Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle
Da jeg havde haft en uges afslapning i Broome, floej jeg til Perth. Delvist fordi det er koldere her, og jeg var traet af at svede konstant, og delvist fordi jeg kendte et jobcenter her, der garanteret kunne give mig et job i loebet af et par dage. Og det havde jeg i den grad brug for, da jeg efterhaanden kunne skimte kistebunden. Jeg var egentlig klar til at tage hvad som helst, saa laenge det var i outbacken, da jeg ikke kan holde paa mine penge i storbyen. En halv time efter jeg ankom ved jobcenteret, havde jeg da ogsaa et job i en countrypub sammen med en tysk pige, der hedder Monique, som var der samtidig med mig. Da vi tog derfra paa vej ned for at koebe vores busbillet til den lille by, regnede jeg lige timeloennen ud. Det viste sig, at vi ville faa det, der svarer til 40 kroner i timen. HVAD? Jeg er jo ikke nogens slave. Jeg fik overtalt Monique til at gaa tilbage til jobcentret med mig og spoerge, om de ikke havde noget bedre. Hun var ikke meget for det, men efter lidt overtalelse vendte vi om. Monique er en hoej, kraftig pige med en dyb stemme, og hun vandrede lige ind i jobcentret og begyndte at brokke sig over loennen paa samme maade, som hun havde gjort til mig. AARGH! Der er vidst nogen, der ikke har haft min gamle folkeskolelaerer Allan og hans konstante paamindelser om situationsfornemmelse. Det var bestemt ikke maaden at goere det paa, med mindre hendes intention var at goere damen sur, saa jeg fik med noget besvaer skubbet hende vaek og afbrudt hende, saa jeg paa en paen maade kunne bede damen om at hjaelpe os. Damen var lettere fornaermet, men hun hjalp os og udspurgte os om, hvad det egentlig var vi ville have. Paa trods af at hun ved det tidligere besoeg havde naegtet mig farmarbejde, naevnte jeg de lige et par gange igen, saa hun ikke var i tvivl, og hun noterede da ogsaa min erfaring. Jaa det lyder maaske lidt maerkeligt, at jeg har erfaring med farmarbejde men glem ikke, at jeg wwoofede 2 uger paa en faarefarm. Og hvem gaar egentlig op i om det lige var 2 uger eller en maaned, og om jeg egentlig gjorde en masse ting eller bare saa en masse ting blive gjort. Jeg fik det i hvert fald til at lyde som om, jeg var temmelig erfaren paa omraadet. Imens jeg sad der og pralede med mine fantastiske faarefarmsevner, ringede Charlie, en gammel fyr, der soegte to personer til at hjaelpe paa hans faarefrisoerhold. Loennen var det dobbelte af, hvad vi ville faa i countrypubben, saa damen i jobcentret sendte os ned for at koebe vores busbillet ud til Charlie med et lettelsens suk. Vi vidste ikke helt, hvad jobbet indebar, men hoppede glade paa bussen samme dag til den lille lille bitte by Gnowangerup, hvor jeg befinder mig nu.
Her blev vi indlogeret i et lille hus i udkanten af byen, som vi deler med en fyr, der hedder Dozer, fordi han koerer bulldozere, og som I nok kan forstille jer, er han lidt af en charmerende satan. Da vi ankom til huset ved midnatstid var han dog allerede gaaet i seng, og jeg kan oplyse jer om, at han ogsaa snorker som en bulldozer.
Naeste morgen stod vi op kl. 5.30, saa vi var klar til afhentning kl. 6. Charlies soen Paul, som er klipper, hentede os og koerte os til et andet hus. Her bor 5 drenge, der ogsaa arbejder for Charlie, og her bliver morgenmaden serveret.
Kl. 6.30 blev vi alle sammen hentet i en bus. Vi koerte ud til en af de omkringliggende farme, hvor dagens arbejde skulle udfoeres. Der var fire maend, der stillede sig klar med deres klippere. Vi var desuden 4 rostabouts, hvoraf jeg var den ene og Monique den anden. Men skal vi nu ikke kalde det, hvad det er i stedet for at slynge fine ord som rostabout omkring. Vi er dingleribs ekspedienter, hvilket vil sige, at vi soerge for, at alt det belortede uld bliver sorteret fra alt det "rene" uld. Det kan nogle gange vaere svaert at skelne mellem de to, og det bliver ikke naermere af, at der er grader af belortethed. Og lad mig sige en ting: nogle af de faar har serioese problemer. De bruger tydeligvis ikke toiletpapir, hvilket giver mening, men de kunne da godt lige toerre rumpen af i lidt graes. Ikke fordi jeg ville bryde mig om af toerre rumpe i min middagsmad, men jeg ville foretraekke det fremfor at gaa rundt med saa meget lort paa mig. Men saadan er vi jo allesammen forskellige, og jeg taenker tydeligvis ikke som et faar.
Naar vi ikke ekspederer lort, kaster vi med uld, og det er lidt af en kunst. Naar klipperen er faerdig med et faar, har vi ca. 5 sekunder, foer han kommer tilbage med sit naeste offer (ja det er ikke kun uld, der lige ryger i vendingen, og jeg vil helst ikke vaere et faar i mit naeste liv, tak). Paa de 5 sekunder skal vi folde ulden paa en helt bestemt maade og samle den op. Ved et bord skal vi kaste den op i luften, saa den spreder sig ud helt perfekt, saa lorten kan plukkes af kanterne. For at goere det hele mere besvaerligt vejer ulden fra et faar op til 13 kg, hvilket er paent tungt og ikke lige saadan at kaste rundt med. Derfor havde de sat Monique paa opgaven til at starte med, da hun er stoerre end mig, og derfor skulle have nemmere ved det. Naeste dag skiftedes vi til det, og hvem skulle have troet, at jeg er et uldkastningsnatutalent. Jeg fik endda kastet nogle helt perfekte nogle paa min foerste dag. Det var der nok ikke lige nogen, der havde set foer, og naeste dag havde vi skiftet position, saa jeg nu var kasteren. Det gik dog ikke saa godt, da ulden her var endnu tungere, saa jeg havde serioese problemer med at loefte den fra jorden, hvilket naturligvis medfoerte nogle ret slatne kast fra min side. Men jeg er jo ikke supermand... endnu. Det skulle dog ikke komme bag paa mig, hvis jeg har faaet nogle ordentlige muskler, naar jeg er faerdig her.
- comments