Profile
Blog
Photos
Videos
Søndag d. 13.6.2010, Stig:
Festen sluttede kl. 23.30 og så var der ro. Det var lummert og vi gik i seng med vinduerne åbne og gardiner for samt med blæseren kørende for at sikre lidt luftcirkulation. Det er svært at sove længe når det hurtigt bliver varmt så snart solen står op, så vi stod op og tog os en morgendukkert i Adriaterhavet. Om morgenen er der en svag fralandsbrise, vandstanden er lav, vandet er klarere end om eftermiddagen og temperaturen er køligere, dvs. som det absolut højeste vi kan opleve i Danmark.
Ved morgenmaden så vi hinanden dybt i øjnene, og da vi begge ligesom havde fået nok af campingparty og hedebølge, blev vi enige om at droppe Ferrara og i stedet hive teltpælene op og flytte vestpå. Vi ringede og bookede os ind på en campingplads: "Acqua Dolce" i byen Levanto, som vi havde fået anbefalet af et dansk par som vi mødte på campingpladsen i Trogir. Det viste sig senere at være en god ide, idet de italienske børn havde fået skoleferie og der dermed var run på alle campingpladser!
Vi fik hurtigt pakket (klamsvedende) og kørte af sted i 32°C varme. Vi kørte uden om Ferrara, Bologna, Parma og Modena på den utroligt flade Po'slette (Herning go stadigvæk home!!) mens temperaturen toppede ved 33°C og solen bagte lodret ned fra en skyfri himmel. Så er det man ikke skal lide af vand i hovedet, for så begynder man bare at fløjte som en kedel…
Efter en lang, lige, flad tur på de italienske motorveje dukkede der nogle bjerge op til venstre. Lidt senere begyndte der at komme bjerge på den højre side. Det blev diset og så skyet indtil vi pludselig kørte op i bjergene på høje broer over dybe dale, gennem lange tunneler mens det blæste og regnede fra tunge, sorte skyer som for over himlen og temperaturen faldt til 20°C.
Bjergene var højere og mere skarpe end hvad vi tidligere har set i Italien, men meget grønne, træbeklædte. I lang tid kørte vi langs en bred, stenet flodseng hvor der lige nu kun snoede sig en smal bæk, men hvor der somme tider fossede en voldsom flod.
Vi kørte fra motorvejen og betalte 20€ for at have kørt helt fra østkysten. Så gik det ellers stærkt ned ad hårnålesving ned mod byen Levanto (det er nok derfor farvandet udfor denne del af kysten hedder Levanten!), ind gennem snævre gader (Nanna ledte os kun på vildspor én gang og det var fordi vejen førte hen over en regulær parkeringsplads) til vi kom frem til campingpladsen "Acqua Dolce".
Da vi ringede om morgenen, havde jeg charmet os ind ved at oplyse at vi havde en lille campingvogn, og det var godt, for der var ikke meget plads til at sno sig rundt på, Christine viste sine totalt overlegne køreevner med campingvogn og fik parkeret 20mm fra et skilt som hun fuldstændig havde overset. Ingen skal beskylde os for at fylde unødigt… Vi blev vist hen til en plads i den fjerne ende, (her er velsignet roligt efter de sidste par dage) og hele pladsen virker meget charmerende med en smal brolagt kørevej som snor sig over en meget smal bro med en smal bæk under. Pladsen er anlagt som terrasser i forskellige niveauer op ad bjerget i en gammel olivenlund og med små lommer hvor man camper.
Vi gik en lille tur i byen inden der kom en regnbyge. Det blæste meget nede ved havnen, men vi ligger meget i læ med vores plads. Der er en byggeplads inde ved siden af, vi må se hvor tidligt de starter i morgen…
Vi havde købt lidt kød til i aften og lagt det i fryseren da køleskabet havde svært ved at holde trit med varmen. Det var selvfølgelig bundfrosset, så vi måtte købe en pizza til den salat jeg havde planlagt og så delte vi resten af den rødvin som vi havde prøvesmagt dagen før. Man må jo sørge for at holde ryddeligt omkring sig, når der ikke er så meget plads…
Vi har tjekket vejrudsigt og ruteforslag for Cinque Terre, og planen er, at vi vil tage toget i morgen og så gå noget af vejen mellem et par af byerne, men undgå de mest krævende etaper. Vejrudsigten siger også, at der nok kommer regn sidst på dagen, og vi vil nødigt gå på våde, glatte stier. Det tegner til at blive spændende.
