Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle
Saa er det noget tid siden, jeg har skrevet sidst.
Efter Coral Bay tog jeg til Exmouth. Planen var, at jeg ville ankomme der fredag eftermiddag og tjekke byen ud. Loerdag ville jeg tage ud og svoemme med hvalhajer og saa tage videre til Broome om aftenen. Jeg endte med at blive der i to uger.
Da jeg ankom om fredagen, gik jeg paa min saedvanlige opdagelsestur i omraadet. Jeg kom ikke meget laengere end til koekkenet, hvor jeg moedte Joel (svenskeren som jeg rejste sammen med fra Sydney til Gnaraloo). Han var der sammen med Sushi (japaner, ingen ved, hvordan man egentlig siger hans navn, saa Sushi er det taetteste, jeg kan komme paa det), som ogsaa wwoofede paa Gnaraloo. Taiwanserne Steve, Fersen og Ivy var der ogsaa samt et australsk par, som jeg moedte paa Gnaraloo dagen foer, jeg forlod stedet.Det var rigtig sjovt at se dem alle sammen igen og hoere alt sladret om, hvad der skete paa Gnaraloo, efter jeg var taget afsted. Det loed som om, jeg forlod det paa det rigtige tidspunkt, da der efterfoelgende blev strengere og strengere regler for, hvor meget de maatte spise. Det er jo ikke saerlig cool med den slags regler, naar wwooferne kun bliver betalt med en seng og sove i og meget begraenset mad.
Det viste sig at Joel og Sushi boede i vaerelset lige overfor mit. Der var 8 vaerelser i det omraade med to baenke i midten, hvor folk hang ud om eftermiddagen og aftenen. Her moedte jeg en hel delsjove mennesker blandt andet en lille hongkongneser (eller hvad de hedder), der kaldte sig selv Ruby, fordi hendes rigtige navn var for sindsygt til at blive udtalt, en skotsk pige, Vicky, der konstant var flad, fordi hun brugte alle sine penge paa oel og en belgisk dykker, Karel, der arbejdede paa en af hvalhajbaadene. Heldige skid.
Da fredag er den "store" nat i Exmouth/ den eneste nat hvor der rent faktisk sker noget, besluttede jeg mig for at tage ud med alle gutterne og udskyde min hvalhajtur til om mandagen.
Saa om mandagen tog jeg ud paa baaden spaendt paa at se disse kampe fisk og svoemme med dem.Vi fik maengder af information om hvalhajer, og hvordan vi skulle opfoere os, naar vi svoemmede med dem. Og saa var der bare at vente, til spotterflyet spottede en, saa vi kunne hoppe i. Pludselig var der melding fra flyet, og vi skyndte os alle sammen at hoppe i vores snorkelgrej og dykkerfoedder. Det var dog ikke hvalhajer men mantarays, de havde spottet. Mantarays er store rokker, der er omkring 3-4 meter brede og har et uhyggeligt fjaes med to horn, som slet ikke er horn men skovle til at putte deres mad ind i munden med. Jaa, jeg er ved at blive lidt af en havbiolog, kan jeg godt fortaelle jer. Jeg kan endda fortaelle jer, at disse mantarays er mere selvskabelige end delfiner. Saa vi hoppede bare i vandet taet paa dem og ventede knap et minut, foer de svoemmede i cirkler rundt om os og tjekkede os ud. De kom rigtig taet paa, og et par gange svoemmede de direkte imod mig og fortsatte lige under mig, saa jeg rigtig fik fornemmelsen af, hvor store de egentlig er. Paent store. Og mega uhyggelige at se paa, de ser naermest onde ud, og selvom de er fuldstaendig harmloese, blev jeg lidt bange naar, de kom svoemmende hen imod mig. De goer ikke noget saerligt for at komme frem, saa det ligner naermest, at de kommer svaevende. Det ser helt urealistisk ud.
Efter at have svoemmet med dem i noget tid, kom vi tilbage til baaden, hvor mig og en engelsk pige, Laura, noed sejlturen og en laekker frokost sammen. Jeg kendte i forvejen et par af drengene, der arbejdede paa baaden gennem Karel. Totalt sjove fyrer, der vidste sindsygt meget om alle mulige havdyr, og som viste os pukkelhvaler. Selvfoelgelig kiggede jeg i den forkerte retning, begge gange de hoppede. Ohr man, dumme hvaler, de kunne godt lide advare en, saa man kunne vaere parat til at kigge. Senere havde vi endnu en svoemmetur med mantarays, og saa sejlede vi tilbage til kysten og koerte hjem. Totalt god, sjov og afslappet tur paa baaden. Nice. Men det var som om, der var noget, der manglede. Hmm. Hvad kunne det vaere? Naa jaa, vi saa jo ingen hvalhajer paa trods af, at vi havde betalt omkring 1000 kroner for at se dem. Men det var egentlig okay, for det betoed EKSTRAATUUUR!! JAAA!!
Saa om torsdagen tog mig og Laura endnu engang ud paa baaden med drengene paa jagt efter hvalhajerne. Igen var vores foerste svoemmetur med mantarays, og Laura og jeg bgyndte at blive ret skeptiske ovefor disse hvalhajer. Findes de overhovedet? Er det en myte? Er vi blevet bestjaalet for vores haardt optjente penge? Dette var bare nogle af de spoergsmaal, der gik igennem vores frustrerede hoveder. Men saa fik vi pludselig melding om, at en hvalhaj var blev spottet, saa vi skyndte os alle sammen at komme i gearet, imens vores skipper, Jason, satte fuld fart paa baaden. Men skaebnen ville at hvalhajen dykkede ned, foer vi naaede frem. Det var altsaa falsk alarm, og det bidrog bestemt ikke til Lauras og min tro paa nogensinde at se et af disse vaesener.
