Profile
Blog
Photos
Videos
Vi er nu på vej ned gennem syd South Dakota og staten Nebraska. Her er nær ingenting. Nebraska er en landbrugs-stat, hvor 85 % af byerne har under 3.000 indbyggere. Vejene er så lange og lige, at man ikke kan se, hvor de ender henne ude i horisonten. Dette har sin helt egen charme, og er noget af det, vi specifikt har kørt efter for at se :)
De byer som vi til tider passere på vores vej er meget små - vi kørte bl.a. igennem en by med kun 5 indbyggere. Men trods det få antal beboere er byerne stadig markeret på kortet. Muligvis skyldes dette, at området er kendt for sit landbrug, og at det skal være muligt at kunne finde en bestemt bondemand trods de lange afstande :-)
Selvom byerne er små, flager næsten hvert eneste lille hus stolt med det amerikanske flag. Meget stemningsfuldt at køre igennem :) Men derudover har de faldefærdige byer ikke meget at byde på - til tider en rusten benzin-pumpe, men ingen shoppings-/indkøbsmuligheder. Hvad mon de lever af ud over deres egne afgrøder??
Vi stoppede i en af de små byer med kun 200 indbyggere for at få noget frokost på en tank med en indbygget Subway ( det er jo Amerika) - en dame ved bordet ved siden af os, kiggede lidt undrende på os og spurgte så: "Hvor er I to fra?" "Danmark," svarede vi. "Okay, hvad laver I dog herude???" spurgte hun så meget forundret, som om hun aldrig havde set en turist på disse kanter før. Vi smilede tilbage og svarede, at vi kørte tværs igennem staterne fra vest til øst, og undervejs ville prøve at køre igennem nogle områder uden så mange andre turister. "Ahh, så forstår jeg bedre", svarede hun smilende, "Så er I kommet til det helt rette sted!" :0) Det var vi jo kun glade for at høre :)
Efter et par timer kom vi endelig igen forbi en tankstation, hvor man kunne købe noget vand. Butikken var gammel og beskidt. Foruden hende bag kassen sad der kun en gammel mand på en taburet og gloede. Til tider slyngede han en vittighed ud. Hun fortalte, at manden kom hver dag - han havde ikke andet at tage sig til. Man kunne ane i hendes stemme, at hun har lidt træt af ham. Især da han kort efter bad mig tage et billede af ham og han "eks-kone" (= den unge pige bag disken) og selv grinede højlydt af joken.
På døren ind til den lille tank havde vi set, at der også stod et skilt med titlen "Visitor Center". Vi spurgte derfor pigen, hvor vi kunne se nogle attraktioner her i Nebraska. Hun tænkte sig meget længe og grundigt om - hvorefter hun begejstret pegede på en prik på et Nebraska-kort over 300 kilometer væk, og svarede at dér var der et pioner-museum! :-D Jamen ihhhh hvor spændene - eller IKKE! Nebraska er meget tydeligt IKKE en turist-stat og har ikke meget at byde på i den retning :0)
Det er i det hele taget efterhånden over en uge siden, at vi sidst er kørt igennem et sted med større indkøbs-muligheder end en lille biks. Det er helt mærkeligt, for på vestkysten lå de store indkøbnings-malls nærmest side om side. Der er heller ingen hoteller/moteller eller campingpladser her.
Gad vide hvor vi skal sove i nat?
Efter 7 timers kørsel kom vi endelig til noget der tilnærmelsesvis lignede en rigtig by igen. Vi drejede bilen ind på en grund, hvor der på et skilt både stod "motel og campground". En fuld cowboy-agtig mand der var gæst på stedet, helt hvid på kroppen og solskoldet i hovedet, kom hen til bilen og forklarede os, hvor kontoret var. Desuden sagde han, at hvis vi skulle campere, kunne vi sagtens låne hans bad, - nej tak du! J Stedet så virkelig faldefærdigt ud, og vi besluttede hurtigt bare at sove i vores telt og ikke booke et motelværelse. Vi gik ind i for at betale - huset lignede mest af alt et gammelt støvet hus fra en virkelig uhyggelig gyser-film. Der sad en mand bag en skranken med nogle træ-tremmer for, da vi kom ind af døren. Der var støvet og Ret uhyggeligt. Aldrig har vi hørt en mand tale så langsomt - selv hans bevægelser forgik i slowmotion. Dette forstærkede bare den lidt utrygge stemning. Vi fik vores teltplads, og naboerne gloede, som havde de aldrig set to piger på tur før. Er alle mennesker så mærkelige her i Nebraska??!!?
Toiletbesøg forgik i en lille sidebygning der mest af alt mindede om et skur. Uden for stod en grisk hund i den bagende sol og gøede. Inde på toilettet, som var meget beskidt, var der en dør ind til et aflangt køkkenlignende rum med en madras, hvor der lå en gammel mand med et amputeret ben. Døren dertil kunne ikke låses, så han kunne brase ind når som helst. Scary!
