Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle
Puhaa, saa klarede jeg det ud paa den anden side af lorteland, selvom jeg er dybt maerket af oplevelsen. For eksempel vaagner jeg kl. 6 om morgenen helt af mg selv. Det er jo ikke normalt!
For at give jer en ide om hvordan livet i Gnowangerup var kommer her en oversigt.
Weekend: Mig og Monique laver ingenting og laeser.
En typisk arbejdsdag i Gnowangerup:
Kl. 6.00: OP OP OP, hurtig paa med arbejdstoejet og saa afsted til det hus, hvor drengene bor.
Kl. 6.15: Hmm acon og baeg til morgenmad.
Kl. 6.30: Go Go Go. Afsted i en af de to busser. Jeg var naesten altid med Pauls hold, der hovedsagelig klippede numser. (De klippede numserne for at goere det nemmere for dem selv, naar de senere skulle klippe hele faaret.)
Kl. 7.30: Arbejdet begynder. Her skulle man tro, at jeg ville have god tid til at filosofere, mens mine haender arbejder, men alt det kunne blive til var "god uld, god uld, er det mon bare pletuld eller er det lorteuld, f*** Paul er faerdig, bare kast det hele i lortesaekken og LOEB efter den nye numseuld inden han hiver et nyt faar ud, puhaa jeg naaede det. God uld, helt klart lorteuld, god uld..f*** f*** Ben er faerdig, LOEB, puha, Argh Paul er faerdig igen, behoever han at klippe mere end et faar i minuttet. Argh, jeg drukner i usorteret uld. Oev Pauls faar er angrebet af fluer og madikker. Klamt. Hvor er dreaber sprayen?! Anne stop med at loebe rundt om dig selv og find den spray! Her er den. Hvor er mine blaa haandskovle?! Jeg vil under ingen omstaendigheder roere ved det med fingrene. Her. Godt. Jeg naaede at faa fat i ulden. AAdd, den stinker jo. Iiiv. Ad loeb, ad loeb. Foej. Ben er faerdig. Loeb. God uld, lorteuld, lorteuld.."
Kl. 8.30: Kort rygepause hvor jeg kan naa at sortere det sidste og feje gulvet. Og saa i gang igen.
Kl. 9.30: Pause. YES! Saa skal der spises morgensanwicher.
Kl. 10.00: Tilbage til arbejdet.
Kl. 12.00: Frokost. YES! Argh, saa har vi selvfoelgelig faaet endnu en af Charlies gryderetter med. Det er for klamt. Skal det forestille sovs eller jelly. Jeg spiser det altsaa ikke. Hvor er kagen? Hmm, den er i det mindste sundere end den sovs.
Kl. 13.00: Tilbage til arbejdet.
Kl. 15.00: Pause. YES! Eftermiddagssandwicher. Oev, hvorfor skal vi altid have faarekoed.. og saa lige paa eftermiddagssandwicherne. Ad. Det kan hunden altsaa spise. Hvor er kagen?
Kl. 15.30: Tilbage til arbejdet.
Kl. 17.30: Juhu saa har vi fri, naar vi lige har pakket sammen.
Ca. kl. 18: Saa er vi hjemme, og det kan ikke gaa hurtigt nok med at faa et bad. Middagen, som Charlie har efterlagdt i koeleren, bliver dog lige tjekket ud foerst. Der er 50 % chance for, at det er "faarekoed", hvilket i virkeligeden betyder faarefedt og ben, som vi giver til vores roomie Dozer. Saa er det bare godt, der er desert.
Efter de foerste par uger kom der to aendringer: 1) Charlie blev saa traet af at lave gryderetter til frokost, at han begyndte at lave salat, og jeg undgik dermed et liv med fedme. 2) Vi fik endnu en opgave, som bestod i at hjaelpe en anden roustabout med at faa faarene op paa traileren, saa de var klar til at blive hevet ud af klipperne. Vi kunne enten vaere den, der staar ved en lang gang, hvor faarene staar en og en, og faa dem til at gaa frem i koeen, hver gang der var plads, ved at hive dem i en lille tot uld paa numsen. Nogle gange var de dog saa staedig, at man naermest skulle loefte dem hele vejen i numsen. Og nogle gange vendte de sig om, saa man skulle tage fat under kaeben og loefte dem op paa to ben og svinge dem om paa ryggen paa en meget voldelig maade. Det var jeg ikke saa meget til, saa jeg havde for det meste et job, der bestod i at faa dem til at stille sig bag koeen. Dette gjorde jeg ved at stille mig, hvor jeg ikke ville have dem og svinge med armene og raabe. Hvis jeg var heldig, ville de loebe vaek fra mig og dermed hen i koeen. Hvis det var nogle staedige sataner, tog jeg fat under kaeben og drejede deres hoved i den rigtige retning, indtil kroppen var noedt til at foelge med, saa hev jeg dem i numseulden, saa de begyndte at loebe og voila, saa stod de i koeen. (Nogle gange var det ikke saa nemt, som det lyder men naermere en god gang wrestling mellem mig og faaret.) Naar jeg havde faaet en passende maengde faar til at staa i koe, stillede jeg mig bagerst med et knae op af de sidste tog faar i tilfaelde af, at de ombestemte sig og proevede at loebe tilbage. Under disse anstrengelser blev det selvsagt heller ikke til megen filosoferen men naermere:
"Okay. Hvem af jer fedlinger staar paa mine taer nu. Av. Saa flyt dig dog!", "Du. Kan. Lige. Saa. Godt. Give. Op. Jeg. Skal. Nok. Faa. Dig. Til. At. Gaa. Den. Rigtige. Vej. Argh. Puhaa. Saa gaa dog.", "Det gjorde du bare ikke. INGEN tisser paa min fod ustraffet mister faar!", "Nej, nej, nej, hvorfor skider i hele tiden. Behoever i at laegge en bloed lort, lige hvor jeg skal traede. Jeg begynder snart at blive lidt irriteret paa jer faar." (Bare rolig jeg har smidt mine sko ud nu).
