Profile
Blog
Photos
Videos
Formiddagen stod i de praktiske gøremåls tegn. Vores tøj trængte gevaldigt til at blive vasket… Det at bo i telt, lave mad over trangia og spraye sig med myggespray hver aften giver ikke ligefrem den bedste aroma :) Desuden tog vi ALT ud af bilen og fik ryddet godt og grundigt op. Ofte er der så varmt udenfor, at vi kaster nyindkøbte ting osv. ind i bilen i stedet for at lægge dem på plads, da vi hurtigst muligt bare skal ind i bilen selv og have noget aircondition - så det var tiltrængt, og sikke fin den er nu :)
Det er et mærkeligt sted sådan en amerikansk campingplads. Er man i en almindelig by i USA, så har mange jo våben, hoveddørene bliver låst med det samme, man går indenfor (ofte med dobbeltlås også selvom det er højlys dag), folk gør meget for ikke at røre hinanden, når man går forbi hinanden - eks. når man går rundt i et supermarked (De siger undskyld, inden de overhovedet er tæt på en, så man ved, at de skal forbi én. Dorthe fortalte, at en grund til dette kunne være, at man jo aldrig ved, hvem man går forbi, hvad de har i lommerne osv.) Men på campingpladserne - lige meget hvor vi har været - er det lidt som at alt dette er glemt for en stund. Folk lader alle deres ting stå fremme både nat og dag - både deres store grill, drikkevarer, ulåste cykler osv. Det er som at være i en hel anden og mere tryg verden.
Da vi tjekkede ud fra campingpladsen, smuttede vi lige en sidste tur i poolen, inden vi kørte et par hundrede meter ned af vejen og fandt en rigtig god frokost-burger, inden turen gik over endnu en statsgrænse til North Carolina :)
Det der nok har slået mig mest i North Carolina er, at der er rigtig mange "Trailer-parks". Det er der nu i hele USA men endnu flere i North Carolina, synes jeg. Så vidt jeg har forstået det, så er en Trailer-park et permanent sted, man kan bo. Man bor så i sin "Trailer", som mest af alt minder om et lille hus lavet af blikplader. Det der så er konceptet er, at de her Trailer-huse er flytbare, så hvis man vil flytte til en anden Trailer-park, så bestiller man en (meget stor) lastbil, hvorpå Trailer-huset kommer op på, og så flytter man til en ny Trailer-park (Vi har set en lastbil med sådan en Trailer på… den fylder pænt meget på vejen). Et Trailer-hus fårs i visse størrelser, så de passer ned i en bestemt størrelses ramme/fundment. Så når lastbilen er fremme med Trailer-huset, bliver det bare sat oven på en af "rammerne" i Trailer-perken og kan med det samme tilkobles vand, el osv. Egentlig meget smart idé, og indeni ligner de fleste sikkert også ganske almindelige og hyggelige huse, men mange ligner desværre udefra nogle virkelig faldefærdige blikhuse, så Trailer-parks virker ikke særlig tiltrækkende, når man kører forbi dem.
Vores plan var egentlig at finde en KOA-campingplads i byen New Bern og så dagen efter kører helt ud til kysten, hvor der var endnu en KOA beliggende på en slags tange. Men da vi kom til New Bern og var fem minutter fra Campingpladsen trak det endnu engang op i det fjerne og pludselig viste det vildeste uvejr sig. Det stod ned i stænger få hundrede meter fra os med lyn og torden og sigtbarheden var minimal ud over vandet. Da vi ankom til KOA spurgte vi damen, om hun forventede, at uvejret ville drive over inden længe, men hun smilede og rystede på hovedet og svarede, at det ville gå mange timer, og at hun bestemt ikke ville anbefale os at sove i telt den nat. Desværre havde de ikke nogen ledige hytter, så vi besluttede at kører længere nordpå ad den retning, vi alligevel skulle dagen efter og så finde et motel. Da vi endelig fandt et, kostede det knap 80 dollars, som for det første er knap 500 kr. og for det andet langt over den pris, som vi normalt giver for et hotel. Vi prøvede lykken og kørte lidt videre, og pludselig fandt vi et motel i den lille by Washington, hvor en hyggelig hotel-fatter fra Bangladesh viste os et fint værelse til knap det halve. Det var jo fantastisk. Vejret var selvfølgelig fint og de sorte skyer drev over, da vi endelig fik os installeret i værelset. Men efter aftensmad på Taco Belle blev himmelen sort, og det lynede og tordnede og regnede hele natten… Nok et meget godt valg ikke at sove i telt den nat J
S og H
- comments