Profile
Blog
Photos
Videos
Denne dag skulle turen gå lidt højere op i bjergene i Virginia - og bl.a. byde på en køretur på Skyline Drive samt et visit på nogle vingårde. Det viste sig at være et rigtig godt valg.
Begge attraktioner havde vi fået anbefalet hjemmefra af min (Sille's) svogers far og kone (Erik & Kirsten), som selv har rejst USA tyndt flere gange. Vi havde derfor forinden afrejse haft et lille og godt RoadTrip møde med dem, hvor de havde givet os flere gode råd om netop attraktioner, byer, hoteller og også generel velanset adfærd herovre. Desuden havde de også været medvirkende til at vores tur endte med at gå til nordstaterne fremfor sydstaterne. Og nu fulgte vi også deres råd igen ved at tage hertil.
Da vi ankom til Skyline Drive viste det sig at være en Nationalpark - men til alt held havde vi jo allerede købt et år gratis adgang til alle Nationalparker, så vi fik blot stukket et kort over området i hånden og fløj direkte igennem betalingsgaten. :)
På Skyline Drive kører man oppe på en bjergryg med udsigt ud over andre grønne og frodige bjerge og dale. For det meste kører man dog gennem tæt bevokset skov, så det er primært fra nogle markerede udkigsposter man ser den smukke udsigt. Turen var derfor til tider lidt trivielt, for Skyline Drive er 150 km lang og man må kun køre 35 miles i timen (56 km/t).
Jeg kørte bilen og ved siden af sad Helle-Mai og læste op fra det kort vi havde fået stukket i hånden. "Man kan se bjørne her!", sagde hun begejstret. Vi brugte derfor tiden på at kigge og skue ind i skov og krat fra bilen efter sådan en krabat. Men der var ingen bjørn til os - i hvert fald ikke de første 2 timer af turen! Men PLUDSELIG så jeg noget stort og mørk bevæge sig i vejkanten - en bil som kørte imod os bremsede pludselig op og holdt stille, og det samme gjorde jeg. For lige der - lige dér i vejkanten kun 3 meter fra bilen stod squ en Bjørn!!! En stor sort/brun bjørn, som på alle fire stod og spiste blade fra en busk!
"Ohh my God! Det er en bjørn Helle-Mai - det en Bjørn, det en BJØRN!!!". Vi rullede vinduet ned og tog en masse billeder - indtil bjørnen vendte numsen til os og fredeligt slentrede ind i buskadset og væk igen. WAUW!!
Fuldstændig høje af fryd satte vi gang i bilen igen og kørte videre. Det syn tror jeg ikke nogen af os havde forventet at se, til trods for at vi begge et par timer havde ledt og ledt. Og så så tæt på! :-D Vi må have set meget begejstrede, for en naturpark-patruljevogn stoppede os og spurgte hvad vi havde set. Hehe Vi forklarede ham om bjørnen, og han fortalte at lige præcis dette området var denne bjørns yndlingssted at opholde sig. Meget sødt. :0) Nu vil vi også anbefale Skyline Drive til andre!
Vi kørte ud af parken igen og satte kursen mod en bestemt vindgård. Nemlig vingården "Wolf Gab" som vi også havde fået anbefalet af Erik og Kirsten hjemmefra. Og det kan vi godt forstå nu!
En lille bitte vindgård med egne små vinmarker dukkede op for enden af en markvej. Vi vidste ikke helt hvad vi kunne forvente, og syntes begge det var lidt flovt at køre op af en privat markvej. (Vi har et stort kort over området, hvorpå alle vingårde med vinsmagning er markeret på - også "Wolf Gab" er markeret på dette kort, så helt privat er gården ikke.) ;) Heldigvis var der lige netop også ankommet et andet par end os til gården.
Vi fulgte nogle små skilte som førte os op på anden sal på vingården. Her kom vi ind i et lille rum med en lille hjemmelavet bar, og blev mødt af en meget venlig og sympatisk mand, Willie, som ejede gården.
