Profile
Blog
Photos
Videos
D. 18.6. og d. 19.6.2010, Christine:
Den der aften på torvet endte lidt fantastisk. I Levanto er der på torvet en lille park i midten med stor legeplads, springvand m.m.m. Her er der mange lokale der sidder og snakker sammen, lufter hunde, leger osv. Vi købte en is hver - men gik ud af Gelateria'et og ind på midten for at se på menneskelivet derinde, da der var en storskærm med fodbold og en masse mennesker foran inde på Gelateria'et - og vi er ikke lige så interesseret i det der VM-fodbold, heller ikke selvom det foregår i Sydafrika denne gang! Men helt skulle vi ikke slippe…for der er flere restauranter rundt om pladsen…der åbenbart alle havde en storskærm kørende. Så da der lød et fælles brøl hele vejen rundt, gik det op for os, at Italien havde scoret ;o) En herlig oplevelse!!!
Vi var næste morgen meget taknemmelige for, at vi havde pakket alt udenfor ned - for det regnede igen i stride strømme. Vi kørte nordover - via Torino og ind i det pas der ligger nord for Provence / Var-området. Der er en betalingsmotorvej derind - ikke mindst pga de mange broer og tunneller, der er etableret hér. Dalen hedder Val de Susa - vi kørte mere og mere op i alperne, hvor der kom mere og mere sne på toppene af de efterhånden helt enormt høje bjerge. Vi blev helt stille - for hold da op hvor var det overvældende flot at køre der midt i det solskin, der prøvede at titte frem gennem de skyer, der også kravlede ned af bjergsiderne - utroligt smukt.
Og pludselig gik det op for os at den pilgrimsrute vi tidligere har været interesseret i - altså Via Francigena - også går gennem dette pas. Tænk at de har knoklet ind gennem det uden etablerede veje, broer og tunneller…de må vel have slået sig sammen om at finde vej eller eventuelt hyret en lokal guide til at hjælpe dem over…? Spændende at den vej bliver ved med at "forfølge" os. Senere skal vi også til Vezelay i Frankrig, hvor ruten også går forbi…!!!
Den sidste store tunnel hedder Frejus - den er ca. 25 km lang så vidt vi husker lige nu. Dét vi helt klart husker er, at den tur så kostede os samlet 500 kr. De tog sig betalt lidt efter lidt…men man kunne jo ikke rigtigt vende om, når man skulle gennem de der alper…men der var da også mange anlæg på vejen ;o) Og vi ville jo også gerne over alperne, så snart det var forsvarligt, fordi vi holder fast i at ville ned sydpå igen til Avignon, Camargue, Arles m.v. før vi skal mødes med Laurits i Lyon om nogle uger…og før skolesommerferien begynder i Frankrig med deraf følgende mange franskmænd nede ved Middelhavet!
Vi havde indstillet Nanna til at finde en campingplads på den anden side af passet - at det så viste sig, at den ligger langt inde i alperne stadigvæk, var jo så kun en bonus! Men hun havde store problemer med at finde pladsen - vi var langt ude på landet, stakkels Stig spurgte om vej flere gange…vel at mærke på fransk som han ikke har brugt særlig meget siden han gik ud af gymnasiet i 1976…så det var lidt hård kost for ham. Selv kunne jeg ikke hjælpe ham, da jeg havde russisk i gymnasiet og dermed kun kan ca. 30 ord på fransk. Mine russisk kundskaber har jeg så på denne tur kunnet bruge til at spotte, at der var mange russiske turister østpå - især i Tjekkiet ;o) Ikke til så stor en hjælp lige i går!!! Ulla - hvor var du, da vi lige havde brug for dig og din store fransk-viden…;o)
Men det lykkedes da til sidst at finde frem. En lidt sjov plads hvor de fleste andre campister var godt oppe i årene - også den beagle vi boede ved siden af ;o) Vi kunne komme gratis på nettet ovre i baren (!) Her sad vi så sammen med en englænder og en hollænder, som bare var noget af det sødeste - vi fik snakket en masse med dem. Altså indtil der blev vist fodbold på storskærm også i denne bar!!! Så var der lige pludselig ikke noget med at ringe via Skype til ret mange derhjemme da det var umuligt at få ørenlyd…
Vi havde så bestilt morgenbrød og stod op kl. 7.00 for at komme tidligt afsted. På de fleste andre pladser plejer vi absolut ikke på det tidspunkt at være nogle af de første - det var vi i den grad hér. Også "camping-far" var sent oppe, så vi kunne ikke få brød før kl. 8,.30. Men så var det også friskbagt af ham selv - croissant og baguette for nu var vi jo kommet til Frankrig - uhm!!! Det var for én gangs skyld et problem at komme så sent af sted. For vi havde efter at have snakket med de andre på pladsen i går besluttet at ville køre til Avignon i dag…det eneste der var at gøre i området omkring campingpladsen var at køre op på diverse bjergtoppe, der har været en del af Tour de France, hvor man så står og klapper af de mange mænd på +50 år, der knokler op for at vise, at de da sandelig også kan…citat englænderen og hollænderen ;o) Ikke særligt fristende efter vores mening…
Vi havde prøvet at ringe for at reservere en plads i Avignon på en ø midt ude i Rhone-floden lige overfor pavepaladset med færgeforbindelse over til den gamle by - men det ville de ikke på denne årstid. Og de plejede at have udsolgt af pladser med strøm, som vi jo gerne vil have, ved 14.00-tiden…så det var bare om at få kommet af sted.
Nanna mente på dét tidspunkt, at vi kunne være i Avignon ca. 13.20 - men vi skal jo også lige skifte chauffør undervejs, tisse mv. så… Og lige pludselig melder hun så, at der er kø forude, og at vi vil blive ca. 2 timer forsinkede… Dels havde vi ALDRIG før hørt hende udtale sig på den måde, dels anede vi ikke hvad vi så skulle gøre… For vi havde ikke lige fået fat i de der aktuelle Michelin-kort endnu…dem som vi ikke kunne købe i DK!!!...og derfor kunne vi jo ikke lige finde en alternativ rute udenom motorvejen Men det gjorde den lille sveske sørme så af sig selv. Nanna fik i den grad oprejsning igen i dag - fandt landevejen ved siden af motorvejen, så vi kunne komme hurtigt frem og dét ganske gratis ;o)
Landevejen viste sig at være super at køre på, meget spændende ift at se på det område man kører igennem. Også selvom en stor del af turen ned langs Rhone-floden er rimeligt kedelig - industriel og fattig og uden de store armbevægelser. Typisk at vi først sidst på turen kørte i smukke omgivelser med henvisninger til diverse interessante steder. Som f.eks. Chateauneuf du Pape - området med de mange vinmarker ;o)
Vi nåede frem til campingpladsen…og fik som de sidste en plads med strøm…pyha!!! Spændende at se hvor svært det bliver fremover med at få en plads videre frem på turen! Foreløbigt "kører vi stjernekørsel" ud herfra nogle dage. Der er for første gang rimeligt mange danskere her på stedet - har allerede snakket med flere par. Vi har også været ude for at cykle rundt på øen - på denne tur har vi bl.a. taget en masse billeder af Avignon's gamle bydel (både pavepaladset og den halve bro…) så vi er mere end parate til at tage derover i morgen.
- comments