i stedet for at holde pause på skift, så holder alle åbenbart pause på samme tid, det da genialt. Så alt stod stille i 60 minutter, hold da helt op. Skuffen med immigrationspapirerne var helt tom, så dem kunne vi ikke engang begynde at udfylde. Efter at have været på kontoret i ca. to timer, var vi endelig færdige. Vi blev sendt rundt til fire forskellige steder, et sted hvor der skulle afleveres ansøgning, det næste hvor det skulle tjekkes, det tredje hvor der skulle betales og det fjerde hvor visummet blev udleveret. Sikke en omgang, heldigvis var vi reglementeret påklædt og fik lov at komme igennem i første hug, men der var flere der blev sendt ud for at skifte tøj. Heldigvis er der en mand der har lavet en rigtig god forretning udenfor, hvor man kan låne sko, langbukser og trøjer der går ned over skuldrene, så folk er fri for at tage hjem og finde noget.
Ellers er vi efterhånden ved at vende os til konstant at have beskidte fødder, at der er myrer og firben overalt og at der er enormt meget smog i luften. Men det hele er så skønt, så jeg overlever det hele. Det jeg nok aldrig vender mig til er at skulle afvise de små tiggerbørn der tigger om penge, der er især en familie med seks børn der bor i en lille vogn, som vi ofte går forbi. Halvdelen af børnene løber rundt uden tøj og tigger til familien, det skærer dybt i mit hjerte at skulle sige nej til at give dem en lille skilling, men vi har fået at vide at vi ikke skal give penge til børn der tigger i vores eget område, da de ellers altid vil blive ved med at følge os.
- comments
bente lund knudsen Hej søde Hvor er det bare spædende. Du er simpelhen så god til at beskrive dine oplevelse. Fortsat go praktik/ferie Hils Knus Bente