Så gik der noget tid igen, men nu fik jeg tid til et lille indlæg.

Lige nu er jeg faktisk syg. Luftfugtigheden er åbenbart sindssygt høj, og vejret er koldt og vådt lige nu. Der var en lille bitte smule sne i onsdags, men det forsvandt nu hurtigt igen (i har taget alt sneen).Jeg har, fordi jeg måske troede jeg var lidt mere en viking end jeg egentligt er, fået mig en ordentlig omgang forkølelse og hvad der nu hører med. Så den står på te og masser af halstørklæder de næste par dage.

Det har været lidt en svær tid siden jul. Rita's datter døde for godt to uger siden efter to måneders leukæmi. Jeg var med til begravelse. Dagen efter døde kvinden, som var her med hendes mand, da jeg ankom. Rossana og Angelo tog til Napoli et par dage, og jeg blev herhjemme. Det er lidt for meget død oveni hinanden.

Udover det, så er den lyserøde heks/la stronza/det ondeste menneske jeg har mødt/min gamle italiensklærer dukket op igen og har endnu engang bevist overfor mig, hvor højt en tone og hvor gennemskærende hendes stemme egentlig er. Hun har beordret mig til at jeg skal finde hende én gang dagligt, så hun ved, jeg går i skole. Gud, hvor jeg dog hader hende.Tænk at de lader en psykisk syg ond kvinde undervise. Det forstår jeg simpelthen ikke.

Min jul i Napoli var en oplevelse! Den 23. tog Rossana og Angelo af sted til Napoli, mens Desi, Dario og jeg blev hjemme. Desi og jeg gik ud den aften, og kom hjem ved en 4. tiden. Den 24. stod jeg op kl. halv elleve, da det faktisk var meningen at vi skulle køre kl. tolv, fordi jeg havde en frisøraftale kl tre. Jeg gik ud fra mit værelse kl 12, klar til at tage af sted, og opdagede så, at ingen af dem var stået op endnu… jeg vækkede Desi, hun vækkede Dario, og de gik i gang med at pakke. Vi kørte kl tre…. Men da det jo er italien jeg er i, så selvom vi ankom kl halv seks, så fik jeg faktisk alligevel klippet mit hår - ret utroligt må jeg sige. Da vi kom hjem, ankom resten af familien, vi var 16 mennesker i en lille tre værelses lejlighed, hvor hele stuen var fyldt om med borde. Vi spiste en masse fisk, en MASSE, og så åbnede vi gaver. Faktisk åbner man altid gaverne kl 24, men da der var en lille dreng i blandt os, som meget gerne ville have gaver, åbnede vi dem lidt tidligere. "min" familie havde ikke medbragt så mange gaver, da de faktisk åbner gaver tre gange. Efter det spillede vi kort, noget italienerne gør rigtig, rigtig meget i juletiden. Jeg fik lært texas hold'em poker, og jeg tabte selvfølgelig alle mine penge…. Vi spillede til kl 3, hvorefter Desi, Dario og jeg tog hjem til Rossana's søster for at sove. Hun bor lige i midten af Napoli, lige over det spanske kvarter! Helt utroligt flot sted. Dagen efter, den 25. tog vi ud til en lille by uden for Napoli, hvor angelo's familie bor. Og vi spiste. Og vi spiste. Og vi spiste. Det var virkelig den der "italienske familie", man forestiller sig! Meget stor, snakkende og spisende.. Jeg følte mig en smule malplaceret, da det må være en smule underligt for dem, at have mig med, tænker jeg. Men jeg kom over det, og det var sådan set meget fint J De var jo rigtig søde, selvom jeg havde utroligt svært ved at forstå dem, da de snakkede med virkelig stærk dialekt. Dagen efter spiste vi frokost (ja stor frokost) og jeg tog med Rossana's søster hjem, for at være lidt sammen med hendes søn og hans venner, som jeg havde det sjovt med sidste gang jeg var i Napoli. Det var rigtig hyggeligt, og denne gang kunne vi faktisk også snakke sammen, hvilket gjorde det hele en hel del nemmere at kommunikere, må jeg sige. Vi spiste en stor frokost igen dagen efter, og så kørte vi hjem. Det var nu rart nok efter alt det kaos. Jeg havde et par dage med Gemma, da det var hendes fødselsdag den 28. og jeg følte mig lidt ansvarsfuld, for jeg ville rigtig gerne have at hun fik en god fødselsdag. Det var hårdt for hende over julen, det var det nu også for mig, men for hende specielt, fordi alting bare er så utroligt anderledes. Hun er jo vant til sol, strand og sommer juleaften, og også på hendes fødselsdag. Men vi klarede det, jeg tog hende med rundt om dagen, og så holdte hendes værtssøster en lille fest for hende om aftenen. Alt i alt blev det en god dag. Gemma og jeg er blevet rigtig, rigtig gode venner, og jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det bliver uden hende. Hun tager tilbage til Sydney den 13. februar. Men som Rossana siger, så er det helt sikkert ikke sidste gang jeg skal sige farvel til nogen på den måde, selvom det er hårdt, så bliver jeg nok nødt til at vænne mig lidt til det. Og når hun er taget hjem er jeg her jo for alvor selv, hvilket jeg glæder mig lidt til at se, hvordan bliver. Gemma og jeg har lavet pebernødder et par gange for at skabe lidt julestemning (jeg har forsøgt at lære hende at sige det - uden held.). Fordi hun hjalp mig, skal jeg i dag hjælpe hende med at bage nogle australske kager. det er nemlig Australian-day i dag, hvilket de virkelig går meget op i,så jeg fejrer det med hende i dag - det skal nok blive sjovt.

