Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle
Efter naesten en uge i Coral Bay tog James og jeg til Karijini National Park. Jeg bookede en tur med et busfirma kaldet easyrider.( den eneste mulighed hvis man ikke har en bil). Det var en 4-dagstur hvoraf to af dagene gik med transport. De to dage i parken var henholdsvis en guidet tur og en adventure tur med rappelling og den slags. Da guider giver mig knopper besluttede jeg mig for at blive et par ekstra dage i parken saa jeg kunne udforske den paa egen haand. Jeg forstaar slet ikke de backpackere der hele tiden tager paa den slags ture. Det er jo som om de aldrig blev faerdige med boernehaven og stadig har brug for en der tager dem i haanden og taenker for dem. Jeg havde elever i foerste klasse der var mere selvstaendige end de piger jeg moedte paa den tur.
Karijini er kaempe stor og attraktionen her er det der paa engelsk hedder gorges. Jeg ved ikke helt hvad man kalder det paa dansk. Det kunne vaere stejle huller i jorden, spraekker i jorden eller kaempe groefter. Under alle omstaendigheder ligner det at jorden er spraekket og i bunden af spraekken er der skiftevis vand og sten. Nogle steder er det ligesom om der er runde svoemmepoeler og nogle steder er der vandfald. Der er stier saa man kan kravle ned i groefterne og gaa rundt dernede til et vidst punkt hvor man kun kan komme hvis man har klatre- og rapelleudstyr. Vores guide tog os med ned paa nogle af disse nemme stier den foerste dag. Vi skulle gaa et stykke gennem lavt iskoldt vand hvorefter vi skulle klatre langs nogle totalt nemme klipper langs noget dybere vand. Guiden sagde at hvis der var nogle der foelte for at svoemme saa skulle de vaere velkomne. Jeg havde forberedt mig paa en svoemmetur og havde min bikini paa inden under mit toej. Vandet saa totalt dejligt klart ud og guiden klatrede saa langsomt paa de skide klipper saa jeg smed kludene og hoppede i. Guiden gloede paa mig som om jeg var idiot. Det var aabenbart en joke da vandet er paent koldt (ca. 6-8 grader). Jeg synes nu ikke det var saa slemt naar man bare hoppede i. Men jeg var aabenbart den foerste guiden nogensinde havde set goere det. TTh pivefise, derhjemme er det jo en pensionistsport at bade i koldt vand. Saa maa de lige tage sig sammen. Men de var helt oppe at koere over det alle sammen og tog billeder af mig i min bikini. Fedt.
Som sagt var de andre ikke saa eventyrslystne. De ville helst sidde og kigge, hvorimod James og jeg ville se det hele og klatre alle steder hvor vi fik lov til det af vores guide. Ja han kunne jo ikke have os kravlende alle steder saa vi maatte kun klatre hvor han gav os lov. Boernehave. Da vores adventure guide hoerte om vores klatrelyst samme aften blev hun helt glad. Hun lovede os at hun ville vise os alle de steder hvor vi kunne hoppe i vandet fra klipperne og give os alle mulige ekstra udfordringer. Nice.
Naeste dag stod vi tidligt op saa vi kunne komme afsted paa vores adventure tur. Foerste udfordring var et ifoere sig Australiens nationaldragt - vaaddragten. For satan. Det var lidt af en kamp foerst at faa shortsene paa, saa bukserne derefter en bluse som jeg skulle have af igen da jeg absolut ville havde den yderst da den havde lyderoede striber paa. Jaa der skulle jo tages billeder af os saa maa man jo arbejde med hvad man har for at se nogenlunde ud. Guiden hjalp mig med at faa den af igen, Det er paent stramt saaden noget vaaddragttoej og det foeltes som om hun rev mit ansigt af sammen med blusen. Da jeg endelig havde faaet de to bluser paa ifoerte jeg mig et par megagrimme klatresandaler. Dagens stoerste udfordring var herefter overkommet og vi var klar til at gaa. Foer vi gik ned i kloeften skulle vi saa lige have en blaa hjelm paa. Som om vi ikke saa dumme nok ud i forvejen.
De foerste stykke af turen gik ud paa at klatre gennem de forholdsvis nemme stier i kloeften. Her svoemmede vi igennem vandsteder i store baderinge og klatrede op paa klipper hvorfra vi sprang ned i vandet. Hoppene var mellem 4- 6 m hvilket virkede som ingenting naar man saa de store klippevaegge der omgav os. Det var heldigvis kun mig og James og en kedelig, bange svensk pige paa turen saa vi kunne tage tid til alle de ting vi gerne ville proeve. Endelig kom vi saa til rapellestedet. Foerst oevede vi os et par gange paa en klippe der kun var 8 m. Herefter gik vi i gang med den aegte vare. Vi skulle rapelle 40 m ned, hvoraf et godt stykke var ned gennem et vandfald. Sejt. Jeg ville proeve foerst, saa det fik jeg lov til. Det virkede ikke som om der var saa langt ned da vi ikke rigtigt kunne se enden paa grund af den maade klippen var bygget paa. Jeg stillede mig ud til kanten med ryggen til og laennede mig tilbage til jeg stod vandret paa klippen. Og saa gik jeg stille og roligt nedaf. Bridy (guiden) sagde at vi skulle goere det langsomt og huske at kigge os omkring saa vi rigtig fik nydt det hundrede procent. Jeg kan herefter oplyse at man ikke skal proeve at kigge op naar man befinder sig midt i vandfaldet for saa kan man ikke traekke vejret, og man kan heller ikke rigtig se noget for alt det vand. Man laerer noget nyt hver dag. Paa grund af vandet var klipperne temeligt glatte saa ind i mellem gled min fod saa jeg klaskede mod klippen med kroppen og fik blaa maerker over det hele. Det havde vaeret bedre hvis jeg havde ramt med hovedet for der var jeg trods alt bedre beskyttet. Men efter en hel dag paa adventur tur maa konklusionen vaere at hjelmen udelukkende er til for at faa en til at se dum ud, da ingen af os paa noget tidspunkt fandt de nyttig.