Paa trods af at mit arbejde i Gnownagerup var meget anderledes end, hvad jeg nogensinde har droemt om, at jeg skulle goere, formaaede jeg at holde god mine til slet spil, eller det der. Kun et par gange faldt jeg totalt igennem, som den bypige jeg er. Det skete, da jeg en gang ikke opfattede, at der var madikker i ulden og begyndte at sortere det med mine bare haender. Da det saa gik op for mig, begyndte jeg at skrige og loebe vaek, mens jeg viftede og boerstede mine haender for at faa eventueller madikker af. En anden gang ville jeg nive et faar i bagdelen for at faa det til at flytte sig, da jeg fik fat i dets bare roede skind uden uld men med roede saar, hvilket skyldtes et tidligere angreb af madikker. Endnu en gang skreg jeg og loeb lige ind i et hegn, hvor jeg stod og hoppede og viftede mine haender. Begge episoder til stor underholdning for de andre. Jeg havde samme reaktion da Paul et par gange klippede halen af et par faar med uldklipperen, saa blodet stod ud til alle sider. Og naar nogle faar paa den ene eller den anden maade breakkede et ben. Saa hang det bare der og dinglede. Totalt klamt og synd.
Jeg kunnne selvfoelgelig ikke skjule, at min viden om faar og faareklipning er begraenset, og jeg proevede heller ikke. Tvaert i mod stillede jeg en masse sporgsmaal hele tiden, saa jeg kunne blive klog paa, hvad der foregik. En gang koerte vi forbi nogle maerkelig langhalsede faar, og jeg spurgte, hvad det var for nogle giraffaar. Det viste sig, at det var lamaer, der passede paa faarene. Da de havde uld, spurgte jeg, om de nogensinde havde proevet at klippe saadan en. Det havde de ikke. Det syntes jeg var lidt maerkeligt, da jeg har set dem klippe vaeddere paa stoerrelse med smaa koeer, saa hvorfor ikke en lama. De syntes, det var nogle virkelig dumme spoersmaal, men de kunne ikke svare paa, hvorfor de ikke klippede dem.
Et par gange virkede jeg rigtig turistagtig og tog billeder af faar og faarehaler. Ofte saetter farmerne elastikringe rundt om bollerne og halerne paa faarene, saa de toerre ind og falder af. Af og til bliver de siddende i ulden som en dejlig overraskelse til os, der skal sortere det. En enkelt gang saa vi en slange, som Paul straks gik til angreb paa og huggede hoevedet af. Saa den skulle da ogsaa lige fotograferes, som den laa der og spreallede.
Jeg var tydelgvis anderledes end dem ogsaa ved det, at jeg ikke tager stoffer eller har behov for oel efter en endt arbejdsdag. Men det, der tilsyneladende satte prikken over i'et for dem, var, at jeg altid havde mine perleoereringe i, hvilket aabenbart virkede meget fornemt for dem, der alle nysgerrigt spurgte, om de var aegte, og om de var meget dyre. En dag jeg moedte op uden dem, da jeg havde tabt den ene, mens jeg sov, spurgte de bekymret, hvor de var blevet af. De opfoerte sig som om, jeg bar dronningens kronjuveler. Det viser lidt om, hvordan vi kommer fra to forskellige verdener. Jeg har nu vaeret paa et kort besoeg i deres verden. Det har vaeret sjovt, haardt og jeg har laert en masse om faar (og lidt om mig selv), men jeg er samtidig lettet over at slippe ud igen og har svaert ved at forestille mig, at disse mennesker hoejst sandsynligt bliver i den verden resten af deres liv. Det er maaske ikke saa maerkeligt, at de drikker sig fulde hver dag for at klare det.
- comments