Profile
Blog
Photos
Videos
Den sidste dag i april står for fald, og vi er beredte på at begive os ind i den sidste 1/5 del af vores rejse. Ved dagens start, som for en gangs skyld faktisk ligger et stykke oppe af dagen, har vi cirka 2 hele dage tilbage i San Francisco. Først klokken halv elleve mener Ole Lukøje at der er indhentet rigeligt med søvn, så vi har en smule travlt. Vi skal nemlig nå båden ud til Alcatraz kl. 12:35. Turen ned til båden byder på adskillige bakker, og for at sige at vi har været der, går vi forbi den stejleste. Lombard Street er ganske enkelt ækle. 8 hårnåle sving på en distance der ikke strækker sig over meget mere end 150 meter. Modsat de andre gader i byen er denne brostensbelagt, og omgivet af tætklippede grønne buske. Det er altså en bakke der er bygget op omkring turisme, og man ser da heller ikke mange lokale der vælger en smuttur opad. I lettere opskruet tempo fortsætter vi ned mod havnen, og på klokkeslettet står vi i køen til båden. Billetterne erhvervede vi os i går, så vi er sikre på en plads ombord. Det skal vise sig, at det der skaber køen ud til båden, er at samtlige besøgende skal igennem en fotosession, hvor Alcatraz er grafisk sat op i baggrunden. Det er et modbydeligt elendigt salgstrick, som kan give et træls førstehåndsindtryk af attraktionen. Vi stiller dog op til fotografering. Rækker tunge og går igen. Ombord på båden støder vi - naturligvis - på en salgsbod hvori man kan købe alt der er for ulækkert til at servere for fanger. Noget af det ligner gevinsten fra en søsyg, som man har fisket op fra vandet…
Vi kommer ud på øen, og ved indsejlingen på den kvarters lange tur, fornemmer man hvordan man som livstidsfange ville have følt. Stedet er på ingen måde indbydende, og vil i Danmark kunne sammenlignes med noget så uhyggeligt som Sussie og Leos klædeskab. En hurtig introduktion af en Ranger, giver os et overblik over øen og den seværdigheder. Første punkt er et besøg i en biograf, hvor der vises en kort Discovery dokumentar om stedet. Herefter påbegynder vi endnu en vandring opad. Op, så vi kan komme ind og se fængslet. Vi er informeret om at folk med handicap kan blive kørt til toppen, da gåturen ikke er til med en kørestol. Det skaber stor undren hos os, da vi ser en af disse transporter passere med en flok overvægtige amerikanere. Hvis overvægt takseres som et handicap herovre, så er den største befolkningsgruppe ikke længere de hvide. Det er de invalide.
Vi kommer op til fængslet hvor der er en audiotour. Dermed får man udleveret en walkman hver, som guider en rundt via en forud bestemt rute. Det er tidligere ansatte og indsatte, der speaker på båndet, og det er en helt fantastisk rundtur. Yderst gennemført, og med gode detaljer og en masse information man ikke havde fået hvis man skulle gå rundt og læse skilte. Det er muligt at nogle mener vi har været hårde ved staten Michigan, men et skilt i Alcatraz understøtter vores belæg for tidligere udtalelser. Den ene af gangene i fængslet hedder nemlig Michigan Avenue. Et umådeligt ondt sted, hvor de næstværste af de næstværste blev placeret. De værste røg naturligvis i isolation.
Turen slutter og vi ser det sidste på øen, før vi stiller os ned og venter på næste båd til fastlandet.
Man har ikke været i San Francisco uden at have kørt med cable-cars. Sporvogne vil man kalde dem i Danmark. Disse trækker trætte, dovne, udslidte, nedkørte, fedladne, gamle og unge op ad de stejle gader. I øvrigt passer vi ind under kategorien: trætte med en snert af slidtage. Benene smerter og ryggen værker, men alt dette bliver irrelevant i morgen aften. Der går turen mod Miami, men inden da skal vi have oplevet Chinatown og set Golden Gate Park.
Best regards
Johansen og Rathmann
- comments