Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle
Efter endnu et par dages toadbusting var bilen endelig fikset, og vi kunne komme afsted igen. Nice. Vi var totalt klar til at begynde paa Gibb River Road, hvilket vi nu havde ventet 2 uger i Kununurra paa. Saa selvom vi foerst kunne hente bilen fra mekanikeren om eftermiddagen, hvilket kun gav os et par timer at koere i, skyndte vi os at pakke bilen og komme afsted. Vi overnattede paa en resteplads taet paa Gibb River Road, saa vi kunne begynde vores eventyrer tidligt naeste morgen. Gibb River Road er en meget beroemt vej, da den leder en gennem virkelig smukke omraader. Det er samtidig ogsaa en berygtet vej, da den er haard (kan kun koeres med en firhjulstraekker) og oede. Man skal derfor vaere forberedt paa det meste, da der ikke er meget hjaelp at hente her og altid have vand til et par dage, hvis bilen nu skulle bryde sammen. Men vi var klar med vand og mad og det hele.
Vi begyndte turen naeste morgen, og vi kom da ogsaa naesten 20 km ned af vejen, foer vi havde problemer. Et fladt hjul. AARGGH! Men naar det nu skulle vaere, saa er et fladt hjul jo ikke det vaerste. Jeg vidste drengene havde et ekstra hjul spaendt fast bag paa bilen, saa det skulle jo ikke vaere noget problem at skifte det. Eller... Det viste sig, at hjulet var spaendt fast med en laas, som drengene ikke havde noeglen til og desuden, havde de ikke overvejet at medbringe et hjulreperationssaet. Ohr man. Vi stoppede en forbipasserende bil, men de kunne ikke rigtig hjaelpe os, saa de gav op og koerte videre. Heldigvis fik vi stoppet et par motorcyklister, der tilfaeldigvis havde et braekjern med i deres ellers meget begraensede bagage, saa vi kunne braekket laasen af og saette hjulet paa. Men men men saa maatte vi koere tilbage til Kununurra, hvor vi fik skiftet begge baghjul og fik et reservehjul. Dette var for meget af det gode for drengene, der nu var traette af at betale mekanikerregninger og derfor besluttede at droppe Gibb River Road. Saa tror jeg nok lige, der var daarlig stemning i gruppen, og det skal da ikke vaere nogen hemmelighed, at jeg bidrog til dette. Jeg var mega skuffet over at have "spildt" min tid i Kununurra med at vente paa noget, der aldrig kom til at ske. Desuden var jeg skide sur paa drengene over, at de ikke var bedre forberedt. Et fladt hjul er, hvad man maa forvente, hvis man planlaegger at koere ned ad Gibb River Road, og hvis de havde vaeret forberedt paa dette, havde vi ikke engang behoevet at vende om. Man skal da ogsaa goere alting selv, naar man er omgivet af saadan et par hundehoveder og heangeroeve, slatne amatoerere.... Ja jeg var lidt traet af dem paa det tidspunkt og det hjalp da bestemt ikke, da de bestemte alt, hvad der nu skulle foregaa uden saa meget som at fortaelle mig og Ian, hvad planerne var.
Jeg fandt dog ud af, at vi i stedet ville goere stop i Purnunlulu national park, ved Wolf Creek meteorkrater, og tage turistruten de sidste 100 km af Gibb River Road.
Vi ville ankomme til Purnululu om aftenen, hvor ville overnatte. Tidligt naeste morgen ville vi saa gaa ned af en rute, og om eftermiddagen ville vi koere hen til en anden del af parken, hvor ville gaa ad en anden rute. Det var i hvert fald planen.
Den foerste del holdt da ogsaa stik. Vi maatte dog vende om, foer vi ville, da det paa trods af det tidlige tidspunkt var mega varmt, og vi havde ikke nok vand med os. Herfter besluttede drengene sig for, at vi alligevel ikke havde benzin nok til at koere til den anden del af parken, saa det maatte vi droppe. Kan man vaere daarligere forberedt? De syntes desuden, det var spild af tid at koere ud til Wolf Creek meteorkrater, saa det blev ogsaa lige stroeget af listen. Vi koerte derfor hen imod turistruten paa Gibb River Road, der gaar igennem to national parker. Da vi stoppede for at tanke op lige foer ruten, blev det pludselig besluttet, at vi bare ville koere til den foerste national park, der laa taet paa og derefter ville koere tilbage til hovedvejen. Jeg proevede at snakke med drengene og faa dem til at forstaa, at det var den vaerste beslutning i universet. Det ville de dog ikke hoere paa. Jeg undersoegte derfor mulighederne og de oekonimiske fordele ved at tage en bus til Broome i stedet for at koere med drengene paa deres latterlige tur. Det viste sig, at det bedre kunne betale sig, saa jeg bad om at at faa mine penge tilbage for den ubrugte benzin, saa jeg kunne koebe en busbillet. Og saa skiftede planerne pludselig igen til den oprindelige rute. Hmm. Okay saa. (Maaske var de lidt mere interesseret i benzinpenge end i at faa en god tur). Under alle omstaendigheder fik jeg min vilje, og vi fik set nogle ret gode national parker. En hvor man gaar gennem en tunnel fuldt med flagermus med sine egne medbragte lommelugter. Paa vejen tilbage gemte vi os i krogene og skraemte livet af aeldre mennesker. 12 aar igen.
Den anden national park var i en aaben kloeft fuldt med flagermus og krokodiller. Krokodillerne var desvaerre lidt for store til at fange, men vi kunne komme ret taet paa dem.
Det sidste stop vi gjorde var ved et stort hult trae, der en gang havde vaeret brugt som faengsel. Maerkeligt.
Og saa skiltes vores veje ellers, da vi kom til Broome, hvor jeg blev i en uges tid. Drengene fortsatte ned langs vestkysten, maa de have mange flere reperationer paa bilen i fremtiden.
- comments