LIDT OM VANUSHKA OG DØDENS DAG ....

På turen med Chicken bus til og fra Stillehavet, så jeg flere gravsteder på min vej; men havde ikke mulighed for at tage billeder. Det er ikke muligt, når man er én af sildene i en tønde og bliver rystet rundt, som var man i en blender … sildesalat og fotografering er en uforenlig sag!

Det, der fangede min opmærksomhed var, de høje og farvestrålende betonformationer, der brød landskabet - så forskellige fra vores noget mere diskrete og trimmede kirkegårde.

I går spurgte jeg derfor Yessika, om jeg måtte stille hende et lidt mærkeligt spørgsmål: Kunne hun vise mig en kirkegård?

Det førte til flere fascinerende beretninger - og vi aftalte allerede i går, at de sidste par timers undervisning i dag, skulle foregå på kirkegården i Xela.

Xela har den største kirkegård i Guatemala. En kirkegård på spansk hedder en cementerio - og det hænger godt sammen med min oplevelse af, at man begraves i beton og cement!

Her begraves de døde i betonmonumenter sammen med andre afdøde familiemedlemmer - dog ikke børnene. Børnene har deres helt egen kirkegård - lidt længere væk og "ophøjet". De ligger tættere på himlen og man skal op af trapper for at komme til deres gravplads.

Kirkegården bærer præg af og har mindemærker fra mange forskellige historiske epoker og begivenheder - og endelig er den forbundet med en fascinerende kultur af tro og overtro!

Her i Xela fejrer de "Dia de Moertos" - dødens dag - den 1. november hvert år. Det er en tradition, der især bliver fejret i Mexico, Guatemala og Argentina.

På denne dag samles de levende med de døde. Kirkegården pyntes op med et væld af blomster og er fyldt med tusindvis af pårørende, der mødes, mindes, holder fest, spiser lækker mad, hører levende musik og sender flot dekorerede drager op mod himlen. Det er en glædens dag - den ene dag om året, hvor sjælene fra døde og levende mødes. Dragerne, der stiger op mod himlen, er symbolet på, at denne forening finder sted.

Jeg har aldrig hørt om det før; men syntes at det er en smuk og fascinerende måde, at være sammen om længslen efter dem, der har forladt os!

Den historie, der fascinerede mig mest, er dog historien om Vanushka:

Vanushka var en sigøjnerkvinde - sikkert smuk - der forelskede sig i én af de lokale guatemalanere fra Xela - og derfor blev udstødt af sin familie. Da hendes familie rejste tilbage til Spanien, blev hun efterladt i Xela. Siden hendes død, har hendes gravsted været meget velbesøgt, fordi hendes tragiske liv har givet hende et eftermæle og gjort hende til et kærlighedssymbol - "un symbolo de amor". Gravstedet findes stadig med en statue af Vanushka, der ligger ovenpå kisten - smukt dekoreret med blomster. Denne ændring af Vanushkas "status" - fra at være en udstødt og en levende kærlighedstragedie til at blive et symbol på kærlighedens styrke har også ændret hendes forfædres syn på hende: Hendes jordiske rester er hentet "hjem" til Spanien!!

Apropos statuerne på gravstederne: De regnes af mange for at være engle. Men engle er ikke én sag - der findes både hvide og sorte engle! Derfor kan man visse steder på kirkegården se statuer, der har fået hugget hovedet af … under mistanke for at være én af de sorte engle!!

Se selv én af disse sorte engle, som jeg har lagt ind under dagens billeder!