Profile
Blog
Photos
Videos
Lørdag d. 5.6.2010, Stig:
Solskin fra morgenstunden og alt tydede på at det kunne blive en varm dag.
Vi plottede Siena ind på GPS'en og kørte ud i det Toskanske landskab forbi Colle di Val d'Elsa og på motorvejen mod Siena.
Vi havde læst at det kunne være svært at finde en parkeringsplads i Siena, men vi fandt en nær fæstningen og gik ind i den historiske bydel. Klokken var blevet hen ad 11 og så tæt på sommersolhverv stod solen altså bare højt på himlen hernede midt på dagen, skyggerne var korte og alle prøvede at holde sig i den skygge der var til rådighed.
Vi satte retningen ned mod Il Campo, pladsen foran rådhuset i Siena, ad smalle, stejle gader med høje gamle bygninger i røde mursten eller kalket brændt siena. Der blev efterhånden tæt med turister, ud pludselig som vi drejede rundt om et hjørne lå pladsen der. Det er virkelig verdens smukkeste plads, og den kan bare ikke skildres på billeder eller film, den skal opleves på stedet. Proportionerne, volumet, farverne, akustikken og lyset. Man kan ikke lade være med at blive grebet om hjertet.
Vi abstraherede fra mylderet af turister og gik både rundt om pladsen og tværs over den for at opleve den fra alle vinkler. Men mylderet er også en del af pladsen. Der var folk på cafeerne rundt om pladsen, nogle lå og flød i skyggen fra tårnet eller lå og solede sig, andre kissemissede og der var hele tiden et nyt festklædt selskab og en veteranbil, der ventede på at rådhuset skulle udgyde endnu et brudepar fra hoveddøren.
Varmen og solen lagde en dæmper på folk, der var grænser for hvor aktive man orkede at være når temperaturen var ved at runde de 30°C.
Vi besluttede at ville vende tilbage lidt senere på dagen, når der var kommet sol på rådhuset, så vi gik op mod Duomoen, domkirken.
Den står i stor kontrast til Campoens enkelhed. Duomoen er en konditorlagkage i hvid og sort marmor og den har bare ikke fået for lidt, hverken udvendigt eller indvendigt, på gulvet eller i loftet. Den er bare så meget for meget, at vi ikke kunne lade være med at synes at det var morsomt, men bevares, det var fornemt håndværk og nogle flotte gulvmosaikker og freskoer, men tilsammen råbes så mange budskaber ud, at det hele bliver til støj.
Dog var der en krypt under kirken som var ganske interessant med nogle meget gamle freskoer og fragmenter fra en tidligere kirke og oppe i kirken var der et sidekapel med et bibliotek med store bøger med håndskrevne noder og flot kolorerede sider samt et meget smukt malet loft som absolut var seværdigt.
Vel ude i varmen sad vi i skyggen og indtog vores medbragte frokost og en liter vand inden vi besøgte det tidligere pilgrimshospital som lå overfor domkirken ved kirkepladsen. Hospitalet var et af de ældste i Europa, fra ca. 800 og havde været i de samme bygninger helt frem til 1995. Mellem gamle religiøse freskoer, blandet med en samtidig billede serie op hvad der foregik på hospitalet i middelalderen lige fra fattighjælp til sårbehandling og skriftemål var der stadig gamle marmorskilte som på latin kunne oplyse, at her var f.eks. øjenafdelingen. Man var ved at indrette huset til museum/ udstillingsbygning, det så lovende ud hvad man havde nået til nu.
Vi gik ad andre veje tilbage til Il Campo og nåede at se rådhuset indvendigt inden de lukkede. Det er et meget gammel gotisk hus fra 1300 tallet og med meget spændende malede sale som vi så. Christine var ret skrap til at snige sig til et par lydløse diskrete billeder uden blitz og uden at de emsige kustoder opdagede noget. Det var lørdag, og der blev ved med at passere brudepar forbi som skulle svejses sammen inden de blev lukket ud på Campoen. Tårnet var lukket, og godt det samme, så slap vi for at indrømme, at vi ikke havde lyst til at skulle klatre hele vejen op.
Bagefter måtte vi bare have kaffe og kage på en fortovscafe men vi lod roen falde på os, og jeg forsøgte at forevige rådhuset og Campoen på akvarelpapiret.
Det var stadig meget varmt da vi hen ad kl. 18 fandt tilbage til Trunte som stod og kogte i solen. Med åbne vinduer og fuld blæs på aircon anlægget strøg vi gennem den nyere del af byen og tilbage mod San Gimignano. På vejen kom vi igen gennem Colle Val d'Elsa, det så godt nok spændende ud, og vi fandt en god P-plads som vi regnede med var et godt sted at angribe byen fra.
Vel hjemme igen lavede jeg en let aftensmad med en salat af solmodne tomater, rødløg, oliven og Mozzarellaost lavet af bøffelmælk. (Den har ingen sammenligning med de smagløse hvide klumper vi kan købe hjemme) og så med lidt brød, oliventapanade og skiver af røget, lufttørret kød samt med en kold Peroni-øl til, det er lige hvad man kan klare.
Mens vi har skrevet om de sidste par dage er det blevet helt mørkt, der var lige en ildflue, og så er temperaturen også blevet helt behagelig. Vera er luftet ud, så nu vil jeg lukke computeren og gå til ro.
- comments