Profile
Blog
Photos
Videos
Mandag d. 7.6.2010, Christine:
Vi havde fundet ud af at vi hellere måtte bruge et par nætter i Firenze efter mange anbefalinger både fra familie og dem vi har mødt undervejs. Så vi startede tidligt så vi kunne komme lidt rundt i Firenze sidst på dagen hvis det lykkedes at få plads på en af de pladser der ligger tæt på centrum. For så at blive næste dag hvorefter vi vil videre til Ravenna og omegn.
Det lykkedes heldigvis at få en plads - og endnu mere heldigvis ligger pladsen på sydsiden af floden Arno helt oppe på en bjergtop for det er om muligt endnu varmere nu… Vi tog bus ind til byen. Herligt at køre i den lokale bus. De chauffører er altså fuldstændig frygtløse - kører igennem og over hvad som helst. Vi må klamre os fast til hvad som helst for ikke at blive kaste rundt…Herligt at opleve det ;o)
Vi så Duomo'en, hold da op for en oplevelse. 3 farvet marmor udvendigt i en udgave der var stram og flot - slet ikke så umådelig næsten for meget som kirken i Sienna var… Indvendig et kæmpestort, smukt og enkelt kirkerum med den mere end store og umådeligt flot udsmykkede kuppel lavet af Brunellesci, "breath-taking" som man siger i UK! Den er større end kuppelen i Skt. Peterskirken i Rom!!!
Vi kom os over denne oplevelse ved at gå rundt og snuse i gaderne omkring Duomo'en, ved at få fat i nogle billetter som I hører om siden hen, ved at få friske frugtstykker samt en citrongranite / -lemonade som var uovertruffent læskende…
Vel ude igen herfra tikkede en sms fra Far og Mor ind - Lars var kommet på sygehuset og havde det ikke særlig godt. Vi ringede selvfølgelig straks Far og Mor op fra Stigs mobil - har stadig ikke netadgang på pladsen… Og vi havde lige fundet ud af at min mobil ikke har været stabil et par dage så vi har været svære at få fat i. Lene havde været ovre hos Ulla og Lars, så vi blev opdateret senere på dagen af hende. Hvor er det altså frustrerende at være så langt væk, når én man holder af har det så skidt! Men både Far og Mor samt Lene siger jo, at vi bare skal fortsætte med turen… Nu må vi se. Lene har lovet at kontakte, hvis det skulle komme til at stå værre til med ham!
Efter den omgang havde vi ikke lige ork til så meget mere, så vi tog hjem igen til campingpladsen. Og bestemte os for mindst én dag ekstra i den her fantastiske by ;o)
Tirsdag d. 8.6.2010, Stig:
Ingen rigtig campingplads er uden myrer eller myg. Og de rigtige pladser har både og J Vi har nu ikke været meget plaget, men om natten til tirsdag ved midnatstid blev Christine stukket under højre fod af et eller andet som gjorde så ondt at hun vågnede af det. Hun kunne mærke giften sprede sig langsomt op gennem benet og højre side af kroppen og til sidst højre side af ansigtet. Kl. 2 kunne jeg se, at hendes mund var skæv, højre side af ansigtet var hævet og hang samt at hun opførte sig på samme måde som en gang hun var ved at gå i chok efter et hvepsestik i Tyskland.
Vi stod op, samlede de nødvendige papirer sammen og kl. 2.30 kørte ned ad serpentinervejen ned til porten. Vi vidste at porten var låst fra midnat, men håbede at der var et nødnummer vi kunne ringe til for at få den åbnet. Det var der ikke, men vi havde ikke holdt i 10 sekunder før en nattevagt med knallert holdt ved siden af os og så streng ud. Han var ikke indstillet på at åbne porten om natten indtil jeg fik forklaret ham at vi var på vej til et hospital. Så fik han åbnet porten i en fart og spurgte også om vi vidste hvordan vi fandt et hospital.
Nanna har en funktion, hvor man kan søge nærmeste skadestuer, så jeg viste ham hendes forslag og han kunne udpege det bedste hospital samt at det var "Pronto Seccoro" indgangen vi skulle vælge.
