CHICKEN BUS … IKKE FOR KYLLINGER!

Jeg sidder her - i en "Chicken Bus" - og tror hele tiden, at nu er "vi" en fuld bus. Men nej - der er altid plads til én mere! Dét, som jeg troede var 2-mands sæder, er både 3- og 4-mands sæder.

Selv har jeg en vinduesplads midt i bussen og til højre for mig - tæt - sidder 2 granvoksne guatemalanske mænd. Midtergangen er pakket af så mange passagerer, der nu kan presse sig ind i en skulder mod skulder position.

Jeg er på vej mod Cuyotenango, som er første (- og eneste, blev jeg oplyst om) til Tulate - en lille by ved Stillehavet. Jeg begynder at forstå Florys og Rosys bekymringer - for dette er ikke for sarte sjæle. Samtidig er oplevelsen så overvældende, at jeg ikke ville have været foruden!

Var lige begyndt at spekulere over, hvordan jeg skulle købe eller betale for min billet, da ham - der ellers hænger ud af døren - pressede sig igennem midtergangen - hér - efter ca. ½ times kørsel.

Lige nu står der en ældre herre med en læderindbundet bibel og messer - meget højlydt om Guds ord, mens han spejder ud over hele sin menighed - som jeg er en del af! Jeg er så meget i tvivl om han er en guatemalansk landsbytosse eller en seriøs prædikant, at jeg ikke tør at kigge op og møde hans søgende blik. Jeg vil meget nødigt have hans opmærksomhed rette mod mig med hverken fordømmelser eller forbandelser. Jeg sniger mig til at se på mine medpassagerer og kan se, at ALLE har det som mig og at INGEN ønsker at fremkalde "en situation".

Nu har han sagt Amen for Gud ved hvilken gang; men jeg tror, at det var den sidste Amen for denne gang!

Der er atter tændt for den guatemalanske popmusik. Det føles beroligende med musikken, der brøler ud af højtalerne, kun afbrudt af en speaker, der kaster forskellige indslag ind i programmet.

Det opleves som om, at busserne er platform for "folkelig markedsføring". Efter "prædikanten" kom der endnu én med budskaber. Denne gang om helsebringende urter!

Jeg startede denne rejse i morges med et passende antal lag tøj og en omhyggeligt pakket rygsæk - både for at imødekomme alle de formaninger, jeg havde fået i forbindelse med turen og for at være "klædt på" til næsten rimfrost i Xela og 30 gr. Varme ved min destination.

Turen til busterminalen var i sig selv en oplevelse. Troede, at jeg blot fulgte en "ordinær" rute på kortet og var derfor slet ikke forberedt på, at kortet tog mig igennem et kæmpe markedsområde med et mylder af mennesker, tæt pakket med bugnende boder af ALT fra frugt og grønt til hvad hjertet kunne begære indenfor mad, tøj, husholdning og andet tingeltangel. Måtte spørge mig for et par gange, for at sikre mig, at jeg via dette mylder, ville nå frem til en busterminal!?

Busterminalen ligger lige op til markedet - eller også er markedet flyttet ind på terminalen - det er svært at afgøre!

Jeg fandt min bus og en plads. Jeg var blandt de først ankomne, så jeg havde god tid til at opleve livet omkring mig: Bussen, der gradvist blev overfyldt, et ukendt antal sælgere, der maste sig ned gennem midtergangen for at sælge frugt, drikkevarer, kager, brød, batterier - helt utroligt!

Fra mit sæde havde jeg også udsigt til Chicken busser i alskens farver og mønstre, nogle som var ved at blive pakket på taget med kurve, frugt, grønt, tæpper og andre produkter og andre som skulle tankes, vaskes, pudses.

Hele terminalen var én leben af alle tænkelige aktiviteter. Passagerer på vej og alle vegne. Mænd, der råbte an - enten for deres busrute eller taxi. Det er absolut ikke svært at få hjælp her - snarere tværtimod!

I Xela var jeg blevet oplyst om, at der var ét skift til Tulate - i Cuyotenango. Jeg fik ét mere - et eller andet sted mellem Cuyotenango og Tulate - og begge gange måtte jeg løbe efter bussen og forsøge at synliggøre mig i chaufførens sidespejle!

I den "mellemste" bus fik jeg fornøjelsen af midterpladsen - det var "sæde" til ca. 1 ½ balle!

De der mænd, der hænger ud af døren, når de ikke kræver penge ind, er vældigt rare. De fik mig til at tænke lidt på "vores" Falckreddere: Hjælpsomme og opmærksomme mod enhver, giver en hånd med, hvor det er nødvendigt og har styr på, hvor alle skal af.

Jeg var helt tryg ved dem - og sikker på at blive "afsat" på rette sted; men hvis jeg i øvrigt skal karakterisere min oplevelse af en Chicken bustur, ser det anderledes ud:

- De kører så hurtigt som muligt.

- Det er slalomkørsel - for en del af vejene har flere huller end asfalt.

- Der er aircondition: Alle vinduer er åbne og man er sikker på, at blive blæst igennem. Det overflødiggør rengøringen og "storskrald" ryger ud af vinduet (ikke min flaske!)

- Den vejbane, der er bedst, benyttes - højre som venstre!

- Hasarderede overhalinger.

- Risikovillighed - "som forholdene tillader" udfordres.

- Der hives ofte og længe i hornet, som er en kæde, man trækker i.

Sammenlagt 3 ½ times kørsel, hvoraf den sidste del af turen bedst lader sig sammenligne med rutchebanen: Stangen - foran - til at holde fast i er der; men bælterne mangler!!

Overdrivelse fremmer forståelsen!