Sammen med det andet nyankommne par blev vi her præsenteret for 8 hjemmebryggede vine, imens Willie stolt fortalte, hvilke druer de var lavet af, hvor mange procent sukker der var i, hvilken karisma vinen havde og hvilken mad den smagte bedst til. Vi luftede og kørte vinen rundt i glasset, duftede interesseret til den, nippede og smagte efter. Vi må have set ret proffe ud, synes vi selv. ;)
Willie forklarede os også, hvor mange procent sukker der udgjorde forskellen på en tør, semi tør, sød og dessertvin. Hvilket er henholdsvis 1-2, 2-3, 3-6 og 6-20 procent sukker. Og så forklarede han os, hvordan vinene blev lavet, og hvor mange år det tog. Først tog det druerne et lille årstid at modnes på buskene, når de så blev høstet tog det yderligere op til 3 år for en rødvin at blive endelig færdig. For en hvidvin tog dette kun ½ år. Vi fik derfor smagsprøver på bl.a. en hvidvin fra 2011, hvorimod den nyeste rødvin han kunne servere for os var fra høsten 2009. :) Desuden prøvede vi også en vin som var meget unik for gården her. Nemlig en Blårbær-vin. Willie havde selv opfundet den - han kendte i hvert fald ikke selv andre der bryggede vin på blåbær. Vinen var lavet af ren blåbær. Desuden bad han os bide mærke i, at der kun var 2 % sukker i denne frugtvin. Normalt overpøser folk deres frugtvine med op til 20 % sukker, fordi det et det folk flest vil have. Men han syntes selv at han havde fundet den helt perfekte smag til denne vin - og vi må give ham ret. Ikke for sød, men heller ikke for sur. En anelse bitterhed - men dette gjorde bare blåbærvinen meget rødvins-agtig, samtidig med at den havde en dejlig frugt-aroma og naturlig sødme. Mmmm!
Vi måtte have virket meget interesseret - for til sidst spurgte Willie om vi kunne have lyst til at se, hvor og hvordan han bryggede vinen. Ja, tak - meget gerne! Vi fik en større rundvisning i kælderen, som var fyldt med trætønder, og store metal vinbeholdere, hvori vinene lå og gærede. Vi fik sågar en smagsprøve direkte fra en trætønde fra årets højst - som derfor først ville være færdig om 3 år! Den havde allerede en lækker aroma - den var meget ren i sin smag af bær, og samtidig meget tør, da den ikke var tilsat sukker endnu. Det var sjovt at prøve! :) Det viste sig at der intet elektronisk var i kælderen.. Alt det vin han bryggede, var gjort ved manuelt arbejde. Og han bryggede alligevel 12.000 flasker om året! Selv det med at sætte prop og mærkat på flaskerne bliver gjort i hånden. Hvilken charme! Og selvfølgelig havde vingården "Wolf Gab" sit helt eget fine mærkat, med en ulv på forsiden. Vinen er desuden opkaldt efter 3 små bjergtoppe, som man kan se fra altanen på vingården, og som netop hedder "Wolf Gab". :)
Vi sagde farvel og tak for denne gang, og satte kursen mod en gratis stats eget campingplads som Willie havde fortalt os om. Det viste sig, at vi var de eneste levende væsner på hele campingpladsen - som lå midt inde i en skov, og lige netop passerede statsgrænsen til West Virginia.
Ved indgangen hang et skilt med at man skulle passe på sig - for her var bjørne - og mad og slik måtte heller ikke ligge i teltet! Vi tog en fløjte i lommen (man skal larme, hvis der kommer en bjørn), og satte derefter teltet op, og lavede mad over trangiaen. Ligeså snart vi var færdig med at spise, pakkede vi alt forsvarligt ind og lagde det ind i bilen - så det kun var os og vores soveposer som lå inde i teltet. Jeg måtte ikke engang tage min læbepomade, som dufter af vanilje, med ind i teltet for Helle-Mai! :)
Det var lidt svært at falde i søvn denne nat - for der var mange lyde i skoven, og man var ret alene herude. Men de har vel ikke en campingplads dér, hvis det var helt hul i hovedet at sove der - så med den tanke fik vi en forholdsvis rolig nat. :) Og vi er her endnu - så vi blev ikke spist af nogle bjørne. Men vi SÅ en bjørn, på Skyline Drive - og det vil vi altid have med os! :-)
Helle-Mai og Sille
- comments
ulla hurra I er i live og har set en bjørn! Fantastisk! Håber Erik og Kirsten læser med.