Hej alle

De seneste dage er gaaet med at jage rundt med nogle stakkels faar og geder. Vi skulle samle en masse sammen, saa vi kunne saelge dem. Det var isaer Merino faarene, Sam ville saelge. Det er dem, der ser kaempe store ud, indtil man klipper ulden af dem, saa er de mega tynde. Der er derfor ikke saerlig mange penge i deres koed, og ulden er heller ikke meget vaerd. Daarlige faar. Onsdag (eller en anden dag, jeg er totalt tidsforvirret) kom der saa en fin nyvasket cowboy. Vi jog faarene ind i sorteringsrosen, og saa sorterede han dem fra, som han ikke gad at have.
Vi faar aldrig rigtig at vide, hvad der skal ske her, saa det var lidt en overraskelse, da vi kunne hoere et koeretoej naerme sig i det fjerne. Jaa det er jo ikke hver dag, man saadan faar besoeg herude i midten af ingenting. Efter lidt tid kunne vi se koeretoejet over traetoppene, foer det koerte ud paa den aabne plads ved faareindhegningerne. Det var en kaempelastbi, der faar de lastbiler, vi har derhjemme, til at ligne minivans. Den havde tre vogne, hvor der i hver var plads til fire etager med faar. Den ene af lastbilchauffoerene bakkede ubesvaeret bagenden hen til landgangsbroen ved faareindhegningen. Saa skulle vi bare have laesset faarene op i bilen, saa de paa den ene eller anden maade kunne ende i mellemoesten. Der vil de nemlig have deres koed levende, saa de selv kan halalslagte det paa den helt rigtige maade. Det ville ellers nok vaere nemmere at slagte dem her og sende dem i smaa papkasser. Det ville nok ogsaa vaere mere humant, da der ikke er meget albuerum i saadan en overfuldt lastbil (men det kan jo vaere, at faarene er ligeglade med det, da de vidst slet ikke har albuer). Under alle omstaendigheder var de ikke meget for at goere entre i lastbilen. Maaske vidste de, hvad der var i vente, eller ogsaa gad de bare ikke gaa op af den stejle landgangsbro. Men det er der raad for. De to lastbilchauffoere (far og soen med boellehat og hund, hvor kikset har man lov at vaere) greb hver en stoedpind, saa de kunne saette fut i faarene. Jeg synes nu, det saa ud til at de skabte mere forvirring, da nogle af faarene vaeltede og rullede ned i de andre. Dominofaar.
Efter flere timers asen og masen med faarene lykkedes det os endelig at faa fyldt lastbilen. Vi havde endda flere faar tilbage, som de matte kom tilbage og hente fredag, (eller hvilken dag det nu var).
I dag har jeg arbejdet mine fire timer med at rive henholdsvis hoe og blade sammen. Jaa det var ikke just en af de dage, hvor jeg foelte trang til at tilbyde min hjaelp i flere timer end hoejst noedvaendigt.

En af dagene fik vi besoeg af nogle franske wwoofere, der skal arbejde paa Sams anden gaard. I starten synes vi, det var hyggeligt med lidt selskab. Indtil vi begyndte at snakke med dem. De fattede ikke rigtig, hvad man sagde til dem og svarede helt hen i vejret paa meget gebrogent engelsk, saa de viste sig egentlig at vaerre lidt anstrengende. Derfor var vi heller ikke saa aergerlige, da vi fandt ud af, at de skal bo paa Woodleigh, hvor de er flyttet til nu.

I morgen har vi fri, (jeg er naesten helt sikker paa at det er soendag i morgen). Det er baade godt og daarligt. Vi er i det mindste ikke i farezonen for at skulle rive eller feje. Til gengaeld er der nok heller ikke fare for, at vi kan lave noget som helst andet. Saa det bliver muligvs en lidt kedelig dag.

Forresten fik jeg lige vaekket min araknofobi til live, da vi den anden dag fandt en mega stor edderkop. Den var paa stoerrelse med noget, man normalt kun ville kunne finde i zoologisk have derhjemme. Den var heldigvis doed, meeen det betyder jo, at de er her og kun venter paa det rigtige oejeblik at angribe. Jeg ser det i hvert fald nu som en fornuftig strategi lige at scanne vaegge lofte, naar jeg treader ind i et rum.