Profile
Blog
Photos
Videos
Tirsdag d. 25.5.2010, Christine:
Efter 2 dage i Pompei trængte vi til at lave noget andet. Så dagen i dag kørte vi væk fra byen og ned mod Amalfi-kysten, som jeg har fået at vide skulle være noget så smuk. I starten sammenlignede vi selvfølgelig noget med Magistralen fra den anden side af Adriaterhavet (!) - absolut til dennes fordel. Men efterhånden blev vi også fuldstændig bjergtaget af denne kyststrækning!
Vejværnene er i orden - ikke ét eneste sekund sad vi med tilbageholdt åndedræt, fordi der ikke var nogen sikring ift en skrænt på mange meter ned…det i sig selv er jo herligt! Men også naturen med den langt større frodighed samt de meget yndige byer, som vi kørte igennem, var dejlige. Der var en masse trafik og mange turister også selvom det jo er først på sæsonen. Dette betød så også, at der var frugtboder langs vejen - vi købte bl.a. en kæmpestor, sød citron, hvilket skulle være specielt for området. Stig har læst, at den kaldes en ceder-citron! Vi blev instrueret i hvordan den skulle laves til en lækker salat… Vi fik også lov til at prøvesmage en masse andre frugter - uhm! Og så havde sælgeren endda vand til at skylle frugt og fingre i - dejligt.
Vi stoppede i udkanten af byen Amalfi - opgav at stoppe inde i centrum pga alle de andre turister ;o) Det viste sig at være lidt af et kup. Der er offentlige stier op og ned af bjergsiden - hænger udenpå denne ligesom alle husene!!! Der var "tage" bygget hen over stierne lavet af krogede grene, hvorpå blåregn og citroner voksede samt bredte deres blade ud, så der var svalt og skyggefuldt nedenunder. Så her gik vi en tur samt spiste frokost med den mest pragtfulde udsigt udover det blå, blå Middelhav…og de enormt store luksus-både der også var derude!
På hele kysten var der masser af blomster - dels de store nerietræer der er i fuld blomstring nu, dels massevis af roser og bougainvilla (staves den sådan?!!) i blomst, gyvelen er der stadig samt syrenerne og i det hele taget er der også masser af mindre blomster, hvis navne jeg ikke er bekendt med. Det er altså helt specielt med alle de blomster også her i det tidlige forår - både i naturen og på alle de altaner, man kan forestille sig det.
Det som stadig er det samme som ved Magistralen er, at man ikke skal køre denne vej, hvis man ikke har lyst til bjergkørsel inkl. mange hårnålesving. Men da vi begge synes det er sjovt at køre på sådan en vej - lidt ligesom at køre go-cart ;o) - så er det ikke noget problem for os. Dette bare til overvejelse for jer, der læser det her - ikke mindst inspireret af en hollandsk autocamper, der var kommet ud på en vej, som de slet ikke kunne håndtere!!!
Herfra kørte vi ned til Paestum. Dels har jeg hørt en masse om dette sted fra min Farfar i sin tid, dels kunne jeg godt tænke mig at se 3 store græske templer.Og vi havde tid til det… Lidet anede vi at vi kom ned til en hel ruin-by. Denne her daterede sig helt tilbage til år 600 f.Kr. hvor den blev etableret som en græsk nybyggerkoloni. Romerne overtog byen omkring år 270 f.Kr. - navngav den da Paestum. Et lille kuriosum er at det var hér at de allierede under 2. verdensskrig gik i land, da de startede på invasionen af Italien…
Spændende at have en arkitekt med rundt - han henledte bl.a. min opmærksomhed på, at den græske måde at lave overliggere på søjler i et tempel er forfinet / videreudbygget i Pompei. Det havde jeg nu aldrig selv opdaget. Vi kunne også se at der også her var offentlige drikkebrønde på den fælles hovedvej ligesom i Pompei - bare i en noget mere enkel udgave. De havde også et amfiteater samt stadion / udendørs idrætsanlæg med arena lige ved siden af… Meget spændende at se hvordan byggeriet har udviklet sig fra den tid og til Pompei anno år 79 e.Kr.!!!
Så kørte vi også hjemad - spiste pizza'er på den lokale, hvor der var friskpresset frugtjuice som gratis aperitif, uhm! Det gør de meget i hernede - men de har altså også nogle frugter at gøre med, som vi slet ikke har i DK…egentlig til stor forundring for os efterhånden. SÅ svært kan det altså ikke være at bruge et døgn på at køre de gode varer op til os. Men måske stiller vi ikke krav om det eller…?
Vi fik også snakket lidt mere konkret ift de planer vi har mht Italien og den tid vi har planlagt…igen står vi og må vælge en masse fra. Men sådan er det jo - vi vil dog ikke fravælge Herculanum. Så den tager vi i morgen!!! Og så kører vi videre mod nord på torsdag…
- comments
Flemming Paestum, ja! Det var godt nok også en oplevelse - i bevæger jer rundt i det samme område, som vi besøgte med en fantastisk indsigtsfuld guide for en 3-4 år siden. Vi boede i Pompei med værelsesudsigt til Vesuv!