I sådan en situation er Nanna bare alle pengene værd og hun førte os gennem fuldstændig øde gader, bjergveje i ubebyggede områder hvor der bare ikke er skilte eller nogen at spørge, frem til hospitalet. Jeg tror jeg fik taget ambulanceindkørslen og parkeret på en plads reserveret lægebiler - men det var der ikke rigtig noget at gøre ved.
Så vidt så godt. Vi var ved sygehuset og åbenbart også ved skadestuen, men ingen skilte som vejledte den søgende. En vistnok lægebilschauffør stod og røg, men hjalp os til den rigtige dør (uden skilt) og trykkede på en tilfældig knap så døren gik op og vi kom i hænder af Baroni Tomasso, som var paramediciner, ung, høj og skægget (sådan en fyr unge piger falder for…)
Det var et meget beskedent engelsk han kunne, men Christines Epipen er internationalt lægesprog og så kunne vi kommunikere om hvad der var sket og hvilke symptomer vi havde bemærket.
Han skulle kun bruge passet til registrering af patienten, det var heldigt, da sygesikringsbeviset var stjålet i Prag, så slap vi for at skulle forklare det. Så forlod han os med besked om at "il doctore" ville komme om et øjeblik.
Behandlingsstuen kunne godt have været Holbæk Sygehus før renovering. Morgenkvalmegrønne vægge op til 2,5m højde, hvide overvægge og lofter med skjolder fra vandskader, grånistrede vinylgulve som var matte af slid hvor man gik og blanke af boning på resten af gulvet. Læg dertil lysarmaturer som kvadratiske kassearmaturer med profileret acrylafskærmning og blålige lysrør i lidt varierende farvetoner (dem, der virkede) og et tilfældigt skrabsammen af inventar og kasser med handsker, nakkestøtter og hvad der nu eller var brug for foruden en undersøgelsesbriks, en plastikstol til patienten og et slidt bord med computer og højrygget (billig) kontorstol til lægen, sort nat og 28°C så er billedet ved at være der (lidt ligesom den nat i Holbæk da Laurits blev født)… ;o). Måske dog med den forskel, at der bliver gjort rent på italienske hospitaler.
Lægen kom ret hurtigt iført sort skæg og hvid kittel, tør irritationshoste samt hyppige skuldertræk til op over begge ører.
Han kunne heller ikke mere engelsk end sin hjælper, men hans undersøgelse var professionel og grundig nok, og han ordinerede hydrocortison hvorefter vi fik lov at vente for at se om medicinen virkede.
En gang imellem kom der lige en ind for at se om Christine havde det godt og efter en times tid lod lægen os gå med en håndskrevet recept på noget antihistamin til de næste par dage.
Kl. 5 om natten kunne vi parkere udenfor campingpladsens låste port, men heldigvis var der en låge som vi kunne kom ind ad, så vi kunne krybe til køjs og få lidt søvn til varmen vækkede os op ad formiddagen.
Efter sådan en nat tager man den lidt med ro, men Christine var heldigvis frisk nok til at vi senere kunne tage bussen ind til Firenze og stå af ved Ponte Vecchio, (den holder ikke at have været i Firenze og så ikke have gået på Ponte Vecchio). Kl. 14 kunne vi stille os i en 100m lang kø ved indgang 1 (ud af tror jeg 6) med vores forudbetalte billetter foran Uffizierne (de Medici familiens kunstsamling). Vi stod i en skønsom blanding af japanske pensionist rejseselskaber med guide og amerikanske ditto selskaber med overvægt.
Der var nu meget fremdrift i køen, fuld skygge (29°C) og vi blev hurtigt lukket ind gennem security og billetkontrol sammen med en halv million andre turister.
Indenfor var der nu rimelig plads til alle. Man kan ikke holde til at se alt på en dag, så vi fokuserede på afdelingen med renæssance kunstværkerne. Det var en meget stor oplevelse med mange både kendte og mindre kendte værker og kunstnere. Det er nu mere gribende at se de rigtige ting end gennem tv og afbildninger i bøger. I flæng kan jeg nævne værker af da Vinci, Michaelangelo, Tizian, Rubens, Rembrandt.
