Profile
Blog
Photos
Videos
Efter en aften med fantastisk Blues i Memphis og en overnatning på en campingplads 15 kilometer derfra, kørte vi nu tilbage til byen. På denne lille 15 minutters korte køretur ændrede staten sig fra Arkansas (hvor vi havde sovet) til Staten Tennesse, hvor byen Memphis ligger.
Vi ville gerne opleve lidt mere af den pulserende by, som foruden Blues-musikken også er kendt for bl.a. Graceland (Elvis's hus), hotellet hvor Martin Luther King blev skudt og ikke mindst "The Duck-Walk" på Peabody Hotel. :0) Vi valgte at se det sidstnævnte først!
Hotellet her er, hvad navnet også fortæller, kendt for sine vandrende ænder. På hotellets tag bor der nemlig en lille flok ænder, som hver dag præcis klokken 11 bliver hentet og fulgt af en mand hen til en elevator, ned til stue-etagen, hen over gulvet på en rød løber og op i et lille springvand midt i hotellets foyer. Og ja, det er ligeså tosset og opstillet som det lyder :0) Ande-manden, som KUN er ansat til dette job, står i 10 min inden ændernes ankommer og fortæller stolt om eventet i en mikrofon til alle de ventende hotelgæster og besøgende. Ænderne har åbenbart gået denne lille march i hele 70 år - og manden her var kun den 5. i rækken der havde haft dette fantastiske job, da det var et job der var meget ærefuldt og som gik i arv. Sødt, sjovt og også ret mærkeligt lille event at overvære :0)
Turen gik nu videre mod Graceland - Elvis's bolig. Men inden da stoppede vi også lige ved det verdenskendte Pladeselskab "Sun Studie", hvor nogle af de største Blues og Rock&Roll-stjerner har indspillet deres plader - som bl.a. Elvis. Vi kiggede bare lidt, tog et par billeder og kørte så videre. :0) Da vi nærmere os Graceland, var der ingen tvivl om, hvor vi var på vej hen. Nær alle huse, lygtepæle og standere var beklædt med navnet eller billeder af Elvis-drengen!
Ude fra parkeringspladsen, foran Graceland, kunne vi spotte Elvis's eget private fly, som stod i "baghaven" og som var på størrelse med et almindeligt passager-fly. Vildt! Men det fortalte os også lidt om, hvor stort Graceland alt i alt måtte være, og at det ville tage en del timer at komme igennem seværdigheden. Orkede vi det?! Hverken jeg (Sille) eller Helle-Mai er eller har været Elvis fan, så da vi iøvrigt fandt ud af at billetterne til Graceland ville koste os hele 500 kr., blev vi ret hurtige enige om, at de penge kunne bruges mere fornuftigt! Vi parkerede derfor i stedet bilen ved souvenir-shoppen, tog nogle billeder af nogle postkort som viste hvordan Elvis havde boet, og så var den skid slået! ;0)
Vores plan var egentlig nu at køre mod byen Nashville højere oppe i Tennesse, men da vi ikke var særlig langt fra stats-grænsen til Mississippi, syntes vi begge at det kunne være lidt Cool, lige at tage et lille smut dertil for at spise frokost ;0) Så kunne man da sige man havde været der! :-D
Nå, men.. Sådan endte det ikke.. :) Vi endte faktisk med at blive i Mississippi og køre hele vejen ned gennem staten og videre mod New Orleans i staten Lousiana, som er en syd-stat. Denne beslutningen kom efter at vi pludselig kom i tanke om, at vi stadig havde hele 3 uger tilbage at køre i - og at ALT den vej vi allerede havde tilbagelagt, som cirka var to-tredjedele af USA, var klaret på netop 3 uger. Så hvorfor ikke udnytte tiden/bil-lejen fuldt ud! :-D
Det blev hurtigt tydeligt, at vi havde krydset en stats-grænse da vi kom til Mississippi! Straks efter var alle gader, biler og butikke fyldt med - ja undskyld udtrykket - kulsorte afro-amerikanske negere! I denne stat er cirka 40 % af befolkningen mørke.
