Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg skriver allerede igen i dag, da der faktisk er sket overraskende meget siden i søndags!
Den første nyhed jeg vil fortælle om, er, at jeg i dag for første gang har drukket italiensk kaffe! Jeg var inde på en café, der ifølge Anastasia er Vasto's mest populære (kaldet Piazza Rosetti - Og ja, den ligger sjovt nok på Piazza Rosetti). Anastasia spurgte mig, om jeg ikke ville prøve det, da hun synes det var meget mærkeligt, at jeg ikke drak det. Hun kan faktisk ikke selv rigtig lide det, men man "skal" åbenbart drikke kaffe! Lidt efter fik jeg overrakt en meget overraskende lille kop kaffe. Altså koppen i sig selv er jo meget lille, men over i det, var der kun en bundslat kaffe! Den er åbenbart meget stærk, så der skulle altså halvanden pose sukker i, mente Anastasia. Herefter skulle jeg virkelig tage mig sammen for at smage det. Men jeg fik det gjort, og det var virkelig en underlig smag, det må jeg nok sige. Jeg har jo smagt kaffe før, men det her smagte ikke engang af kaffe, synes jeg. Mest bare en meget sød stærk drik. Og der var faktisk heller ikke plads til mere kaffe i min mave, efter den lille bundslat, der var i koppen, da det var jo meget passende J i morgen bliver jeg nok nødt til at prøve Rossana's kaffe, hun forsikrede mig om, at hendes var utrolig god. Måske er jeg rent faktisk på vej til at blive kaffedrikker. Det er noget af en forandring så!
Jeg har fået det en del bedre med Anastasia, selvom vi jo stadig er lige så forskellige, som vi hele tiden har været. Men derfor er jeg også bare helt ærlig over for hende, for jeg hvis jeg skulle tilpasse mig hende, så ville det virkelig kræve en total omrokering i alt, hvad jeg er. Men hun accepterer jo også, at jeg så er meget anderledes end hende, og det synes jeg er dejligt, selvfølgelig.
Men jeg er faktisk gået i gang med at se på, om der er mulighed for, at jeg kan skifte skole. Og jeg ved godt, det er en stor ting! Men jeg er her kun ét år, og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for, at jeg, når jeg kommer hjem, tænker "i år har været et helt fantastisk år!" og ikke bare "Jo det var da okay.". Derfor prøver jeg at tænke på, hvad jeg helst vil. Og et helt år på en business skole, det er sgu ikke lige mig. Faktisk vil jeg nok sige, at fagene faktisk er det fuldstændigt omvendte af, hvad jeg kan lide! Jeg er ked af at måtte skuffe nogen, men sandheden er, at jeg bare ikke interesserer mig en skid for forretning, geometri (undskyld Tegler!) og turistbrancen. Og så er en skole ved navn "Instituto di Commerciale, Geometri e Turistico", nok ikke lige der jeg burde være. Jeg har snakket en del med Rita om det, og hun siger, selve det at skifte skole, vil ikke blive noget problem. Derimod er problemet, at der faktisk ikke før i tiden, har været andre skoler, som har ville tage imod udvekslingsstudenter. Rektorerne er åbenbart ikke særligt åbne overfor "udlændinge". Men Gerd kender en, der har været lærer på den skole, der hedder Linguistico i mange år. Det er, som det også fremgår af navnet, en skole der har mere sprog. Det handler om, at kende nogen, som kender rektoren godt nok, til at kunne overtale ham. Sådan fungerer det rimelig meget her. For lærerne vil nemlig gerne have udvekslingsstudenter, det er rektoren, der ikke fatter, at det jo ikke gør nogen forskel for ham, om jeg er der eller ej. Nu får vi se, hvad der sker. Det er også lige så meget fordi, jeg simpelthen virkelig ikke kan se eller finde nogen, jeg har noget tilfælles med. Og det siger jo egentlig også sig selv. Hvis jeg valgte at tage på handelsskolen i Danmark, ville jeg nu nok heller ikke ligefrem føle mig hjemme. Jeg håber sådan, at det lykkedes, det her. Men jeg er nu ret usikker på det.
I går havde vi for første gang vores "conversationteacher" i engelsk. En gang om ugen har eleverne et sprogtime med en, der rent faktisk snakker sproget flydende, så de kan høre, hvordan det faktisk lyder. Vores lærer er canadier, og rigtig rigtig flink. Timen gik jo så ud på, at vi skulle snakke, og han spurgte alle om en hel masse ting. Og så var han virkelig virkelig sjov! Det var skønt at have en lærer, jeg rent faktisk synes det om. (Hvis i ikke havde gættet det, så er min italiensklærer altså ikke ligefrem en humørbombe..) Og det var helt ubeskrivelig dejligt, at jeg for en gang skyld faktisk var den eneste, der fattede joken! Alle de andre forstår jo nærmest ikke engelsk, så jeg var den eneste, der grinede af hans jokes. Det er jo altid omvendt, hvor jeg bare sidder og kigger ud i luften, mens de andre knækker sammen af grin over et eller andet, en eller anden sagde. Så det nød jeg virkelig! Han er klart blevet min ynglingslærer.
Ellers tror jeg ikke der er sket det store. I går var jeg til salsa for anden gang, og det gik lidt bedre. Men hold da op, hvor er jeg virkelig dårlig! Altså og når jeg så oven i købet jo ikke forstår, hvad læreren siger, så er jeg sådan lidt permanent bagud.. men det var faktisk ret sjovt i går J Udover Sarah og jeg, så jeg én anden nybegynder, som faktisk var på niveau med mig, tror jeg! Ellers har de fleste vist danset før. Eller også er de bare født med en utrolig evne til at bevæge deres hofter.. Jeg fortæller hele tiden mig selv, at de sikkert har danset i mange år! Så føler jeg ligesom, det er okay, jeg er så dårlig ;) Jeg bliver virkelig også nødt til at få motioneret. Indtil nu har 10-15 mennesker sagt til mig, at jeg skal regne med at blive fed, mens jeg er her nede. Skide fedt. Men når man nu spiser pasta mindst en gang om dagen, så er det nok også klart.. men stadig! Det er nok ikke lige det punkt, jeg kunne tænke mig, at ændre mig.. Det var faktisk også noget min conversationteacher sagde til mig - "Du skal passe på pastaen og drengene!" J Så det prøver jeg jo så på. Jeg bliver nu nok også nødt til at starte i et fitnesscenter. Tror måske ikke, at ugentlig gang vrikning med hofterne, holder bildækkene fra min mave..
Nå, nu vil jeg gå i seng. Vil prøve at finde ud af det med skolen i denne her uge. I weekenden kører Angelo, Rossana og jeg op til Cesena, for at besøge Desi og Dario (to af deres børn). Det skal nok blive spændende..
Sov godt alle sammen, jeg savner jeg!
Vi ses!
-Forresten lige en stor hilsen til Team 1! ;)
- comments


