Profile
Blog
Photos
Videos
Torsdag d. 4/4 rejste Troels, Julie og jeg en tur til Apo Island, en meget lille ø på kun 72 hektarer, som det viste sig lå et godt stykke væk fra Cebu. Vi kunne godt se på kortet at øen ikke var helt tæt på, men vi havde ikke forstillet os at det skulle tage en hel dag at komme dertil. Peter var ude at rejse med sin kæreste og Sofie havde været syg i noget tid, så derfor var det kun os tre der var af sted. Vi startede dagen ud med at tage til busterminalen, hvor vi kom med en bus mod Lilo-an, turen tog 3½ time og var noget hård, chaufføren kørte så hurtig og hensynsløst at jeg aldrig har prøvet noget lignende. Hver gang der så var nogen der skulle af eller på, bremsede han så hårdt op at trykket kunne mærkes på øerne og i ansigtet. Vi har valgt ikke at benytte os af busser med aircondition, da vi efterhånden har haft ret mange dårlige oplevelser med aircondition og vil derfor hellere køre i busser med åbne vinduer, hvilket faktisk er rigtig fint. Efter den noget hårde tur i bus med kø og hensynsløs kørsel, kom vi med en båd til Dumaguete en lille studie by på øen Negros, turen var meget smertefri og tog kun ca. 15 minutter. I Dumaguete skulle vi først med en Jeepney for at komme væk fra havnen og derefter med tricycle hen til busterminalen hvor vi kom med endnu en bus inden vi endte ved havnen i Malatapay, en ganske lille havneby med afgange mod Apo Island. I Malatapay skulle vi vente to en halv time på båden, hvilket vi ikke lige havde regnet med. Men det værste var at der allerede her vrimlede med mennesker overalt og vi havde ikke bestilt et sted at bo på Apo Island endnu. På Apo Island var der i denne weekend Fiesta, øens byfest, hvor alle der har tilknytning til Apo Island valfarter til øen for at feste med familie og venner. Vi fik en mand på havnen til at hjælpe os med at få skaffet et sted vi kunne sove, til sidst lykkedes det ham at arrangere at vi kunne sove i et doorm, altså et stort soverum hvor vi skulle sove med mange andre. Ikke lige hvad vi havde regnet med, men det var okay for en nat og nu var vi jo alligevel rejst så langt for at komme til øen, så nu ville vi også derover. Problemet var at hvis vi ikke fandt et sted at sove, så var det ikke muligt for os at komme væk fra øen igen, da det var den sidste båd der gik denne dag. Så vi var alle lettede da vi endelig fandt et sted vi kunne overnatte, de lokale var allerede ved at snakke om at overnatte på stranden og sådan, hvilket jeg ikke synes var den bedste ide. Da vi kom frem til øen, var det en lille smuk perle, en meget lille ø, med strand og smukke klipper. Virkelig en skøn og smuk ø at komme til efter en lang rejse, på stranden blev vi hentet af bestyreren af hotellet, der sagde at hun havde fundet et værelse hvor vi tre kunne bo alene, hvilket vi var vilde med. Værelset var rigtig hyggeligt og fint, selvom det hele var en smule primitivt, badet var en stor bøtte med vand, hvor vi skulle fylde en lille bøtte med vand og hælde ud over os, vi lærte efter et par dage at vende os til det. På hotellet var der en hyggelig lille restaurant med en skøn udsigt, nogle meget sløve og glemsomme tjenere. Det lærte vi også at vende os til, på de få dage vi var der. Når vi bestilte noget var vi heldige hvis vi fik det vi bestilte, efter at have bestilt tre gange. Men et rigtig hyggeligt sted hvor vi fik drukket nogle drinks og øl og spillet lidt kort. Den første aften var vi ret trætte efter den lange tur, men vi skulle jo til den berømte Fiesta, som vi troede var øl og rom på stranden, med guitar musik og stegt pattegris. Det var det så bare ikke lige, det var et stort diskotek som var sat op på den lokale basketball bane og ikke så meget andet end det. Øen er jo som sagt meget lille og består af to hoteller, et par homestays, en lille landsby og en basketball bane, som alle byer med respekt for sig selv har her på Filippinerne. Der var vildt mange mennesker på øen og alle festede og havde det dejligt med deres familie, der blev danset og drukket til den store guldmedalje. Vi sad sammen med de lokale og hyggede og festede hele aftenen og kom i snak med en helt masse lokale som også inviterede os indenfor for at se hvordan de boede, som betaling skulle vi bare tage et billede af. Festen fortsatte indtil kl. 3 hvor alt strømmen blev slukket på øen og så var der stille og meget mørkt på øen. Normalt bliver strømmen slukket omkring kl. 23 hver aften og tændes kl. 8 om morgenen, men på grund af festen var strømmen tændt lidt længere.