Vi havde ikke de store intentioner om at se noget specielt i Mississippi, da vores ønske nærmere var hurtigst muligt at komme til Jazz'en fødeby New Orleans. Så efter lidt frokost på en meget amerikansk frokost-cafe, satte vi vores søde GPS-dame (Ida) til at vise os vej mod New Orleans. Hun fortalte os, at der var omkring 700 km, og herunder 6 timers kørsel uden pause, dertil - så det ville kræve en overnatning. Vi satte derfor med kursen mod den centrale by Jackson, hvor vi ville prøve at finde en campingplads. Klokken var allerede blevet 15, og der var over 300 km dertil - så speederen i bund og afsted med os!
Da vi nærmede os Jackson, var der en sær tåge ret forude - hvilket senere viste sig at være en ordentlig tordenbyge! Vi ankom langt om længe til den campingplads som vi havde sat kursen imod - steg ud af bilen, kiggede op mod den sorte himmel, kiggede på hinanden og var ikke et sekundt i tvivl - vi måtte finde et motel for natten!
Vi fandt et motel - fik en nøgle og åbnede døren ind til et mørkt røglugtende motelværelse. Ikke alle lamper virkede og på badeværelset var badeforhænget røggult, og både dét og nogle af håndklæderne havde spor af gammelt blod. Ad! Men i det mindste var der tørvejr herinde, en seng, tv, køleskab og air-condition! :0)
Pludselig ringede vores telefon. Helle-Mai tog den. "Er alt okay?" Det var receptionisten der ringede. Vi sagde ja, takkede for opmærksomheden og lagde på igen. Kun få sekunder efter ringede telefonen igen - men denne gang var det en anden og meget mørkere stemme som var i røret! Det var en mand nogle værelser fra os, som havde vinke til os da vi ankom - nu ville han høre om vi ville mødes og gå ud med ham og få en drink. Vi takkede pænt nej tak, og lagde røret på.
Vi tog bilen hen til nærmeste burger-sted og købte lidt Take-away mad som vi ville tage med hjem og nyde. Vi var de eneste hvide på hele burgerbaren, hvilket i sig selv var lidt af en oplevelse! :)
Vi tog os selv og maden tilbage til motellet, hvor vi satte os til at se et TV-program - som er helt identisk med det program vi har derhjemme, hvor to familier skifter liv for en uges tid. Meget sjovt at se med amerikanske forhold! :0)
Pludselig bankede det på døren! - "Hey piger, er I derinde?". Det var den samme mørke stemme som vi havde hørt i telfonen. Vi stivnede, kiggede på hinanden og forholdt os helt tavse. Han bankede på og kaldte på os nogle gange, hvorefter han gik. Vi var ikke i tvivl om at vi ALDRIG ville have åbnet!
Da der var gået et stykke tid, gik vi over til den søde receptionist, fortalte ham om hændelsen og bad om hans nummer i tilfælde af at manden kontaktede os igen. Han var forståelig og sagde, at han ville være oppe hele natten, vi skulle endelig ringe, hvis der var noget eller manden kontaktede os igen. Vi hørte ikke mere fra manden den nat - og sov begge trygt i vores seng. :0)
Næste morgen kørte vi friske og veludhvilede mod New Orleans! :0)
Helle-Mai & Sille
PS.
Flere har skrevet og spurgt os, om vi ikke er ved at være helt mætte af oplevelser og snart savner lille Danmark. :) Til det er svaret et klingende Nej! Alle de oplevelser vi får er så super forskellige, fantatiske og spændende, at vi slet ikke kan få nok! :) Vi sluger det hele rådt - nyder vores once-in-a-life-time frihed - og ærger os kun over, at der "kun" er en lille måned tilbage af vores Livs rejse! :0)
- comments
Sebastian Wow! Så mange vilde oplevelser! Jeg kan godt forstå, I slet ikke har fået nok endnu :-) (Hvis I stadier er i Mississippi - og det hele ikke er oversvømmet! - så tag et kig på de gamle kirkegårde. Jeg har kun set billeder, men Lafayette ser fantastisk ud :-) Altså, hvis I er til den slags. New Orleans har en masse interessant overtro i kulturen sammen med jazzen osv.)
ulla håber I udgiver en bog med tekst og billeder <3