Jeg snakker sådan set mellem-godt italiensk nu. Så snart jeg bliver nervøs glemmer jeg alt, og når vi kommer ud i lange samtaler om et eller andet langt ude emne, så er jeg heller ikke helt så godt med. Men jeg forstår Rossana rigtig godt, og hun forstår mig rigtig godt, når jeg mangler nogle ord, kan hun gætte dem, og når hun siger nogle ord, som jeg egentlig ikke forstår, kan jeg som regel også gætte det. Jeg tror gå det har noget at gøre med, at jeg bruger en time om dagen til frokost alene med hende, og jeg har et rigtig godt og faktisk TRYGT forhold til hende. Også Angelo får jeg det bedre og bedre med.Jeg ved, jeg kan mærke at det bliver ved med at gå fremad. Det bliver nok aldrig let, for der er hele tiden dumme perioder, som den lige nu. Men jeg ved, at det bliver bedre og bedre for hver måned, og mit italiensk bliver bedre og bedre for hver måned, og jeg møder flere og flere mennesker.

Ellers kan jeg fortælle, at jeg fejrede nytår på San Salvo Marina, en by ved siden af, sammen med Marzia og hendes venner. Det var meget stille, vi var 10 mennesker, vi lavede middag, spiste og derefter spillede nogle kort, mens Marzia, jeg og tog andre sang og spillede guitar. Jeg kan konstatere, at jeg nok faktisk bedre kan lide en nytårsaften med lidt mere aktivitet, men nu har jeg prøvet det her, og så er der jo en nytårsaften igen næste år. Jeg kunne godt finde på at tage til Napoli og fejrer nytår næste år, dels fordi jeg jo kender nogle der nu, og fordi det er en kæmpe oplevelse, fortalte Sarah mig. Sarah og hendes veninde Emma, mødtes jeg med i en weekend i Rom, hvor vi boede couchsurfing, hos en romer, som tog os med på arabisk café og viste os det bedste bageri i verden. Jeg har aldrig i mit liv smagt en cornetto så god :) Vi fik shoppet en del, da vi alle tre havde set stort set alle de kendte ting, man "skal" se. Vi tog nu et smut forbi Trevi fontænen en aften, det er nok mit yndlingssted, tror jeg. Det var underligt at sige farvel til Sarah og Emma, som tog flyet hjem om søndagen, og er nu tilbage i Australien. Jeg ved, at jeg nok vil se i hvert fald Sarah igen engang, da jeg jo bliver nødt til at rejse til Australien engang for at se hende og Gemma igen, men jeg ved jo ikke hvornår.

Det var vist det jeg havde at fortælle denne gang. Det er som om mine "små blogindlæg" aldrig bliver så små alligevel..

I må alle have det godt, jeg glæder mig til at se jer igen engang om 6 måneder. (jeg har besluttet at blive her til juli i stedet for, da jeg lige vil have noget sommerferie og strand med).

Vi ses!