Da alle var kommet sikkert ned fotsatte vi vores tur hen til det sted hvor vi skulle klatre. Det var et lidt farligt sted saa Bridy skulle saette rab op som vi kunne blive spaendt fast til, saa vi ikke kune falde nogle steder. Mens hun gjorde det udfordrede hun os til at klatre rundt om en pool uden at ramme andet vand end det under vandfaldet. Det var temmelig svaert da man nogle steder skulle ligge helt fladt paa maven og klemme sig ind paa en lille klippe hylde. jeg klarede det dog lige indtil jeg kom til vandfaldet der var pisse glat her gled jeg hamrede begge albuer ned i klippen og gled ned i vandet som en saek kartofler. f*** det gjorde ondt. Min daarlige arm var helt lammet og det viser sig at jeg har slaaet knoglen temmelig haardt. Men du skulle vaere normal igen om 6 uger saa det er fint nok. Det holdt mig i hvert fald ikke tilbage og i andet forsoeg lykkedes det mig at komme rundt. Herefter kravlede vi op paa det svaere stykke der foerte til et nemt klatre stykke og saa var vi faerdige og kunne faa vaaddragterne af. Nice.
De naeste par dage brugte James og jeg paa at klatre rundt paa egen haand. en af dagene laante vi et par kaempebaderinge af Bridy saa vi kunne padle ned hvor ingen af de andre turister kommer. Dette var det smukkeste sted med traer og et hoejt vandfald. Mens vi laa her og solede kom Bridy og viste os et hoejt hop hun havde fortalt os om. For at komme til det skulle man kravle ned ved siden af vandfaldet. Fordi man kravlede ned for at komme til det virkede det ikke saa slemt og jeg spurgte Bridy om det var 4 meter. HUn kiggede paa mig som om jeg var dum og svarede at det nok naermere var 11-12 meter. Hm jeg synes stadig ikke det saa saa slemt ud og drengene fra receptionen som fulgtes med Bridy klarede det fint. Saa jeg stillee mig ud til kanten, talte til tre og hoppede. Og saa gik det op for mig hvor langt ned der var. Men selvom jeg skreg som en stukket gris saa taeller det stadig. Jeg gjorde det og jeg er f***ing sej;)
I Karijini kom min indre bjergabe rigtigt op i mig og vi klatrede alle steder hvor vi kunne komme til det. Paa naer dagen efter adventure turen hvor jeg foelte mig som en gammel dame der havde faaet bank. Jeg var blaa og gul alle steder og mine muskler gad slet ikke mere. (Jeg overvejede faktisk at tage et billede at det blaa maerke, jeg har faaet paa min roev, da det er noget for sig selv, men det slipper i for.) Saa den dag kravlede vi kun op af et vandfald og tog det ellers stille og roligt.
I Karrijini boede vi i store telte der var indrettet som en hver anden sovesal med rigtige senge og det hele. Her fik vi i loebet af ugen besoeg af andre easyrider grupper. En af disse grupper havde en kvindelig guide og hun er muligvis det maerkeligste menneske jeg har moedt paa min tur indtil videre. Hun var hvis som kridt men haevdede at vaere aboriginal. I hvert fald inden i. HUn haevdede lige ledes at hun havde gaaet hele vejen rundt i kloefterne uden noget udstyr. Jeg var temmelig interesseret i hvordan hun havde klaret det stykke hvor vi havde rapellet 40 m ned. HUn fortalte at hun havde klatret ti meter ned hvorfra hun var hoppet ned. Sejt nok naar man taenker paa at vandet kun gik mig til navlen. Idiot. om aftenen naar dingoerne hylede spidsede hun oere og udfra hylene kunne hun naermest fastslaa koen, alder, hvad de havde faaet til morgenmad og hvad ved jeg. Hun var saa maerkelig.
Efter en uge i Karijini var det meget godt at komme tilbage til byen igen, da jeg var begyndt at blive lidt for modig og klatre steder hvor jeg maaske skulle have holdt mig vaek. I det mindste gjorde jeg ikke som en tysk fyr, der hoppede ned i en pool hvor han ikke kunne komme op fra igen og derfor maatte blive hele natten indtil redningsholdet kunne komme og faa ham op.
Der kommer MANGE billeder fra Karijini en af dagene.
- comments