Mandag d. 14.6.2010, Stig:
Det regnede om morgenen, og vi var tæt på at overveje om vi skulle udskyde vandreprojektet til en anden dag. Lidt op ad formiddagen stilnede det imidlertid af, himlen så ud som om den ikke rigtig kunne beslutte sig for om det skulle regne eller ej, men den nyeste vejrudsigt sagde at det skulle klare op i løbet af dagen og så blive regnvejr hele tirsdag. Vi blev derfor enige om at vi over middag ville tage toget til Riomaggiore som er den af de fem byer, som ligger længst væk og så gå eller toge alt efter hvordan vejret udviklede sig.
På stationen kom der et dobbeltdækkertog ind, så vi satte os forventningsfulde op i panoramaetagen i den side som vendte ud mod havet. Hvorefter toget satte i gang og straks kørte ind i en tunnel, der varede helt til den næste station, og at sådan var det i øvrigt stort set for hver station frem til Riomaggiore. Så lærte vi at når byerne klistrer sig op ad stejle bjergskråninger, så er der ikke plads til jernbanespor, og så laver man en undergrundsbane gennem bjerget - uden udsigt!!!
Vi stod af i Riomaggiore og sivede sammen med en masse andre turister ud i byen. Nogle hastede straks målbevidst hen til stierne, vi var andre som også lige ville snuse til byen undervejs.
Byen bestod af smalle, stejle gader, trapper, høje bygninger i flotte klare farver op ad klipperne og små åbne fiskerbåde som var trukket helt op på hovedgaden og skråparkeret som om de var biler, for havnen var kun en beskyttet indsejling og en bedding, hvor skibene kunne trækkes op.
Det første stiforløb fra Riomaggiore til Manarola var oplyst til at tage en halv time, og stien var mere en motorvejssti end en bjergsti: 1,3m bred, belagt med naturskifferfliser, et solidt værn hele vejen og få stigninger. I mellemtiden var det klaret op og solen bagte fra vest, så vores påklædning som var myntet på blandet vejr blev hurtigt varmt og hvad der kunne smøges op blev smøget op. Vi nød den velfortjente medbragte frokost på en skygget bænk langs stien med udsigt hen langs kysten.
Stien går under navnet kærlighedsstien, og mange elskende par havde i tidens løb skrevet eller ridset deres navnetræk ind i klipper og planter eller hængt små hængelåse med navnetræk op på værnet eller i de net, som beskyttede mod klippeskred. Når man har hængt en lås op smider man selvfølgelig nøglen væk, så nogle havde for en sikkerheds skyld brugt en kodelås, hvis man nu skulle få brug for at pille låsen ned igen…
Himlen og havet viste sig fra deres bedste side med klar sol og store tunge dønninger, og hver gang vi kom rundt om et sving blev vi betaget af et nyt storslået sceneri som lige skulle foreviges. Det er bare svært at få så storladen natur ned på så lille en skærm.
Byen Manarola var skåret over samme læst som Riomaggiore, og dog sig selv. Vi brugte lidt tid på at snuse rundt i byen samt spise en velfortjent italiensk is inden vi besluttede os for at vi godt kunne tage den næste etape.
Det næste stiforløb fra byen Manarola til Corniglia var skønnet til 1time og 10 minutters vandring. Her var stien mere en bjergsti, værnet var lidt mere usikkert og et sted skulle en kløft passeres over en slap hængebro. Vi tog os god tid, sådan en dag skal man ikke have travlt når man er ude midt i oplevelsen.
Vi var glade for, at vi havde taget vandrestøvlerne på. Det var det helt rigtige valg, selv om der var andre som forcerede skærver og klipper i flade sandaler og klipklappere.
Kysten var stadig lige bjergtagende og byerne lå malerisk op ad de stejle klipper. Det var igen ligesom på postkort, bare flottere.
Stien endte ved jernbanestationen. Der var et godt stykke til fods op ad hårnålesving til byen Corniglia, så vi valgte den fra og tog i stedet toget til den næste by Vernassa.
Vernassa havde en lille beskyttet strand bag en mole hvor masser af strandgæster solede sig og tumlede rundt i de bølger, som fandt vej ind i havnen. Vandet var fuld af skidt og møg, så vi betakkede os for en dukkert og nød i stedet kage og kaffe på en udendørs cafe.
Ved siden af havnen lå en gammel naturstenskirke, som var den vokset op af klippen og det var næsten ikke til at se hvad der var hugget ud og hvad der var muret op.
Man kom ind i kirken op ad en trappe, og en stor 3 skibet basilika i mørke sten, grove runde søjler og åben tagkonstruktion viste sig for en. Kirken virkede langt større indvendigt end udvendigt, og den lokale klippesten var brugt til både gulv, søjler og vægge. Ruderne var hele glas, sat direkte i ydervæggen bag gotiske vinduesåbninger med søjle og spidsbuer, men helt uden træ eller metalrammer. Rummet virkede stærkt i al sin rustikke enkelhed.