Næste morgen blev jeg vækket meget tidligt af jeg ved ikke hvor mange grise der skreg for deres liv, de skulle slagtes og grilles til familiernes fest om aftenen. Jeg fik det helt dårligt ved alle de hyl og skrig, og jeg vil ikke tro der er flere grise tilbage på Apo Island nu efter alle de skrig. Hele dagen forberedte familierne deres festmåltider udenfor til aftenens familiefest. Vi gik rundt på øen og snusede og lurede på alle de mange mennesker der var i gang, øen er så lille at man sagtens kan gå rundt på øen, så det gjorde vi og derefter lagde vi os på stranden og nød den helt igennem lækre strand og det skønne vand, som var så klart at man kunne se bunden næsten helt oppe fra hotellet. Om aftenen festede vi med de lokale igen, især vores nye ven Kenny, som sad på stranden og ventede på os, da vi gik ned mod basketballbanen og et tysk par som vi begyndte at snakke med. Denne gang lykkedes det Kenny at få os overtalt til at gå med ham ud at danse, og det var jo faktisk meget sjovt må vi jo indrømme. Lørdag var Troels og jeg ude at snorkle, vi endt med at bruge det meste af dagen i vandet for at lede efter havskildpadder. Der gik evigheder før vi så en og der havde jeg nærmest allerede givet. Men endelig så vi en stor en, på størrelse med et toiletbræt den var så flot. Den kom bare svømmende helt stille og roligt under os, og bevægede sig så langsomt af sted mod havet. Heldigvis var koralrevet enormt smukt omkring øen, så det var slet ikke spild af tid at ligge så længe i vandet og kigge efter en sølle skildpadde. Vi troede vi havde set en kæmpestor skildpadde, men det viste sig at det bare var en normal en, vi havde set. Resten af dagen brugte vi på stranden og ved aftenstid gik vi en tur op på en udkigspost, hvor vi kunne se ud over vandet. Det var en noget stejl tur op og til tider virkede det som om vi var de eneste mennesker der nogensinde havde været deroppe. Da vi kom tilbage til hotellet fik vi den forfærdelige besked, at vi skulle flytte ned i doormet, da de var kommet til at dobbelt booke vores værelse, så vi måtte hurtig pakke og ned i et hul af et doorm. Det var et stort rum med en helt masse senge og intet andet, der var ikke særlig rent eller særlig pænt, men der var da en seng og heldigvis var det kun en nat det drejede sig om. Da strømmen gik omkring kl. 23, var jeg ikke særlig tilfreds med situationen og jeg tror måske aldrig jeg har sovet så dårligt som den nat. En af de andre der boede dernede var en gammel tysk mand som snorkede så meget at ingen af os sov særlig meget den nat og da han stoppede begyndte hanerne at gale om kap, og så var der tilmed ulideligt varmt derinde og ja ingen blæser når der ingen strøm var. Søndag var vi tidligt oppe, det var jo alligevel umuligt at sove. Vi tog en båd hjemad sammen med det tyske par og så begyndte turen ellers bare at gå hjemad igen, denne gang var turen dog ikke så lang, da der ingen ventetid var til bådene og ingen kø var indtil Cebu City. Om aftenen var Troels og jeg ude at spise pizza på en italiensk restaurant i Ayala, vi sad udenfor og gud hvor jeg dog bare elsker at kunne sidde ude i en lille kjole og nyde sin mad selvom det er mørkt og sen aften og det tilmed er april.