Efter oplevelse bussede vi hjem til siesta, så vi kunne samle kræfter til at tage ind til den engelske kirke Sct. Marks, hvor der var opførelse af Puccinis opera "La Boheme" kl. 21.
Vi kørte ind i bil og Christine blev sat af udenfor kirken for at købe billetter mens jeg prøvede at finde en parkeringsplads… Det er noget af en udfordring i Firenze og jeg blev ført gennem krydsende ensrettede gader ned i stadigt mindre og smallere stræder til jeg til sidst fandt en lille plads som ikke var optaget eller ud for en port. Jeg parkerede som alle andre med to hjul oppe på fortovet så der stadig kunne køres på gaden og satte den ekstra ratlås på som vi havde med hjemmefra. Igen var det godt at have Nanna til at lokalisere både teater og bil, ellers ville jeg nok stadig flakke rundt og lede i Firenzes gader efter begge dele.
Operaen var en stor oplevelse. Vi sad ca. 150 publikumer på kirkens stole rundt om en plads midt i kirken, så det blev et meget intimt rum hvor vi alle var tæt på scenen. Præstens kone stod for billetsalget og præsten var fortæller, som på engelsk introducerede handlingen i den næste akt. Desuden var han også statist og scenemester. Derudover var der 4 sangere samt en pianør på et ældre klaver.
Og hvor sang de bare godt. Man blev både bevæget og opløftet, selv da Rudolfo sang arien med "Hvor kold den lille hånd er" til Mimi som skuttede sig i sit sjal mens temperaturen var tæt på 30°C og luftfugtigheden tæt på 100% og sveden bare tapløb af både sangere og publikum… I pausen talte Christine med præstekonen. Hun fortalte at de havde 3 forskellige operaforestillinger om ugen og ca. 45 professionelle toscanske sangere tilknyttet. Et stort arbejde, men de holdt meget af opera, og overskuddet gik til et børnehjem i Indien.
Efter forestillingen gik vi i den varme mørke nat i skæret fra Firenzes gadelys til bilen og kørte hjem og fik en kold øl mens vi gennemluftede Vera.
Onsdag d. 9.6.2010, Stig:
Christine havde atter halen og ørerne på plads, men vi tog alligevel en lang formiddag på pladsen og fik vasket og tørret noget vasketøj, skrevet dagbog og lagt billeder fra kameraet ind på computeren. Det var høj sol og temperaturen rundede de 30°C.
Om eftermiddagen tog vi bussen ned i byen. At køre bybus i Italien er som at prøve alle forlystelserne i Tivoli, man betaler, stiger på og så bliver man rystet igennem på 100 forskellige måder. Det er bare billigere med bussen. Vi stod af ved Porta Romana så vi kunne gå ind i Giordine di Boboli. Boboli parken er en stor park / have som ligger ved Palazzo Pitti som er et enormt palads.
Historien om paladset og haven er at Pitti familien lå i strid med en nabofamilien, og derfor byggede de et palads, som var så stort at det helt omsluttede den anden families palazzo. Det blev selvfølgelig så dyrt at Pitti gik fallit og Medicierne overtog fallitboet.
Efter flere krævende dage var det en lise at gå i en park med svalende pergolaer, springvand og skyggefulde plataner.
Med i billetprisen for adgang til haven var også adgang til bl.a. en kostumeudstilling på paladset. Det var stadig varmt og vi havde god tid, så vi besluttede at kigge indenfor - altid interessant at se kostumer fra forskliige forestillinger, tænkte vi!
Det viste sig at være en samling af italiensk haute couture rober, hvor designs blev sammenlignet på tværs af årstal så kjoler fra f.eks. 2000 blev sat ved siden af andre fra 1950'erne, 1930'erne og helt tilbage fra 1700 tallet. Der var rober af Ninna Ricci, Giancarlo Ferré, Jean Paul Gaultier m.fl.
Det var øjeguf, det må jeg indrømme og rammerne, paladset var også utroligt flotte. Vel hjemme igen gik vi på internettet for at for få talt med familien, både om at Christine var på højkant og så for at høre om hendes bror Lars som stadig er indlagt på sygehus…heldigvis lød det til at der nu var tale om en smule bedring…
- comments