Profile
Blog
Photos
Videos
Næste morgen tittede solen heldigvis en lille smule frem i New Orleans, og vi kørte tidligt for at nå ind og opleve byen inden næste omgang vand, der eftersigende skulle komme midt på eftermiddagen. Vi ville gerne se nogle af de kvarterer, som endnu ikke var opbygget efter orkanen Katrina i 2005 og spurgte hotel-medarbejderen om, hvor vi kunne det. Han pegede over på huset ved siden af og sagde, at vi ikke behøvede køre så langt for at se det. Sille havde allerede spottet dette ødelagte lejlighedskompleks ved siden af hotellet og haft sin egen lille teori om, at den faldefærdige bygning nok skyldes orkanen. Sille har så mange teorier, så den hoppede jeg ikke på - men denne gang havde hun sgu' ret… Hele kvarteret vi boede i var åbenbart en af de hårdeste ramte kvarterer i 2005. De havde ikke følte sig utrygge, men vandmasserne havde ødelagt det meste. Hotellet var først åbnet i 2010, Mc D. og Taco Bell på den anden siden for 6 mdr. osv. Vildt at være så tæt på, og at det først her 7 år senere er ved at ligne sig selv lidt igen.
Vi kørte ind mod byen og kom igennem endnu et kvarter, som var blevet hårdt ramt i 2005. Sikker et syn. Nogle af husene var fine og nymalede men andre lå øde hen med skodder for vinduerne og den samme spraymalede tekst over hoveddøren - vi gætter på, at det nok er de huse, hvor folk ikke at kunne bevise, at det var deres. Kvarteret var dystert, folk hang ud på gaderne og stemningen var alt andet end glæde og liv! Jo længere ind mod byen vi kom, jo mindre kunne man se af orkan-ødelæggelserne. Byen bød på højhuse, smukke gader med palmer og vidnede bestemt ikke længere om den ulykke, der ramte byen for 7 år siden. Vi stoppede ved deres kæmpe stadion og gik der op for at se det udefra. Vi blev pludselig omringet af folk i orange trøjer fra alle sider. Vi havde godt set en masse i orange trøjer den anden aften inde i byen og undret os over, hvor de mon var fra. Der var et stort kors på deres trøjer og så vandrede de rundt inde i gaden mellem de letpåklædte damer og skidefulde folk - et mærkeligt syn. Vi fulgte den kæmpe orange flok og fandt til sidst ud af, at det var fordi, at der var 35.000 lutheranske unge samlet i New Orleans denne weekend og de skulle til stort fællesføde inde i stadionnet. 35.000… så kan vi bedre forstå, hvorfor vi pludselig så orange J
Da vi kørte ud af byen, satte vi kurset mod Mississippi igen og deres strandkyst ud mod Den Mexicanske Golf. Turen tog 1,5 time men med det smukke sump-sceneri gjorde det bestemt ikke noget! Det bliver jeg aldrig træt af at kigge på! Vi ankom til kysten og efter mange uger inde midt i landet med tørke, var det et skønt syn pludselig at se hav og hvide sandstrande. Vi svingede bilen ind på den første og bedste strand og skyndte os ned for at soppe. Uhm det var tiltrængt! Vi besluttede os for at kører lidt længere, da vandet desværre ikke var særlig rent her og vi ville virkelig gerne bade! Det var smukt at kører langs de hvide sandstrande, og vi holdt ind på den sidste der var på vores rute! Vandet var ikke bedre her, så det blev ikke til en svømmetur men til gengæld til 1 times lur på stranden. Uhm det var så tiltrængt, at mærke solen stråler efter så mange dage med styrtende regn. Mens vi sad og kiggede ud over Den Mexicanske Golf begyndte nogle piger pludselig at små-skrige og grine ude i vandet og lige der - få meter fra land var der sgu' delfiner! Endnu engang på et helt tilfældigt stop var vi så heldige at se delfiner, der bare svømmede rundt foran snuden på os og viste deres fine finne J Samtidig var havet fyldt med flyvfisk - et fascinerende syn at se fisk der pludselig hopper en meter op over havoverfladen for at dykke ned i havet igen og så med en delfin ved sin side J! Dejligt stop vi impulsivt gjorde der J
Så op på motorvejen mod Alabama - og ja det står sgu "Sweet Home Alabama" på deres skilte hehe så nu var "Walking i Memphis" sangen skiftet ud med "Sweet home Alabama" J Vi ankom til en campingplads uden for byen Montgomery kl. 19.30. Det var den mest lokale mand, der mødte os her…. Det er så svært at beskrive hans accent - eller den "alabamske" accent generelt, da de alle snakker sådan - den er meget nasal, og hvis man siger, at det lyder som om, at danskere har en kartoffel i munden, når vi snakker, så har de mindst en melon i munden… det er som taget ud fra en film J
Vi skyndte os at slå teltet op og så ind mod byen, da der denne aften skulle være et Shakespeare-stykke foran deres store teater. Vi kørte rundt i 30 min. og gik rundt om teateret flere gange, men kunne overhovedet ikke finde stedet. Alle vi spurgte sagde, vi var det rigtige sted - men stykket må åbenbart have været aflyst eller også gemte alle folk sig virkelig godt. Så vi besluttede os for at finde noget mad i stedet for - vi spurgte vores GPS-dame Ida og valgte et af hendes forslag. Hun guidede os ud på en stor motorvej og pludselig gik hun i sort! Bum død var hun! Vi gik helt i panik og kørte ind og prøvede med al den GPS-førstehjælp vi havde lært, men der var intet at gøre. Det er ikke fordi, man ikke kan køre uden GPS herovre, og det har vi også gjort en del, men det er så svært at finde et bestemt sted hen i en by, hvor der bor mange millioner mennesker eller finde til en lille bitte landsby, som ikke er på vores store vejkort uden en GPS… og hvad værre var - der var jo ikke nogle af os, som havde lagt mærke til, hvordan vi var kommet fra campingpladsen og derhen hvor vi nu holdte - vi ville jo bare have spurgt Ida om vej, når vi skulle hjem igen. Så det tog lidt tid at finde hjem - Sille mente vi først havde drejet til højre og så venstre, og jeg mente, at vi havde drejet to gange til vestre … Hm… Og det er svært, at kører efter de restauranter og tankstationer, man har set på vejen, når der nu ligger en Mc D., Shell osv. på hvert hjørne… Men vi fandt hjem til teltet heldigvis…. Puh… Det lykkedes os heller ikke at beslutte os for en restaurant, inden vi kom uden for restaurantområdet, så vi kogte vand til en nudel på campingpladsen og til en kop kaffe og så på hovedet i soveposen i et telt, som var bagende varmt…. Sikke en dag J
S og H
- comments
ulla det var ærgeligt med Ida, men i gamle dage havde man ingen Ida og fandt rundt alligevel. Så vidt jeg kan læse er det jeres første uheld. så I er heldige. Firtsat god tur -uden Ida.
Sebastian Pyha, sikke en historie med uvejret i New Orleans! Synes det er vildt, vi slet ikke har hørt om det herovre, når det var så slemt. Men det er godt at høre, alt er ok med jer. Jeg håber, I får "liv" i Ida igen! Det er jo noget nemmere på den måde ;-)