Efter en dag med store oplevelser tog vi sammen med mange andre turister toget i tunnelen (denne gang ikke i panaramasalonen!) og stod af i Levanto.
Tirsdag d. 15.6. og onsdag d. 16.6.2010, Christine:
Disse 2 dage har vi tilbragt på campingpladsen og ude i byen Levanto - vi havde stærkt brug for at "holde ferie fra ferien"! Samt at få forberedt os lidt mere på turen til Frankrig, få vasket noget af alt vores svedige tøj (!) samt få lavet hovedrengøring i Vera…efterhånden flere uger siden vi har gjort andet end at feje lidt ind imellem ;o)
Tirsdag var vi hen på eftermiddagen ude for at handle stort ind - det var også efterhånden noget tid siden. Så friske og frejdige gik vi af sted…hvorefter jeg vrikkede gevaldigt om på min venstre fod. Heldigvis havde jeg Stig under armen på dét tidspunkt, så jeg faldt ikke så slemt, som hvis jeg havde gået selv. Der var lige 5 cm længere ned til det der brønddæksel, end jeg havde regnet med!!! Er det ikke utroligt med al den klatring, vi lavede i går, og så er det et brønddæksel, der skal få mig til at snuble…
Umiddelbart skete der ikke mere - vi fortsatte rundt i byen. Så først da jeg kom hjem og havde siddet stille et stykke tid, kom smerterne i anklen. På med is fra fryseren, der heldigvis kan lidt igen, og så ellers i seng med foden oppe. I dag kan vi se at jeg heldigvis kun har en let forstuvning - kan sagtens komme op til toilethuset (!) så heldig har jeg da godt nok været. Dagen i dag har jeg så tilbragt med at skåne foden lidt - har dog også fået vasket vinduer på Vera, hvilket vi trængte enormt til.
For det var lige pludselig blevet et helt andet vejr: I går aftes sad vi stille og fredeligt udenfor under solsejlet, det var godt nok rimelig varmt og lummert men det er jo ikke noget nyt hernede, vi nød Stigs fine aftensmad og en kold øl. Solsejlet har drillet os lidt - smutter ud af skinnen hvis det blæser for meget og har efterhånden været svært at trække på. Men hva' - så bruger man bare lidt stearin, binder med lidt ekstra snor, så går det igen - og så benyttede vi i øvrigt også lige lejligheden til at reparere småhuller i havestolene med lidt gaffa-tape. Ære være nyindkøbt gaffa-tape når man ikke lige har fået sin malertape med på turen…;o)
Det begyndte at dryppe lidt, men vi kunne stadig sagtens sidde udenfor, så vi tog det med ro og fortsatte med at nyde det nyligt fixede solsejl.. Indtil vi lige pludselig hørte en voldsomt dyb lyd, så op og kunne se at der med raske stormskridt væltede en mur af regn ned over bjergsiden… Vi nåede lige akkurat indenfor, inden det hele stod i ét! Det stormede og tordnede samtidig med at regnen væltede ned. Vi nåede ikke lige opvasken, som vi plejer at vaske op oppe ved toilethuset…så den stillede Stig ud under tagdryppet. Så kunne det jo lige blive skyllet af på den måde ;o)
Den blev så først taget her til morgen… Sammen med alle de andre campister, der var helt fjantede over, at vejret bare havde fortsat hele natten på samme vis. Sådan en vejroplevelse skaber altså en helt speciel stemning - selv sure koner snakker lige pludselig op omkring det der fantastiske vejr!!! Resten af dagen er gået med at være ude når vejret har været til det, samt at benytte lejligheden til at få læst, skrevet osv. når vi har været indenfor. Vi vil benytte os af det lidt køligere vejr og købe fisk til aftensmaden nede på det lille torv i nærheden af pladsen. Butikken åbner så først efter siestaen kl. 17, fandt Stig ud af. Hvorefter han heldigvis købte kage med hjem til Kaffe Latte'n lavet på vores espressokande samt mælkeskummer indkøbt her i Italien - uhm!!! Jeg afprøver så foden senere - om den kan holde til en fiske-afhentnings-tur ;o)
Vi har også fået planlagt lidt mere på resten af turen. Har aftalt at Laurits støder til os i Lyon fra d. 7.7. til d. 13.7. (han når så ikke Bastille-dagen…men bliver nødt til at tage hjem dén dag!) Vi har lige fået en sms fra Laurits om oversvømmelser i Sydfrankrig - det skal vi lige have undersøgt lidt nærmere. For ellers havde vi egentlig tænkt os at tage videre dertil i morgen… Oprindeligt havde vi planlagt at tage til Lucca herfra - men vi er ved at være godt mætte af Italien nu, så vi har besluttet, at vi skal videre på turen nu. Hvis da ikke vejret "mener" noget andet!!!!
- comments