Den første del af ugen brugte jeg på at få arrangeret Julies fødselsdag, købt gaver, købt ind og meget andet. Desværre er der ikke noget der hedder bytteservice her i landet, så man skal virkelig være sikker på hvad man køber, hvis man skal købe gave til nogen. Tirsdag da jeg var på vej i Ayala for at købe gave til Julie, sad jeg i en Jeepney og mærker pludselig at der er noget der rørte ved mit ben, jeg bliver herefter opmærksom på et en mand har lagt hans taske lidt over på mine ben, jeg får tasken skubbet væk og forsøger at flytte mig lidt væk, så meget som det nu er muligt eftersom man sidder som sild i en tønde. Jeg tjekker min taske, men der er intet at se tror jeg, det viser sig så senere at manden har haft en skarp genstand, som han har skåret hul i min taske med, sandsynligvis for at tjekke hvad jeg havde af spændene ting. Heldigvis havde jeg ikke noget af værdi i min taske, så jeg mistede heldigvis ikke noget. Så selvom alle folk er så søde herovre, så skal man altså passe på og være opmærksom. Tirsdag aften havde vi besøg af Peter og hans kæreste, især Troels synes det var dejligt at tilbringe lidt tid med en mand igen. Torsdag var det Julies fødselsdag. Dagen blev fejret med maner, stor og lækker morgenmad, gaver der heldigvis ikke skulle byttes og en helt masse kage på arbejdet. Efter arbejde var Julie, Sofie og jeg i Ayala for at spise lækker italiensk is og få ordnet negle, så hyggeligt og tøset. Til aften var vi på en lækker restaurant der hedder the Tinderbox, en rigtig hyggelig og meget fin restaurant. Noget finere end vi har været vand til herovre, men det kostede jo stadig ingen penge, så det med at nyde at vi kan leve som grever og baroner herovre, uden at mærke det på tegnebogen. Udenfor restauranten er der en lille delikatesse afdeling, hvor man kan købe alt muligt vestligt, oste sågar fra Danmark, knækbrød, mørkt brød og sidst men ikke mindst Haribo slik og lakrids. Der var næsten julelys i øjnene af os da vi fandt slikket. Fredag fejrede vi igen Julies fødselsdag, først med surprise hjemme i lejligheden og derefter med fest på Chicken and Beer, med vores genboer og vores danske kollegaer fra Missionaries of the poor. Vi havde en super fed fest, hvor Julie rigtig blev fejret med fællessang og live musik. Lørdag og søndag var meget stille og rolige, med afslapning, skolearbejde, indkøb, træning og pool.
I denne uge har vi fået taget hul på endnu en uge med praktik, der er ikke så meget at sige derude fra. Jeg er stadig vildt glad for at være derude og nyder de skønne unger, som stadig udvikler sig med lynets hast. Herudover har vi lige fået et nyt barn på børnehjemmet, en lille pige på ni måneder. Pigen er lige nu noget syg, men nej hvor er hun kær. Pigen er meget lille og underudviklet, herudover har vi fået at vide at hun er blind og døv og har hjerteproblemer, men det med at være blind og døv det tror jeg nu ikke helt på. Vi har fået at vide at flere af børnene på børnehjemmet er blinde, men jeg tror mere det handler om at børnene ingen øjenkontakt har haft og derfor har meget svært ved at skabe øjenkontakt til. I denne uge har vi fået købt ny tøj til alle børnene, da de simpelthen næsten ingen bukser havde som der ikke var store huller bagi eller foran, vi fik tøj til alle børnene for næsten igen penge, desværre endte turen med en bøde til Julie og jeg, da vi lige troede vi kunne nå over et lyskryds der var ved at skifte til grønt, men det kunne vi også godt, men desværre ikke uden en betjent så os. Øv! Han kom løbende mod os piftende i en fløjte og sagde vi havde valget mellen at betale eller tage med på stationen, vi prøvede at komme udenom begge dele men det lykkedes ikke og heldigvis var båden kun på omkring 8 kr., så det var lige til at klare. Så nu har vi lært at man venter til der bliver grønt! Lige i øjeblikket er jeg ved at arrangere min mor og fars besøg hos mig, de kommer om snart to uger og jeg glæder mig noget så meget til at se dem og rejse rundt på Filippinerne med dem. Dette var alt fra nu!
- comments
Mor Skøn læsning. I oplever så meget. Vi håber at vi også skal opleve noget af det, når vi kommer ned til jer om 2 uger. Uha tiden går godt nok hurtigt. Vi glæder os vildt til at se Jer alle sammen. Knus Mor