Forsaettelse

Hej alle de udholdende der stadig laeser med (laes: mor)

Fredag var en lidt kedelig dag. Sam skulle til byen, og det er en heldagstur, da den naermeste by ligger 2 timers koersel vaek!! Derfor faar de bragt varer ud en gang om ugen, saa de slipper for at koere den lange tur saa ofte.

Vores arbejde var virkelig kedeligt. Det bestod i at feje og rive bade sammen. Ohr man. Og selvom det er vinter nu, er det jo ikke lige frem fordi, det vrimler med nedfaldne blade, da temperaturen stadig er som paa en god varm sommerdag derhjemme. Vi maatte naeste haandplukke de skide lorte blade, for riverne daekkede dem bare med jord i stedet for at samle dem sammen.

Da vi var faerdige gjorde jeg endnu et forsoeg paa at faa et varmt bad. Jeg samlede braende, lavede baal og holdt godt gang i det i en time. Jeg gik ind og taendte for vandet, og efter lidt tid kom det varme vand. "JAA, hvor laenge mon det varer?", naaede jeg lige at taenke, foer det var vaek igen. AArgh!! Joel proevede sit held og lavede et nyt baal med praecis samme resultat. Det er sidste gang, jeg bruger tid paa det. Jeg overvejede at varme noget vand i koekkenet, men da jeg allerede havde proevet det med en elkoger i Kina uden stoerre succes, da vandet bare bliver alt for varmt, opgav jeg det. Fra nu af staar den paa kolde bad.

Loerdag samlede vi Ikea stole (som om vi ikke kunne goere det derhjemme). Vi sorterede ogsaa nogle faar, og saa kom dagens, ja naesten ugens hoejdepunkt: Grillaften paa Carblas 25 km lange private strand. Nice. Stranden ligger langt vaek fra gaarden, og man er desvaerre noedt til at koere i bil dertil. Joel og jeg sad paa ladet af Heathers bil. Det var ret specielt at sidde der, mens hun koerte hen over den hullede jord, saa vi hoppede op og ned, mens vi saa bushen drive forbi os paa begge sider. Stranden ligger i en bugt og er helt tyrkis perfekt. Jeg dykkede sammen med Heather, og hun viste mig nogle maerkelige levende sten, der aabenbart er det eneste levende paa jorden fra dinosaurertiden. De vokser aabenbart mega lidt paa mega lang tid. De saa nu ikke specielt levende ud, hvis du spoerger mig. Det gjorde den doede havslange og den doede men store skildpadde heller ikke. Heather mente, det var et sted fuld af liv, jeg synes nu mere, det var et sted fuld af doedt liv, og det passede mig egentlig fint, da slangen i levende tilstand aabenbart er den giftigste, der er. Den bider dog ikke mennesker, da det tager den mega lang tid at lave den gift, som den skal bruge for at skaffe foede.

Vi lavede baal paa stranden, og saa skal jeg lige love for, at der blev grillet. De lavede MANGE hot wings, poelser saa man skulle tro, de var tyskere og nogle stykker lam. Og da Sam hev nogle fisk ind i sit net, skar han ogsaa nogle filletter af dem og smed dem paa grillen. Det var rigtig laekkert, men jeg tror aldrig, jeg har spist at maaltd, der var saa baseret paa koed som dette. Desvaerre havde Heathers foraeldre glemt skumfidusserne. Jeg kunne ellers godt taenke mig at smage dem, naar de har vaeret en tur i ilden.

Soendag var fridag! Saa vi tog med familien Heather paa en lille soendagstur. Paa vejen stoppede vi for at se nogle andre dinosaurersten. Vi stoppede ogsaa paa en strand, hvor der i stedet for sand var smaa hvide muslingeskaller ligesom paa Carblas strand. Under de loese skaller er der et haardt lag, som om skallerne er limet sammen, og det er blokke af dette materiale, Carbla er bygget af. Det er meget specielt og ser rigtig godt ud.

Sams far ejer noget, der hedder Ocean Park. Et sted fyldt med hajer og maerkelige fisk. Jeg havde regnet med, at de havde nogle syge hajer, nu hvor vi jo er i Australien. Desvaerre havde de kun nogle almindelige nogle, der ikke var vildt store. Deres store hvide haj, var kun 2,5 m og ikke en gang saerlig hvid. Det var simpelthen for daarligt. Desuden mener jeg, at guiderne gik for meget op i det og snakkede alt for lang tid ved hvert bassin. Kedeligt.

Og saa kom turens hoejde punkt: supermarkedet;) Endelig kunne jeg faa koebt noget saebe.. og slik. Juhuu.

Om mandagen bestod arbejdet i at toerre stoev af i huset imens Heather og Sam drev flere faar sammen saa vi kunne sorterer dem og give dem en tur i gynaekologkarrusellen.

