3 måneder. Tænkt at jeg ikke har set de mennesker, jeg holder allermest af i 3 måneder nu! Og tænk, at jeg faktisk kun har et halvt år tilbage. Når jeg tænker på det, er det lidt en blandet følelse af stress og også lidt glæde jeg får. For lige nu prøver jeg konstant at søge bekræftelse i, at jeg ikke er ”bagud” i ”udvekslingsudviklingen”… Altså for jeg kan jo ikke snakke flydende italiensk endnu, f.eks.. Men på den anden side, så begynder det at gå fremad nu. Faktisk tror jeg, det er fordi jeg er begyndt at blive en smule italiensk! Alle de gange jeg har skrevet herinde tidligere, har der hele tiden været problemer, og jeg har været stresset (sikke en overraskelse…), men jeg tror sørme, jeg er ved at lære at leve på italiensk manér, hvilket jo i sig selv virkelig er vildt, da jeg nok vil beskrive sidste års Laura som en total modsætning.. Måske lige bortset fra det med at være doven.. Men i hvert fald, så jeg er nu begyndt ikke at bekymre mig om at komme for sent, hvilket resultere i, at jeg altid er en smule forsinket, men trods det, er jeg alligevel ALTID den der kommer først!!! Og faktisk så har jeg lagt en del af stressen fra mig, og jeg måske, det lyder helt umuligt, begyndt at tage tingene som de kommer. I hvert fald begyndt.

Jeg har nu fundet 4 klasser, som jeg har delt mine timer op i. En af dem, er klassen hvor den nye australske pige, Gemma, er i, og det er også der Raffaella osv. Er. Så er der en 5. års klasse, som jeg har engelsk i, og hvor jeg har fået en god veninde ved navn Marzia, som jeg faktisk har det sjovt med. Så er der de to geometri-klasse, den ene har jeg kun italiensk i, men læreren er meget dygtig, og hun er den eneste, som faktisk giver mig lektier for. Hvilket nok også er meget godt i den sidste ende.. og så den sidste klasse, som jeg virkelig godt kan lide at være i. De har taget rigtig godt i mod mig, jeg snakker med dem, de bliver glade, når de ser mig, og jeg skal faktisk i byen med dem den 27. december :) det skal nok blive sjovt. Gemma er jeg meget sammen med, og jeg har det virkelig sjovt med hende. Hun er sød. Hun bliver her til den 13. februar.

Ellers så mødes jeg stadig meget med Marco, Davide, Eduardo og Astrid, og dem skal jeg til jazz koncert med den 28.. Så jeg får sørme også noget at lave i julen!

Her den 23. kører vi til Napoli, til Rossana’s familie. Der spiser vi kæmpe middag den 24., og den 25. kører vi ud til Angelo’s familie og spiser endnu større middag, og pakker gaver op. Den 26., aner jeg ikke hvad vi skal lave, men det er i hvert fald nok noget med spisning…
Faktisk vil jeg sige, for første gang siden jeg kom, at jeg egentlig har det godt nu. Men jeg har så også mere hjemve nu, end jeg har haft før, hvilket jo er klart, jeg elske den danske jul helt utroligt meget, og det er jo klart, det er ikke det samme :)

Jeg har snakket en del med folk om systemet hernede, og alt hvad der nu hører til, hvorfor jeg har valgt Italien, hvad er anderledes osv.. Og jeg tror jeg har fundet ud af noget. Jeg kunne godt tænke mig, at finde ud af, hvordan det er muligt, at der i et land som Danmark, kan være sådan et godt system med forholdsvis god magt fordeling, godt undervisningssystem, ikke så mange fattige, vi er et rigt land, har ifølge statistikker verdens lykkeligste folk, men alligevel er det som om danskerne ikke er glade, synes jeg. Der er altid noget galt, eller også er vi altid bange for noget. Danskerne er kolde og for upersonlige. Undskyld, nu føler i jer sikkert krænket, men sådan her er mit billede på danskerne altså. Det jeg så ikke forstår er, hvordan et land som Italien, på den anden side, kan have en så utrolig ufattelig dårlig regeringssmagt, et system, hvor den enkelte italiener har absolut intet at sige, de kan ikke gøre noget for at ændre det, der er mafiaen, deres statsleder prøver at få lækre babes ind i Europa-parlamentet, og de har ingen tillid til systemet overhovedet. Men alligevel er de glade. De er glade, kærlige, åbne, interesserede, og det forstår jeg faktisk ikke. Men jeg vil prøve at finde ud af mere om, hvad det mon er, der gør forskellen. Jeg har også snakket med mange om Berlusconi. For at finde ud af, hvad der sådan på bundlinjen egentlig er galt med ham. Jeg fik fortalt, at man er næsten helt sikker på, at han er ledtog med mafiaen. De fleste siger også, at han faktisk er en klog mand, han har jo arbejdet sig selv op ’from scratch”, men at han investerer i de forkerte ting, som ikke gavner folket som helhed, men som gavner f.eks. de rige, som støtter ham. Og så er det også et problem, at han er noget for glad for piger. Og hans regering gør som sagt ikke noget for folket. De har intet at sige. Jeg spurgte så, hvorfor de så ikke stemte på de andre partier, for jeg ved da godt, at Berlusconi har mange tilhængere, men der er trods alt flere arbejdere end der er rige folk i Italien. Jeg fik af vide, at folk stemmer på Berlusconi, fordi der ikke er noget alternativ. Venstrefløjen har prøvet at regere, men det kunne de ikke finde ud af, og nu er der faktisk ikke nogen partier, som egentlig ville kunne gøre det hele bedre, så derfor stemmer mange på ham. Der er ikke noget andet valg.

Nå det var lidt om politik hernede. Ellers kan jeg fortælle at det er skide koldt om masser af snestorm i Norditalien. Men her? NEJ. SELVFØLGELIG. Det ENESTE år jeg ikke er i Danmark til jul SNER DET!!! Jeg er så sur og vred over det!!! Rossana og Angelo har sagt, at vi kan køre op i bjergene for at se sne, for jeg føler mig virkelig snydt :( Til gengæld, har de også sagt at… VI SKAL PÅ SKIFERIE!!! YAAY! For første gang siden jeg var 7 skal jeg stå på ski igen!!! Det kommer til at gå forfærdeligt, men jeg glæder mig så meget!

Nu vil jeg smutte ud og spise frokost, det er jo søndag, så vi skal spise en masse. Pas på jer selv, hav en fantastisk jul og nyd nu sneen!

Jeg sender en masse julerier her fra.

God jul!