Profile
Blog
Photos
Videos
Tirsdag og onsdag d. 29. og 30.6.2010, Christine:
I går tog vi det lidt med ro først på dagen - og så alligevel ikke helt. For det lykkedes mig endelig at få "bid" i nettet, så jeg fik både uploadet på hjemmesiden samt Skype't med de 2 hold forældre før forbindelsen blev dårlig igen! Det tog et par timer - for forbindelsen er ikke både hurtig og god på én gang her i Frankrig ;o) Stig ordnede omkring Vera og Trunte bl.a. med lidt mere rengøring…støn i den varme!
Så derfor måtte vi skylles af, så vi gik hen i pølen og badede alternativt solede os i et godt stykke tid - herligt. Snakkede bl.a. med nogle af de andre danskere om gode tip ifm hjemturen. Det er i det hele taget ofte meget hyggeligt og socialt at dyppe sig her på pladsen!!! Og utroligt rart da der stadig er tropenætter med op til 25 gr. om natten og op til 35 gr. om dagen. Den dag lykkedes det så at komme i vandet før varmedisen tager over sidst på dagen!
Derefter tog vi os sammen og tog op til E. Leclerc - et enormt stort supermarked. Stig er meget glad for det sted, fordi man kan få alt. Jeg er mere behersket begejstret, da jeg får "klaus" af at gå rundt på så stort et sted. Men det er nu et fint sted at øve sig rent sprogligt, da man jo i fred og ro kan se hvad tingene er og så læse sig til, hvad det hedder på fransk ;o)
Vel tilbage igen tog vi cyklerne med over på den lille shuttle-færge til Avignon. Vi udforskede en stor del af Avignon, som vi ikke havde været i før, bl.a. så Stig nu også det meget spændende område med kanalen og vandmøllerne langs med Rue des Teinturiers- dér hvor man i sin tid startede produktionen af Provence-stofferne… Det var det mest herlige og blide vejr - rigtig aften-sommer-vejr… Vi blev inde i byen og spiste aftensmad - og blev bl.a. underholdt på bedste vis af et brassband fra Sydamerika, der spillede helt forrygende. Meget anderledes end vi kender det her i Europa og stærkt rytmisk…uhm!
Kørte hjem over broen til Isle de Barthelasse - valgte at køre hjem af flod-promenaden, hvor en stor del af Avignons befolkning havde fået samme idé. Meget stemningsfuldt at sidde på en bænk og holde i hånd, mens solen går ned og stråler hen over Rhone-floden og Pavepaladset - kan klart anbefales ;o)
Efter endnu en meget varm nat (har ikke været under 25 gr. i nat…) havde vi egentligt tænkt os at bruge dagen i Nimes før vi kører videre i morgen…men varmen vandt over os ;o) Så det blev til aktiviteter her på pladsen i dag i Avignon med tøjvask, billedbehandling (er igen kommet lidt bagud…), vurdering af næste mulige plads, badning i og solbadning ved pølen, akvarelmaling i Villenauve l'Avignon (pr. cykel…men lidt flirt med forbipasserende damer som roste ham hjalp meget på varmen!), gooood tid til diverse snakker og læsning mv. - alt i alt en herlig afslapper-dag. Pakker alt det ned vi kan senere i aften, så vi ikke skal bruge tid på det i morgen tidlig. Så vil vi tage tidligt af sted til Ardeche - og krydser fingre for at vi får en god plads deroppe. Man er nu klart flere om pladserne med deraf større usikkerheder omkring at få en ny plads - hvilket vi er kørt en smule træt i! Måske fordi vi er ved at indstille os på snart at skulle hjemad…?
Kom i øvrigt til at tænke på at vi da vist ikke har fået skrevet om hvorfor vi tager til Ardeche… Vi har hele tiden gerne villet til Massif Central - meget pga Ulla & Lars's klare anbefalinger af, at dette område er mere originalt fransk end de mere turistede områder som vi jo bl.a. bor i lige nu ;o) Egentlig har vi i starten tænkt at vi skulle over på den anden side af Massif Central - omkring Sarlat mv. Vi havde planlagt at vi skulle forbi Barcelona (et stort ønske fra Stigs side at vise mig denne by…) og dette område ligger naturligt ifm med sådan en tur.
Men så kom vi til at regne på afstandene…og er helt ærligt også dér nu, hvor vi så småt begynder at tænke på hjemturen. Og de planer vil forlænge turen med flere hundrede kilometer, hvilket vi fandt ud af. at vi ikke helt orker på dette tidspunkt. Barcelona må bare vente til en anden gang - det er jo heller ikke sidste gang vi er på ferie sammen… ;o) Så derfor har vi nu aftalt, at Laurits lander i Lyon og at vi så sammen udforsker Ardeche-området som ligger på den østlige side af Massif Central. Spændende at se hvordan dét område så er…
- comments