Da vi var faerdige, ville jeg lige vaske noget toej. Nemmere sagt en gjort. De har vaskemaskine, men der er saa meget jern i vandet, at det misfarver ens hvide toej. Derfor er man noedt til at vaske det hvide i haanden med regnvand fra en stor tank taet ved huset. Hvis man oensker at vaske sit hvide toej i varmt vand, skal man hente keddelen, fylde den ved tanken, baerer den igen, varme vandet op og baerer det over i vaske rummet. Det goer man saa nogle gange, indtil man har nok vand. Det tog evigheder. Det sorte kan man i princippet godt vaske i maskinen, hvis man alligevel er lieglad med, at det kan gaa lidt i stykker. Jeg tog ingen chancer og vaskede ogsaa dette i haanden. I alt brugte jeg omkring to timer, hvor jeg var fuldt beskaeftiget med at baere vand frem og tilbage og skrubbe toejet. Sokkerne bliver nok desvaerre aldrig sig selv igen, da det roede stoev, der kommer ind alle steder, har taget livet af dem. Til dem der er interresseret, har jeg forresten roed oerervoks for tiden;)

I dag skulle vi ud og tjekke faelder. Uhh speandende. Der er vandtrug rundt omkring paa omraadet, saa faarene ikke doer, og her er de van til at drikke. Men nogle gange saetter Sam nogle laager op, som de kan komme ind ad men ikke ud. I den foerste faelde havde vi ogsaa fanget et par emuer. Dem skal man vaere lidt forsigtige med, da de er super dumme og forvirrede. De loeber forvildet rundt og vikler deres hovede ind i alt muligt. De har nogle ret spidse negle, som kan vaere ret farlige, saa man skal soerge for, at de ikke loeber hen over en og spraetter en op.

Vi sorterede faarene i faelden, og dem vi ville have, drev vi op paa ladet af en lastbil og koerte tilbage til gaarden. Der er nogle ret store geder i mellem med nogle voldsomme horn, som man normalt ville gaa langt udenom, hvis man var i Lalandias klappe-gede-indhegning. Men ikke her. Her jager vi rundt med dem, som om det er os, der bestemmer. De viser dog nogle gange deres fysiske styrke ved at loebe for fuld kraft ind i hegnet. Idioter.

Senere paa dagen tog vi ud til en anden faelde. Paa vejen saa Heather og jeg et faar, der havde forsoegt at hoppe over et hegn, men hvis ene bagben stadig sad fast i hegnet. Det er meget normalt, at baade faar og kaenguruer doer paa denne maade. Vi ville dog redde faaret og fik benet fri, men det havde faaet et dybt saar helt ind til knoglen og naesten hele vejen rundt om knoglen. Hm. Saa det loeb vaek paa en meget handikappet maade.

Da vi kom til faelden, hang der et par doede kaenguruer paa hegnet, der ikke havde vaeret saa heldige som faaret. Der laa ogsaa nogle faare lig inde i faelden, men det er nu ikke saa unormalt, at der ligger et doedt faar hist og her. I denne faelde havde vi ingen emuer, til gengaeld havde vi fanget 3 kaenguruer foruden alle faarene og gederne. Man skal ogsaa vaere lidt forsigtig med kaenguruerne, naar man har presset dem op i en krog, som vi havde. De har nemlig ogsaa nogle skarpe negle, der kan vaere farlige, hvis de angriber. Den ene kaenguru havde blodnaese, fordi den blev ved med at hoppe ind i hegnet. Det er utroligt med nogle dyr. Naa, men vi sorterede faarene og gederne og fik dem laesset paa lastbilen. Nogle gange tager vi moderen til en unge, saa ungen staar efterladt tilbage og breaer. De er saa soede og smaa, og jeg kan naesten ikke klare at taenke paa, at nogle af dem doer, fordi de ikke er store nok til at klare sig selv.

Da vi havde flyttet alle faar og geder, skulle vi have kaenguruerne ud af faelden. Sam tog den svage med blodnaese i armene og slaebte den ud. De andre maatte vi proeve at drive ud. Men det er ikke saa nemt som med faar. Den ene provede endda at angribe mig, men jeg naaede lige op paa hegnet, hvor den ikke kunne naa. WUU, jeg foelte mig helt som en tyrefaegter. Vi fik den dog ud og var klar til at koere, da jeg saa noget paa jorden, der lignede en lille hudfarvet bleaksprutte. Jeg gik derhen og der laa en lille bitte kaenguru unge. Den kunne ligge i min haand, men jeg holdt den med begge haender, da jeg var bange for at tabe den lille skroebelige tingest. Den havde ikke noget haar, og den havde ikke engang faaet oejne endnu. Moderen maa have tabt den ud af sin pung under al forvirringen. Jeg spurgte Sam, om vi ikke kunne putte den tilbage i pungen, men det ville vaere for farligt for os, saa vi kunne endten laegge den, saa den kunne blive spist eller dreabe den. Sam besluttede sig for det sidste.

Man skal satme ikke vaere glad for dyr, hvis man skal arbejde her.