Alt på denne campingplads var bare lidt dyster, skummelt og uhyggeligt. Vi besluttede os derfor at tage ned i byen og få noget mad. Det var lørdag og byen lå øde hen, men vi fandt et hotel, hvor man kunne få noget mad. Igen var menneskerne derinde meget mærkelige, og deres accent var svær at forstå - men maden var god, og vi var sultne :)
Der har tilfældigvis tivoli i byen denne weekend, så vi kørte ned til pladsen efter maden, hvor de lokale folk var samlede. Tivoli lignede mest af alt noget fra 1960'erne, men stemningen var i top, og det var helt underligt at se så mange mennesker og liv i gaden her i denne øde og way-out by :) Vi nød for en stund den glade og knap så dystre stemning som her var.
Da vi kom tilbage til campingpladsen var mørket faldet på, og det tidligere omtalte skumle hus, så nu kun endnu mere dystert og spøgelsesagtigt ud! Vi satte os ved computeren for at skrive på bloggen, men nåede kun at sidde der et par minutter, før der kom en mørk skikkelse hen imod os. Vi sad med en lille lampe og kunne lidt efter se, at det var ham manden der tidligere havde siddet bag skranken, da vi betalte for teltpladsen.
"Jeg så, at I tog et billede af mit hus lige før", sagde han. Jeg (Sille) holdt vejret - "Ja". "Jeg tænkte, om I ville med ind og se det - det er et meget gammelt hus, som jeg er vokset op i og nu har fået af min far. Tidligere var det et bordel. Det siges, at der har begået mange dræb i huset, og at det nu spøger derinde"! Ohh my God, det ER et spøgelseshus! Det ville jeg vildt gerne se! Også bare generelt for at se et hus i Nebraska indefra. Vi vidste, at manden ejede motellet, var 27-år gammel, og at hans mor boede i huset ved siden af, og selvom han selv så lidt spøgelsesagtigt ud, så virkede han sød og venlig, og vi var trygge ved at gå med ham.
Vi gik med manden op imod spøgelseshuset, som havde 3 etager. Hårene på arme rejste sig allerede lidt, da døren til huset knirkende gik op og et kulsort rum kom til syne forude. Hvad mon der ventede os? Han tændte et lys med et meget gulligt/orange skær, som ikke lyste rummet særlig meget op, og vi trådte ind i et gammelt gammelt beskidt og rodet køkken. Huset lugtede også gammelt, og alle vægge og lofter var lavet af træ. Vi gik videre ind til næste rum - en stue tror jeg. Der var så mange ting, at det var svært at få et overblik. Tænkt at han virkelig gerne ville vise os rundt i det rod. Alle møblerne i huset var gamle, farverne mørke og lyset svagt - det lignede virkelig et spøgelseshus! Vi fortsatte videre ind i et værelse, hvor både vægge og loft var beklædt med gamle øl-flasker og dåser. Manden var stadig sød og venlig, og fortalt os om hver og et af rummene - jeg kunne dog mærke, at jeg selv hele tiden prøvede at holde øje med, hvor den nærmeste udgang var - nok mest pga. selve stemningen i hele spøgelseshuset. J "Vil I med ned i kælderen eller på loftet først?", spurgte han så. Ingen af delene tænkte jeg - og alligevel var jeg lidt nysgerrig. "På loftet", svarede jeg - med tankerne på, at det lød mindst uhyggeligt. Vi gik op af nogle knagende og knirkende trappetrin, som førte os op på 1.sal. Det gav et sæt i mig, da jeg kiggede ind i rummet lige forude. Det var et lille snavset og usselt badeværelse - med røggult badeforhæng og gamle beskidte håndklæder som lå rodet sammen på gulvet, som skulle de skjule noget under sig... Det var som revet ud af en gyser! Han fortalte hurtigt, at han lige havde haft 10 gennemrejsende håndværkere boende - og ikke lige fået ryddet op efter dem. Jeg åndede lettet op. Vi fortsatte ind i et rum med en stor seng, og gik derefter direkte videre ud på en stor altan gennem et vindue. "Jeg henter lige nøglen til kælderen", sagde han så og lod os stå alene ude i mørket. Vi kiggede på hinanden. "Der er ikke så langt ned, hvis vi springer herfra!" Sagde Helle-Mai så pludseligt. Vi grinede lidt. Kun rart at vide, at vi begge synes, det hele var lidt uhyggeligt :0) Han hentede os roligt igen, og vi gik med ham videre ned i kælderen. Der var 4 lukkede døre… han pegede alvorligt på dør nr. 4 og sagde: "Dér må I ikke gå ind! Men I kan se de andre rum - kom!". Hvad der gemmer sig bag den dør, ved vi stadig ikke, men vi undre os endnu over, hvad der mon var derinde - siden vi måtte se resten af huset og RODET, men bare ikke dør nr. 4 i kælderen?! Hmmm…. Spooky!
Manden viste os venligt ud af huset igen og bød os derefter på en øl. Vi sagde pænt tak for rundvisningen, men nej tak til en øl, og så gik vi en gysende-oplevelse rigere hen til vores telt i mørket.
Vi var begge lidt mærkede af den sidste halve-times rene gyser, så vi pakkede hurtigt vores ting sammen og gik i seng i teltet - til lyden af et tudende tog i mørket.
Helle-Mai og Sille
- comments
ulla det var en grim uhyggelig oplevelse
Lulle uha - en krimi der burde udgives... :-) scary... I må have telefon og andet på jer næste gang... I tilfælde af at dør nr 4 åbnes...