Profile
Blog
Photos
Videos
DA STRØMMEN FORSVANDT I EN HEL TIME I HELE GUATEMALA!
Jeg løfter brynene … kan næsten ikke forestille mig et så omfattende strømsvigt … at et helt land - og så stort - er uden strøm i en hel time!
I forbindelse med vejr fænomener, kan vi opleve, at X antal husstande i en mindre region er uden strøm i kortere eller længere tid - og jeg husker da også en jul, hvor visa-kort terminalerne "gik ned" midt i den mest intense julehandel. Men ALT i et HELT LAND, vækker stof til eftertanke … hos mig … for hér er det prøvet før!
Guatemala har i nogle henseender "alt, hvad man kan tænke sig": Højland og bjerge, søer, jungle, smukke strande - både til Stillehavet og det Caribiske hav. Steder, hvor der er utrolig varm og andre steder, som f.eks. her i Xela, hvor dagen begynder og slutter på en 5 ͦ til 8 ͦ og ligger på "almindelige" (for os!) sommertemperaturer midt på dagen. Naturen er frodig og der er enorme variationer- med nærmest "paradisiske" oaser jævnt fordelt over det ganske land.
Kontrasten til al denne skønhed er de vilkår, som mange lever under:
Analfabetisme og fattigdom. Ingen tiltro - og ej heller en forventning - til den guatemalanske regering.
I Tikal hørte jeg - eksempelvis - at man i Mexico havde fået "greb" om en del af de mexicanske bander … eller rettere, at flere af banderne er fordrevet til Guatemala. Én af disse meget store - og meget velorganiserede - bander, har tilbudt den guatemalanske regering, at hjælpe dem med at løse de problemer, som Guatemala har - netop med bander! Det siger lidt om "stilen"…
Mister man sit arbejde her, er der ikke noget, der hedder kontanthjælp. Det er helt og aldeles et problem, der er overladt til den enkelte og dennes familie.
Derfor er der tiggere i gadebilledet - eller syge, der blot holder en lille dåse frem for sig og håber på, at "nogen" kaster "noget" af sig. De allerfleste er dog både meget kreative og opfindsomme med hensyn til at finde måder, at brødføde sig selv på - alene af den grund, at tanken om, at situationen kan løses af andre kanaler end dem, de selv kan finde, er ikke eksisterende. For en del leves livet fra dag til dag. De har det ikke nødvendigvis dårligt; men lever på denne måde som et uomgængeligt vilkår.
Den eneste "sociale service", man kan opnå i Guatemala er, hvis man kan dokumentere, at man er absolut uden familie. I givet fald er tilbuddet et sted at sove, måltider og medicin. Jeg tænker at Saxenhøjs tilbud til de boligløse, er luksus ved siden af!
Der er gratis hospitaler, skoler og universiteter til alle; men det er tilbud, som ikke er meget bevendte - for disse tilbud får stort set ikke tilført ressourcer af regeringen.
Enhver kan tænke sig til en skole eller et universitet uden materiale - blyant, papir etc. Og med lærere, der kan være nok så dygtige; men som ikke altid får deres løn! Motivationen og engagementet lader sig nok ikke opretholde længe under sådanne vilkår!
Minimumslønnen for en lærer er 1750 Quetzales (ca. 1500 danske kroner) om måneden og en lejebolig ligger på 1000-2000 Quetzales pr. måned. Det siger sig selv, at familierne holder sammen og at drømmen om "egen bolig" - for de fleste - er en uopnåelig utopi!
Kun 2 -3 % af den guatemalanske befolkning får sig en universitets uddannelse.
Min lærer - Yessika - på 22 år (tror jeg nok!) bor hjemme hos sin familie - og er fast besluttet på at få sig en universitetsgrad. Hun går på et privat universitet - 12 timer hver lørdag - og underviser resten af ugen. Hun betaler 1000 Quetzales pr. måned for at være indskrevet på universitetet - og er færdig som kandidat om 2 år - i international handel og markedsføring!
Hver dag - når jeg har en halv times pause - ser jeg hende sidde med sine lektier. Og jeg er sikker på, at hun også bruger masser af tid på lektierne derhjemme. Samtidig med at der hviler en forventning på hende om, at hun finder sig en mand og bliver gift! Hun har nu anderledes høje forventninger - og jeg håber så inderligt, at hun kommer "i hus" med sine drømme om at se verden og skabe sig det gode liv! Og så tager jeg hatten af for hendes målrettede og slidsomme kamp for at nå derhen!
Tilbage til strømmen: Den forsvandt igen - og jeg hører til de privilegerede, der har en opladet notebook og en iPhone med lommelygte …
Et eller andet sted … apropos strøm … er det måske logisk, at den er sårbar hér? Når jeg kigger rundt i landskabet - alle vegne - ser jeg et virvar af ledninger på kryds og tværs mellem pæle og bygninger. Jeg er ikke sikker på, at man hænger sig særlig meget i "autoriserede" løsninger hér! Det ser i hvert fald meget "indviklet" ud. Har lagt et par fotos ind med huse - og ledninger, som de tager sig ud i bybilledet.. Et meget karakteristisk træk er, at husene er "mest færdige" på den facade, der vender ud mod gaden. Jeg spekulerer på, om man overhovedet overvejer, at "gøre" noget ved de facader, der - i mine øjne - ikke er blevet færdige?!
- comments
Lene Nilsson Du beskriver en verden, som man kun kommer til at kende ved at rejse dertil. Også vi kender sådanne forhold fra eks. mexico. Alle danskere burde opleve dét, du fortæller om. Mennesker i de egne overlever på vilkår, som er utrolige. - Det lyder bestemt ikke godt med "hjælp" fra mexicanske bander, men hvad er alternativet for Guatamala? De gode græder og de onde ler. - Jeg skal love for, at du får oplevelser af mange slags, og de fleste er formentlig nogle, du ikke lige havde tænkt skulle ske. Er det ikke sådan, at det i grunden er dem, der "sætter sig" mest fast i vores erindring senere? Jeg synes at kunne mærke, at du trives, og det glæder mig. Og det er fantastisk at høre om, hvordan din lærer slider for at forbedre sine - og familiens - liv. Stor respekt for det. Kærlig hilsen Lene og de andre
Ann Dasseville Ja, Lene - du har ret i, at der findes mange vinkler, og at alternativerne kan være vanskelige at få øje på! I disse dage prøver jeg at få lidt styr på både banderne og den guatemalanske historie. Afsindigt spændende - når tingene får mere og mere mening i takt med, at jeg begynder at kende og forstå lidt mere af forhistorien til situationen i dag! Det kan være, at der kommer lidt om det på bloggen! Hav det rigtig godt i det "Roskildske". Knus fra Ann