Profile
Blog
Photos
Videos
Det er spøgefuglenes dag i dag, og det får hr. Johansen at føle med det samme da han vågner, og foretager et opkald hjem til den danske residens. Skype, et cyklestyr, 3 dobbelt bypassoperations medicinering og en humorfyldt onkel, tager totalt Chaufføren ved næsen (den nærmere sammenhæng forklarer sig bedst verbalt). Selvom løgnen var så tyk som gennemsnits amerikaneren, og ville har fået et redwood træ til at tone frem hvor Pinocchios næse skulle sidde, som springer herren i med begge ben. Til stor glæde for alle tilstedeværende både i Danmark og Californien.
Da vores delikate rugbrød er blevet spist med stor fornøjelse til morgenmaden, er det tid til at pakke muldyret, og drage nordpå. På dagens to-do liste står der opført, at vi skal aflægge besøg på Hearst Castle. Et forholdsvis stort amerikansk slot fra starten af 1900-tallet. Allerede da vi finder ud af at det ikke er ældre end det, begynder vi at tvivle lidt på historien bag. Det skal dog også vise sig at det er bygget af Hr. Hearst, som led i en drøm han havde. Slottet er placeret på toppen af en ganske stor bakke, og vi må ikke medbringe vores møgbeskidte automobil, så vi må springe på en bus sammen med alle de andre turister. Vi er på vej op ad bakken bekymret for bussen evner til at trække en sådan væk op ad bakken, da størstedelen af passagererne ikke ville kunne færdes i en gul regnfrakke uden folk konstant ville betragte dem som bybusser. Adskillige hårnålesving senere, og vi ankommer til toppen hvor vi bliver mødt af Dronning Ingrids kusine. Hun skal være vores guide rundt på slottet, hvilket vi er godt tilfredse med. Vi kan allerede nu berette om en hårdfør dame, som ingen af os havde regnet med ville klare turen rundt på trapperne. Slottet er bygningsmæssigt inspireret af den spanske og italienske slotsstil, dog er det ikke granitsten og lignende som det er bygget op i, men beton pga. den store jordskælvsfare i Californien. Eftersom Navigatøren og Chaufføren har adskillige europæiske slotsbesøg i bagagen, bl.a. Versailles, Amalienborg og Bingoslottet.dk, håber vi naturligvis på at vi kan høre om de drabelige slag der er forekommet her. Den barnlige optimisme vi bar på bliver hurtigt hamret til jorden, da slottet jo ikke er ældre end det er, og generelt ikke er bygget op som en fæstning. Slottet er delt op i mange forskellige bygninger, og hver for sig er de skam også ganske smukke, men det bliver for forskelligt når man ser det som en helhed. Amerikanerne betragter naturligvis det hele som en europæisk bygningsstil, da Italien i deres verden er en del af Sydengland. Der er som sagt mange smukke rum, og man fornemmer også en hvis form for luksus, men når historien mangler, så er sjælen der heller ikke. Da turen efter en pæn halvanden time er færdig, bliver vi hentet af bussen og fragtet ned igen. Her ser vi en film, som skal retfærdiggøre byggeriet, samt forklarer grunden til dette foretagende. Vi bliver dog ikke overbevist, og savner i den grad anekdoterne, kampene, psykopaterne, spøgelserne, monarkierne og dørhåndtagene som man forbinder med europæiske slotte. Fair nok vi er ikke i Europa, men i USA. Det giver bare amerikanerne et forkert indtryk på europæerne, og det acceptere vi ikke, så vi planlægger her til aften et korstog mod slottet.
Da vi har fundet et motel og påbegynder en kæmpe tøjvask, samt købt ind til lækker kyllinge-pastasalat, lægger Fotografen en sidste hånd på sin Måneds Rapport, som jo er dennes talerør for frustrationer og oplevelser, uden at disse er skævvredet af Skribenten. Det endelige resultat kan ses lige her under.
Best regards
Johansen og Rathmann
Chaufførens månedsrapport
Nu har jeg endelig fået chancen for at nå ud til det bredde publikum, der sidder hjemme i Danmark og følger med i vores ellers så velskrevne, videodukumenterede og super-kodylt-godt-afbildede blog! Dette kan sammenlignes med en elevrådsformands chancer, for at få ført noget igennem i en skolebestyrelse, hvilket vil sige, at den er uendelig lille, så det er min eneste mulighed for at kunne nå ud til jer, kære læsere, med nogle sandfærdige hændelser, set i forhold til det, ham Mathias får gryflet ned dag efter dag herovre i det amerikanske land.
Den forgangne måned har været med frost, sved og tårer, for at kunne bringe os sikkert til Californien. Vi har i den tid bevæget os tværs over et af verdens største lande i en lejet Huyndai Sonata, som er produceret af 14 små koreanskere i det 21. århundrede. Med i den lejede bil var der faktisk en lille bonusgave, for da vi kom ud til bilen, efter underskrifter på en stak papirer på størrelse med brusehøjden på Motel6, var baggagerummet fyldt med knuste saltkringler. Trods det kom kufferterne ind i og knuste de sidste stumper, hvorefter vi var "on the roads of New York City". Navigatøren og Mandy, vor GPS, har gjort deres, for at navigere mig og den koreansk producerede øse mod det ukendte Amerika, (Navigatøren til mere ukendte steder end Mandy) selvom han indtil videre ikke har vist sig til stor hjælp, da opgaven ofte bliver overgivet til Mandy, og han så selv tager sig en lur på passagersædet. Det vil sige, at Mandy har vist sig at være til uendelig stor hjælp, når det handlede om at finde vej, både til moteller, turistattraktioner og ikke mindst når der skulle navigeres tilbage på ruten efter navigatørens uendelige zig-zaggen og omveje på grusveje, bjergskråninger og i bybilledet.
Om ruten kan der siges at det har været udfordrende at skulle høre på navigatørens opråb om, "Det er mig der er navigatør, så du skal kraft -dejseme gøre som jeg siger" eller "Neeej Mandy!, det er mig der bestemmer her". Så det har gjort turen mere spændende, da det er særdeles sjovt at hører på den efterhånden langskæggede Navigatør diskuterer med den søde Frk. Mandy.
Koreaneren har hidtil kørt som den skal og har rundet de 4788 miles (7661 km) med vores fødder på speederen. Det er fantastisk for Chauffør og Navigatør af køre med Automatgear og ikke mindst Cruise Control, da det er svært at holde sig på 65 - 70 MPH, når man derhjemme er forvendt med at måtte køre med 130 km/t på motorvejene. Turen har givet os mange gode oplevelser, af de bedre kan nævnes, Niagara Falls, Grand Canyon, Kontakt med lokale, Universal Studios, for ikke at nævne vores besøg hos Bjarne i Phoenix, som gav os et godt billede af den stadig hurtigtvoksende by, samt et indtryk af hvordan det Amerikanske liv er. Af de mindre gode kan nævnes: Michigan, som vi har svoret aldrig at sætte vores ben i igen, også den fedtfrie smøreost vi købte forleden.
Jeg håber inderligt med denne tekst, at I derhjemme fik lidt et billede af hvad der er sandfærdigt og hvad der ikke er, i det den daglige skribent har beskrevet for jer.
Over and out//Joakim, Fotografen og Chaufføren.
- comments