Profile
Blog
Photos
Videos
Søndag d. 20.6.2010, Stig:
I løbet af natten blæste det op og en stiv, tør kuling fra nord stod ned langs med floden. Senere fik vi bekræftet at det var Mistralen, som altid kom når det var dårligt vejr i den øvrige del af Frankrig. Vi havde allerede hørt om oversvømmelserne i Var området, men der var også snevejr i Ardeche, hvor vi havde tænkt at skulle hen sammen med Laurits om et par uger, og nordpå var det også koldt og regnfuldt.
Når Mistralen kom, stod den fra nord ned gennem Rhonedalen og kunne godt blive ved i ugevis, så det kunne ikke nytte noget at lade sig kyse af den og blive indendøre, for så måtte man vente længe med at gå ud. Så alle lokale prøvede så vidt muligt at foretage sig det man plejede på trods af blæsten. Det var ikke koldt, godt 20°C og fuld sol, dejligt friskt vejr.
Vi havde tænkt os, at vi ville benytte den gratis Shuttlefærge, som sejler i pendulfart mellem øen Barthelasse og en anløbsbro lidt nord for domkirken og pavepaladset. Det vise sig bare, at den ikke sejler i kraftig vind, så der var ingen færgebåd på floden.
I stedet tog vi vores cykler og cyklede hen til den anden bro Pont Daladier. Det gik fint i medvind, men oppe på broen måtte vi stå af for ikke at blive blæst i vandet, så vi trak over og parkerede cyklerne lige inden for bymuren.
Bag bymuren åbenbarede Avignon sig for os med Place Crillon, en charmerende lille trapezformet plads med platantræer, 3 etages lyse huse i sandsten og cafeborde samt stole strøet over hele pladsen. Parasollerne var slået ned for blæsten og skodderne lukket for solen, men man sad udenfor. Ikke om man skulle lade sig kue af en bette vind, selvom et glas eller en tallerken i ny og næ blæste på jorden.
Hver by har sin egen identitet, sin egen fortolkning af regional byggeskik og sin egen stemning, præget af sin historie og sin kultur. Vi kunne mærke at Avignon siden pavetiden har været et kulturcenter. Langs alleerne, på pladserne og i de mindre gader var der (ud over det sædvanlige turistnaller) teatre, boghandler, gallerier og kunstbutikker.
Vi havde på forhånd prioriteret at starte med pavepaladset tidligt på dagen i håb om at der ikke var kommet alt for mange andre turister, så vi gik op til den store plads foran paladset. Når man kommer ud fra en lille gade er pladsen og paladset et imponerende skue, men det måtte vente til senere, vi smuttede ind foran et større japansk pensionistbusselskab og jeg stillede mig i billetkøen.
På mit bedste skolefransk fik jeg bestilt 2 billetter og svaret på hvor vi kom fra, hvorefter billettøren begyndte at snakke op om, hvordan han syntes det gik for det danske fodboldlandshold. Dels rummer mit beskedne fransk ikke mange fodboldgloser, dels har vi slet ikke fuldt med, andet end at vi ved DK tabte til Holland (det er lidt træls når det mest er hollændere man møder på campingpladserne) så vi sluttede med de sædvanlige høflighedsfraser, inden vi blev lukket ind med en engelsksproget audioguide.
Grundet krige og politiske uroligheder blev pavesædet flyttet fra Rom til Avignon. Fra 1309 til 1377 regerede 7 paver fra Avignon. I 1378 ville italienerne gerne have pavesædet tilbage, og der blev valgt både en pave i Rom og i Avignon, og det rod varede indtil 1403 hvor Rom vandt.
Paladset står som et meget stort anlæg, det største i Europa bygget i gotisk stil. Det var imponerende så lidt der var ændret siden, at der ikke senere er ændret til barok. Det var også spændende, at man på paladset formidlede hvordan de var i gang med restaurering og hvilken rigdom man havde i dekorerede fliser og freskoer.
Blandt alle indtrykkene vil jeg især fremhæve freskoerne af Giovannetti, som jeg må tro er nogenlunde samtidig eller tidligere end Giotto i Assisi. Selv om italienerne påstår at Giotto som renaissancekunstner genopfandt både perspektivet og det individuelle realistiske personlige ansigtsudtryk, så synes jeg alligevel Giovanetti både have individuelle ansigter, og i øvrigt var en dygtigere kunstner (sorry Asissi!).
Desværre blev der vogtet nidkært over at man ikke tog billeder i de dekorerede rum. Som med Pompei slog det én, hvor farveglad man har været i fortiden, og hvor gerne man omgav sig med dekorationer på både lofter, vægge, gulve og selv på ruderne i vinduerne. Det kunne vi måske lade os inspirere lidt af…
Udover seværdighederne, kan paladsets lille café på toppen af en terrasse anbefales. Igen vinder Frankrig over Italien. Vi fik en tag-selv buffet med lækker champignonspate med vindruer og rosiner, gedeost i krydderolie, oliventapanade, baguette, kikærter, lufttørret skinke vendt i safran, pastasalat med grønt, gulerødder Julienne og med en lille esprezzocaffe bagefter. Mums. Selv tjeneren så meget fransk og lækker (iflg Christine) ud med langt tilbagestrøget hår, en chick trøje og en smart halsklud.
Efter paladset gik vi nede fra bymuren op til haven bag domkirken. Blæsten var tiltaget til stormende kuling med ekstra tryk op over den nordvendte klippeknold, så det var med at holde sig fast op ad trapperne. Der var heldigvis mere læ bag den første række træer, men det knagede bravt i kronerne, så vi fortrak.
Vi ville alligevel ikke betale 4€ for at gå ud på den berømte halve bro. Vi gik en fin tur rundt i byen hvor vi bla. a. var inde i et lille privat galleri som havde nogle fine værker af bl.a. Picasso, Manet, Matisse, Van Gogh, Cezanne, Degas m.fl. som jeg ikke kendte til, og sluttede med et cafebesøg vi havde gjort os fortjente til kaffe og kage.
Fodboldfeberen rasede også her, tjeneren var i fodboldtrøje, en kamp kørte på storskærmen og Christine var eneste kvinde i lokalet blandt en masse mænd, hvis opmærksomhed var udelt rettet mod skærmen.
Efter en lang men oplevelsesfyldt dag slæbte vi cyklerne over broen i en stiv pelikan og cyklede hjem til campingpladsen. Godt vi lå i læ under store træer, som så ofte var udsat for storm, at der kun var få små grene som faldt ned.
- comments