Profile
Blog
Photos
Videos
Fredag d. 21.5.2010, Christine:
Det blæste så op igen…hmm! Ære være søsygepiller medbragt fra DK…
Men jeg vil lige starte et andet sted. Vi skulle møde op på havnen kl. 21.00. For en sikkerheds skyld mødte vi op allerede kl. 20.30 så med afgang kl. 23.00 var der vel rigeligt tid, tænkte vi. Vi var nr. 2 på kajen. De andre var også fra samme campingplads - et tysk ægtepar som vi efterhånden fik snakket godt med ;o) Heldigvis kom de ren mand ud fra en bygning og sagde OK for at vi holdt hvor vi gjorde - for opmarchbåse som vi kender det fra DK fandtes overhovedet ikke. Han sagde at tjah - måske kunne det godt blive lidt senere, før vi skulle ombord afhængigt af tolderne.
De bekvemmede sig først til aktiviteter hen omkring kl. 22.15…støn. Heldigvis var der en fin fortovsrestaurant lige overfor hvor vi fik en øl. Men det tog jo ikke hele aftenen! De skulle ind for at checke Vera indvendigt…alt tog enormt lang tid. Ikke mindst fordi tolderen lige skulle have en smøg ind imellem check af hver bil… Da vi så endelig langt om længe nåede hen til broklappen blev vi afvist fordi vi ikke havde et boardingpas…ikke at nogen havde fortalt at vi skulle have det…så Stig og vores tyske veninde spurtede hen ad kajen til et hus med rederiets kontor, der lå ca 200 m væk for at få papirerne i orden. Imens holdt tyskeren og jeg vagt - ikke om de skulle sejle uden os efter al den ventetid!!! Dette var én af de få gange at filmen knækkede for arkitekten… Og så var vi 4 biler, 2 motorcykler, én camper og én campingvogn samt en busfuld italienere, ikke flere. Der var gabende tomt på bildækket!
Vel ombord fandt vi ud af at skibet var minimum 30 år gammelt - og ikke alt var blevet renoveret i mellemtiden ;o) Vores fantasi om en kahyt blev hurtigt reduceret til, at vi var taknemmelige for, at vi ikke skulle sove i baren med musikken drønende hele natten. I løbet af natten blev jeg nu også taknemmelig for at have eget toilet. Også selvom væggene i badeværelset bestod af selve jernskibssiden lige ud mod havet…noget af en forskrækkelse for mig da agtertrossen gik midt i et toiletbesøg!!! Stig sov heldigvis fint i den øverste køje efter al bøvlet, men jeg var så tæt på sengebunden uanset en slidt og meget tyndskummadras i den nederste køje samtidig med at der var rimelig høj søgang at…ja, meget søvn blev det nu heller ikke til dén nat! Man lærer altså at sætte pris på danske rederier samt skibenes standard i DK!!!
Der var morgenmad kl. 7.00 - 8.00 i restauranten. Egentlig var vi landet i Bari - men tolderne I ved… Så ingen kunne komme fra borde før kl. 8.00. Det var meget morsomt at observere en italiensk chauffør - han havde alverdens tid, røg en smøg udenfor bilen selv da vi holdt i kø for at komme ud. For så i al hast at springe ind i bilen da vi skulle køre fra borde…hen over en broklap forlænget med 2 måtter lavet af tovværk for noget skulle der jo til for at vi kunne komme helt ind på kajen. Jeg holdt godt nok tungen lige i munden da jeg balancerede Trunte, Vera og Co. hen over de måtter…
Jeg vil ikke besvære jer med hvor lang tid det tog først at komme forbi politiet, så tolderne, så ud af havneområdet, så ud af Bari med en Nanna der slet ikke kunne finde ud af det, for så endelig at lande på en campingplads…hvor det bedste der er at sige om den plads er, at toiletterne da er rene men uden toiletbræt, - papir og varmt vand. Det bliver godt nok en hurtig vasker i morgen tidlig, inden vi lettede kører videre mod Pompei ;o)
Vi ligger igen lige ud til Adriaterhavet - stadigvæk i strid storm. Og ret så lettede over at vi ikke skal ud i det hav igen! Vi fik hurtigt etableret Vera samt indtaget en morgenskål med frugt og joghurt fra Kroatien (lidt næring skulle vi jo have den morgen…) så kørte vi igen ud for at se på Trulli-huse i Alberobello i Itria-dalen.
Det viste sig at de egentlig også lå ud i hele dalen. Det var ret fantastisk at køre og se, hvordan man effektivt udnytter landet: Der var række efter række med oliventræer, vinstokke ofte under træerne, der var nyligt høstet halm der også kunne gro under træerne, var der ikke grundlag for oliventræer eller vinstokke gik der kvæg eller får på græs. Der er ikke ét område, der ikke bliver udnyttet - noget helt andet end i Kroatien!!!
Ligesom trafikken er noget helt andet her i Italien…støn! Godt nok er værnene helt i orden. Men Jane og Niels's kommentar om, at man her i landet kun ser fremad, når man kører bil, holder fuldt ud. Lige noget vi skal vænne os til - især i bykørslen, hvor de kaster sig rundt!!!
Trulli-husene er runde shelterhuse bygget af sten hugget i skifer / skiver som er lagt ovenpå hinanden uden brug af mørtel - angiveligt fordi en lensherre så kunne undgå at betale skat af disse huse ;o) Husene har en rund karakteristisk facon afsluttet foroven af en eller anden hvid form… Vi så også kirken bygget i denne teknik - et meget smukt rum især indefra.
Samme område af Italien er berømt for deres vævning i hør og broderier…så gæt hvad jeg lige gik amok i. Det var utroligt spændende for os begge to - også selvom området var meget præget af souvenirboder m.m.m. Men så længe det så handler om så flot kunsthåndværk, lever jeg gerne med det ;o)
Vi har ærligt talt også været rimeligt trætte i dag begge to efter alle strabadserne. Så egentlig er jeg helt imponeret over, at vi også har nået de praktiske ting som f.eks. at få handlet ind til weekenden, planlagt ruten til i morgen, lavet gymnastik m.m.m. Nu skal vi snart tidligt i seng. Det skal blive helt enormt dejligt at sove her igen i en ordentlig seng med stormen rasende udenfor. Så håber jeg bare, at vi kan sove for al den larm!!!
- comments