Så er forået kommet til Vasto!Faktisk har det de sidste par dage, på det varmeste tidspunkt på dagen, været helt op til 22 grader i solen - det har været rigtig skønt. Det er som om det indre batteri straks bliver ladet op, så snart forårssolen viser sig. Jeg har stadig nogle triste vintertanker tilbage, da jeg nu er trådt ind i en ny periode - for første gange er jeg nemlig alene med italienerne. Ikke at det er trist, slet ikke, men det kræver altid lidt ekstra energi, hver gang jeg skal starte på en ny tid. Lige netop derfor passer det perfekt, at solen har valgt at vågne op nu.

Jeg har nydt i fulde drag at få besøg fra Danmark, selvom det var lidt underligt for mig, at pludselig kom der nogle velkendte mennesker ind i mit italienske liv. Men det var nu sjovt at få lov til at vise det hele lidt frem, og så kan det slet ikke beskrives hvor dejligt afslappende og rart det var, at være sammen med nogle mennesker, som har kendt mig længere end 5 måneder. Men nu har jeg det også godt med, at jeg har noget tid alene igen, jeg føler nemlig nærmest, at jeg har travlt, da halvdelen af min tid her nu er overstået. Ikke at jeg ikke allerede har oplevet en masse, det har jeg virkelig, men der er stadig så meget jeg gerne vil nå, og 4 ½ måned føles faktisk ikke rigtigt som nok. Dette er nu nok egentlig kun et positivt tegn, for det betyder jo, at jeg har det godt her. Og det har jeg.Og selvom jeg til tider får et mindre panik anfald af, at jeg måske ikke har nogle bedste venner her, og at jeg sidder alene hjemme nogle dage, så nyder jeg egentlig også at kunne være alene, gå rundt og nyde udsigten og tænke store tanker. Så er jeg også begyndt at tegne meget, da jeg har haft brug for at finde noget andet at lave for at slukke for min hjerne, nu når jeg ikke har mit klaver her. - Det savner jeg som en vild galning, jeg mangler det simpelthen så meget! Men så må man jo finde alternativer, og der tror jeg tegning virker ret godt på mig.

Ellers har jeg faktisk også fået lidt at lave i skolen, da min italiensk lærer nu har givet mig to fede bøger, den ene om Dante liv og hans værker, og den anden er den første form for roman fra 1700'tallet eller sådan noget. Dvs. de begge to er på et underligt gammeltdags italiensk, og selvom halvdelen af jer familie der læser dette her, bliver begejstrede over det, så skal jeg være ærlig og sige, at det er jeg sgu ikke ligefrem…Det er jo skrevet på old-italiensk, og det gør det altså ikke meget lettere at lære normalt italiensk.

Ellers er der såmænd ikke meget at fortælle. Jeg roder stadig rundt i det med hvad grunden til de store forskelle mellem DK og IT er. Men jeg har jo vænnet mig godt til den italienske livsstil, jeg er dog stadig ved at lære det med at spise 'ordenligt'.. De siger jeg spiser som en lille mus! Vi har snakket om, at jeg jo virkelig bliver nødt til at lære at spise et ordentligt måltid inden jeg kommer hjem, for hvis jeg kommer hjem tyndere, end da jeg tog af sted, vil man jo for det første ikke kunne se, at jeg har været i Italien, og for det andet vil det kun være dårlig reklame for italien, og det kan vi jo ikke have.

Forhåbentligt har i det alle sammen godt, nyder ALT den dejlige sne (hæhæ - nu er jeg ikkejaloux mere)

Vi ses!