Saa galt gik det dog ikke. Kort tid efter spottede de endnu en, og denne gang blev den oppe, saa vi kunne svoemme med den. Vi blev smidt i vandet foran hvalhajen, saa vi kunne se den komme imod os. Da den var ved os begyndte vi alle sammen at svoemme for at foelge med den et lille stykke. Jeg svoemmede, som gjaldt det mit liv, imens jeg proevede at spotte den gennem de bobler, som hr. Fedesen foran konstant lavede med sin svoemmefoedder. Irriterende. Og han var endda saa stor, at jeg ikke udenvidere kunne overhale ham. I hvert fald ikke hvis jeg ville se hvalhajen samtidig. Efter to minutters svoemmetur med hajen, blev vi laesset tilbage paa baaden. Og maa jeg lige have lov at sige, at det var nok den mest fesne hvalhaj, jeg nogensinde har set (okay, jeg har ikke set andre men stadig), den var kun 4 meter lang. TH! Ja, det kan godt vaere, at det er stort af en fisk at vaere, men det er jo ingenting i forhold til de 18 meter, de praler med, at de kan blive. Daarlig hvalhaj.
Efter endnu et par falske alarmer, fik vi endnu en tur. Deres hvide pletter skulle eftersigende vaere unikke for hver af dem. Da dennes hvide pletter fuldstaendig lignede den foerstes, maa jeg konkludere, at det var den samme fesne hvalhaj en gang til. Denne gang havde jeg i det mindste ikke hr. Fedesen foran mig. Til gengaeld var der et eller andet ufordelagtigt soedyr, der havde spredt snore i vandet, der gav knopper, der sved. Jeg svoemmede aabenbart gennem samtlige af disse snore og fik et ubehageligt udslaet over det hele, hvor alle de andre kun havde et par knopper fra det. Ohr mand. Det skraemte mig dog ikke fra at tage en sidste svoemmetur med den, foer vi satte kursen hjemad (eller hostelad).
En af dagene i Exmouth blev Joel og jeg inviteret til middag hos taiwaneserne fra Gnaraloo, og jeg skal da lige love for, at de havde gjort noget ud af det. Der boede i alt 10 taiwansere i det hus, de boede i, og hver taiwanser havde lavet en ret, da de aabenbart havde en konkurrence koerende om, hvem der var den bedste kok med Joel og jeg som dommere. Nice. Men jeg kan lige saa godt afsloere, at det ikke var den person, der havde lavet suppen, der vandt. Ad. Ja, det var ikke fordi jeg smagte den, det behoevede jeg slet ikke for at bedoemme den. En af pigerne jokede og sagde, at det var hendes haar, de havde puttet i suppen. Kender I det, naar folk laver en joke, og man taenker "aah gud, det mente hun rent faktisk, selvom hun proever at vaere sjov". Det taenkte jeg i hvert fald, da det praecis lignede haar. I virkeligheden var det nok tang, men tanken om det, gjorde mig ikke mere ivrig efter at smage. Saa er jeg ligeglad med, hvor sundt det er. Saa jeg undskyldte mig paent med, at jeg var alt for maet, hvilket jeg rent faktisk var efter at have smagt lidt af alle de 9 andre retter.
De andre dage i Exmouth brugte jeg til at nusse rundt ved poolen og haenge ud med de andre ved baenken om eftermiddagen og aftenen. Ja det lyder maaske lidt soergeligt naar jeg siger det saadan, men vi havde det skam sjovt. Et par gange tog vi ogsaa hen til Marc og Onno (drengene, der arbejdede paa baaden) og havde middag der eller spillede touch football eller saa film om hvalhajer, mantarays og fisk (ja de gik lidt for meget op i det) eller om fridykkere. Sygt nok. De dykker uden noget udstyr, og en af dem kunne dykke ned til 150 meters dybde. Han doede dog paa vejen op, men det kunne han jo have regnet ud.
Et par gange koerte vi ned til stranden. Det var en virkelig virkelig flot strand og perfekt til snorkling, hvis man lige passede paa stroemmen. Hvis jeg gik ned langs stranden og hoppede i med mit snorkeludstyr og svoemmede lidt ud, til jeg kom til revet, kunne jeg lade mig drive med stroemmen ned langs stranden, mens jeg kiggede paa alle de farverige og store fisk, der svoemmede rundt ved revet. Nice. Jeg skulle bare lige soerge for at komme op foer et bestemt punkt, hvor stroemmen ville begynde at traekke mig udaf. Og hvis jeg foerst blev fanget af den stroem, var der intet at goere for, den var alt for staerk til at svoemme imod, og jeg ville uden tvivl drukne.
Men men men jeg undgik stroemmen og overlevede Exmouth.
P.S. Til alle jer der tror jeg er komplet idiot, det er jeg altsaa ikke. Hvalhajer er nemlig ikke farlige, de spiser kun plankton, det eneste man skal passe paa er halen, da den ved et uheld kan ramme en, hvis man kommer for taet paa.
- comments