Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle sammen, nu er der efterhånden ved at være gået en uge siden vi begyndte vores rejse mod Filippinerne. Turen herned var noget hård, 35 timer tog det fra vi tog af sted søndag aften og til vi var i vores nye hus. Ingen af os fik sovet særlig meget på turen, men alt gik alligevel rigtig fint.
Da vi kom til Cebu blev vi hentet af Flemming og Elisabeth, et dansk, norsk ægtepar, som støtter de børnehjem vi skal arbejde på. De kørte os hen til vores hus, som ligger i Cebu city i bydelen Mabolo. Bydelen ligger i det der hedder Uptown, som er den lidt rigere bydel end Downtown. Mabolo, har alt fra slum, folk der sover på gaden til de lidt finere kvarterer. Da vi endelig efter en lang rejse nåede til huset, havde de glemt nøglen til huset, så det endte med at vi måtte vente en time i vores langbukser og trøjer fra Danmark ude i middagssolen, så de kunne hente nøglen. Hold da op det var varmt. Efter en god times venten, blev vi endelig lukket ind i vores lejlighed. Lejligheden er ikke sådan fancy eller noget, men i forhold til hvad det kunne have været, så er det en super lækker lejlighed. Der er et stort køkkenalrum, tre værelser med to senge i hver, et sminkebord og aircondition, to badeværelser med varmt og koldt bad (jubii) og et med koldt bad. Vi bor fem sammen og det hele passer rigtig fint, Troels og jeg deler det store værelse med eget bad, mens Julie og Sofie deler og Peter har sit eget værelse. Vi har vagt på 24 timer i døgnet, så det er meget betryggende.
Den første dag nåede vi ikke rigtig andet end at komme ind i lejligheden, gå ud at købe lidt vand og gå ned og få noget at spise. Herudover fandt vi ud af at det er noget af en udfordring at komme over vejen, der er mennesker, biler, taxaer, Jeepnyes (deres små lokale pimpede busser) og knallerter overalt. De dytter alle sammen hele tiden og har bestemt ikke i sinde at stoppe for at vi kan komme over vejen. Så det var med livet som indsats de første gange vi bevægede os over gaden. Nu er vi heldigvis ved at lære at man bare skal strække armen ud og så stopper de måskeJ Langs vejende er der mange mennesker, de fleste sidder ved de små boder der er ved vejene og ellers er der gadesælgere der sælger alt fra handsker, hundehvalpe og jordnødder. Den første aften gik vi ned på en restaurant der hedder "Chicken and Beer", vi havde fået den anbefalet af dem der boede i vores lejlighed før, "Chicken and Beer" ligger ned af en lidt skummel sidegade, men stedet er vildt hyggeligt. Jeg fik en stor portion kylling i karry med ris, og hvor var det godt. Hele måltidet og en halv liter øl kostede ca. 25 kr. Det jo alt for billigt.
Anden dag var vi en tur inde i et stort shopping center "Ayala" hedder det, der er fem etager og det er meget støre end det største center i Danmark. Her er der mange hundred butikker og spisesteder, herinde kan man næsten glemme hvordan det hele er meget fattigt udenfor. Herudover gik vi en lang tur i byen, vi gik i flere timer og kiggede på byen og de mange mennesker der er på gaderne og ja så blev vi kigget på, alle kigger på os og råber hej eller et eller andet sjovt og så griner de helt vildt af os bagefter. I byen var der mange boder, meget smog og tæt befolket. Vi så et par kirker og templer rundt omkring i byen osv. Efter vores lange og meget varme og svedige tur i byen, gik vi op på et stort luksushotel der hedder "Waterfront", her har vi snakket om at købe et abonnement, sådan så vi kan benytte deres fitness center og pool når vi har lyst. Deres pool område er virkelig lækkert, med pool, liggestole og palmer. Herefter var vi inde og købe ind og vi lavede mad i vores nye hjem for første gang.
Den tredje dag var vi til informations møde på et lille hostel der hedder "Chillen og Grillen", det varede det meste af dagen og var informationer om alt fra dykning til pædagogiske arbejde. Efter mødet var vi ude sammen med nogle københavnske piger der bor overfor os. Lørdag slappede vi bare af med spil og hygge og om aftenen var vi inviteret til BBQ hos Flemming og Elisabeth, de bor i et lidt rigere kvarter, her havde de inviteret alle os studerende til fest, vi grillede og hyggede det meste af aftenen. Efter festen tog vi videre til et diskoteks område der hedder "Mango Square", her var der mange store diskoteker, vi listede os ind på et, men skyndte os udenfor for at sidde, der var tusind mennesker og alle stod tæt op af hinanden og så var der sindssygt koldt, da der var skruet helt op for air konditionen.
Søndag har vi bare slappe af i solen og nydt det dejlige vejr. Mandag starter vi i praktik, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til. Vi bliver kørt derud, men skal selv finde tilbage i enten taxa eller Jeepney. Gad vide hvordan det går.
Jeg nyder det hele kan i tro:)
- comments
Sofie Sørensen Hej søs! Det lyder bare rigtig skønt. Dejligt med lidt læsning inden dagens forelæsning :) Håber første arbejdsdag gik godt, den glæder jeg mig til at høre mere om. Ha' det godt og pas på hinanden! Knus Sofie
Mor Hej. Det lyder bare fantastisk. Ja I skal bare passe på uanset hvor i befinder jer. Nu er du jo startet på arbejde, går det godt med at komme hjem? I er da heldigvis 2. Ha det godt, pas på Jer selv. Knus Mor
bente lund knudsen Hej søde :) Hvor lyder det spændende og skønt. Godt I har det godt. Glæder mig til at høre hvordan praktikken er.... Hils Troels. Pas godt på hinanden. Knuz Niels og Bente. P.s Niels vil også læse dine oplevleser :)
line ritter Hvor lyder det bare som en god start på jeres rejse. Håber de første dage i praktikken er gået godt.
Inge Hej. Dejligt at høre I befinder jer godt. Håber også I er kommet godt i gang med Jeres praktik. Hils Troels og de andre - husk at passe godt på hinanden. Knus Bent, Marley og Inge
Anja Boss Hej søde Stine!! Vi følger dig på din spændende rejse!! Og pigerne synes det er mærkeligt og spændende.. De savner dig meget- det gør jeg også.. Pas godt på dig selv og det lyder vildt spændende