Profile
Blog
Photos
Videos
Yellowstone - Gejsere, Bøfler og Hot Springs ! :0)
Så oprindede dagen, hvor vi skulle til Yellowstone. Vi stod igen op klokken 4 om morgenen i håb om at se nogle vilde dyr på vores vej dertil. For at komme til Yellowstone måtte vi køre en tur igennem Grand Teton Nationalpark. Denne park var ikke videre prangende, og dyr var der heller ikke mange af - foruden lidt råvildt. Men heldigvis kom det da os til gode i den anden ende af dagen at vi var kørt så tidligt afsted - vi nåede nemlig både se alt det vi skulle samt nåede ud af parken igen uden det kostede os en dyr overnatning inde i selve Yellowstone :-)
Jeg (Sille) havde ingen anelse om, hvad der ventede os i Yellowstone. Jeg er af den type, at jeg ikke vil Google/se billeder af attraktionerne inden jeg ser dem i virkeligheden - jeg vil hellere blive overrasket. :-)
Efter vi havde passeret betalings-gaten til Yellowstone, kørte vi mange mil på en ret kedelig vej. Det eneste vi kunne se var grantræer. Jeg nåede lige at tænke "er det bare det?", hvorefter en gejser kun 50 meter fra bilen skød en stor damp sky direkte op i luften. "Fedt, skal vi se Gejsere?" :-D "Ja," svarede Helle-Mai, "og Hot-springs!". :-)
Vi parkerede bilen ved parkens "hoved-gejser" ved navn Old Faithfull. Eftersigende skulle denne gejser gå i udbrud hvert 65. til 92'ende minut, og sprøjte kogende vand og damp hele 58 meter op i luften. Vi satte os spændt klar på tilskuerrækkerne, og kunne ane på de andre publikummer at det var lige op over. Og ganske rigtigt - allerede 5 minutter efter skete det! Wauw! Det spruttede og sprøjtede, og man måtte læne hoved bagover for at få det hele med. Det var flot, fascinerende og i det hele taget vildt at tænke på, at det for en gang skyld ikke var en menneske-styret attraktion, men naturens helt egne kræfter og gang.
Efter at have set hovedgejseren, gik vi en tur ad en lille sti som skulle føre os hen til nogle af parkens andre gejsere og hot springs. Der hang en tung lugt af prut og svovl i luften, hvilket stammede fra jordens indre og de varme kilder. Vi kom på stien bl.a. forbi en gejser som var formet som en lille brønd. Den var ikke i udbrud, men man kunne høre vandet boble nede i den. En flink mand kom hen til os og sagde, at han syntes vi skulle sætte os her og vente lidt, for muligvis ville gejseren gå i udbrud om lidt, og det var den kraftigste af alle gejsere i hele parken. Ved siden af gejseren var der et skilt, hvorpå der stod at denne gejser kun gik i udbrud mellem hver 10. time og 5. dage. Hvad var oddsene så liiige for at den ville gøre det lige nu, hvor vi stod der? Vi kiggede på hinanden, parate til at vende om og gå, men.. et og andet fik os alligevel til at blive, og vi satte os til at vente. Og ganske rigtigt - efter en halvtimes venten, så gik skidtet squ i udbrud, præcis som manden havde forudset det! :-D Hold da op, hvor kunne den sprøjte. 94 grader kogende varmt vand blev med en foruroligende fart skudt hele 60 meter direkte op i luften lige foran os. Det var et imponerende syn!
Hvor heldige var vi lige, nu to gange i træk, at stå det rigtige sted på det rigtige tidspunkt! :0)
Vores tur fortsatte rundt i parken, hvor både store og små gejsere piblede op alle vegne fra. Men parken havde også andet at byde på. Flere gange undervejs stødte vi på vaskeægte og kæmpe store bøfler - både mens vi gik på stierne og mens vi kørte. På et tidspunkt var vi faktisk ikke mere end 1½ meter fra en af dem - men til alt held sad vi bag en bildør på det tidspunkt, for de er bestemt ikke tamme og besøgende advares imod dem. :0)
Vi kørte videre mod særområderne for Hot Springs. Jeg anede igen ikke helt hvad der ventede os - men regnede med at skulle se nogle vandhuller med lidt damp henover. Men jeg tog grueligt og heldigvis fejl!
Søer med krystal blåt og helt klart vand, så dybe at man ikke kunne se bunden - omringet af de smukkeste skrigende farver - gul, orange, rød - lugten af svovl og lyden af boblende kogende vand - det var hvad der mødte os!
Til alt held har vi taget lidt billeder til bloggen af det vi så - for det er nær ubeskriveligt og virkelig smukt! Jeg forstår stadig ikke helt at dét jeg så var virkeligt - og jordens eget værk. Men jeg forstår pludselig hvorfor Yellowstone er så vel besøgt! :0)
Efter flere timer - tilbragt mellem Gejsere, Bøfler og Hot Springs - satte vi os bag roret igen og kørte veltilfredse efter dagens oplevelser ud af parken. Det blev til et par timers kørsel inden vi nåede den lille hyggelige cowboy-by Cody, hvor vi fandt en campingplads og slog os ned. Vi tog et smut ned i byen fandt en alla italiensk restaurant og fik en stor dejlig pizza med masser af fyld og ost. Nu var vi også trætte, mætte og glade - så på hovedet i seng med os. :0)
- comments
ulla det er så dejligt, at følge jeres fantastiske tur. Jeg håber Sille købte den lyserøde cowboyhat-den klædte hende.knus fra kolde dk
Lulle en lugt af prut??? det må være den hotter!!!! ... Sille!!!