Profile
Blog
Photos
Videos
Der er nu ikke noget som at sove dejligt igennem. Det skulle da lige være en nutellamad. Ingen af delene har været, eller er opnåelige, kan vi omtumlet konstatere da vi slå brikkerne op. En brasiliansk vagthund, døbt Gustavo, har sørget for en gennemhullet søvn, og nutella har vi med vilje ikke indkøbt, med tankerne på hvad et overforbrug fører til - overvægt og ændret hudfarve. Endnu engang har vi formået at få et pænt motelværelse, til at ligne resultatet af et engelsk bombetogt i Düsseldorf under 2. verdenskrig. Den pæredanske (pæren er i øvrigt oprindeligt af sydeuropæisk/asiatisk fabrikat, så ordsproget holder ikke) hr. Johansen er dog sehr schnell til at rydde op, alt imens den langt-tilbage-på-stamtræet-relateret-tysker, hr. Rathmann vandrer rundt i et tempo, som selv en rollatorkørende pensionist vil kunne overgå. Da vi har fået samtlige ting i de rigtige tasker, net og kufferter, er det tid til at drage af sted mod Sequoia National Park.
Vi vælger at besøge denne park, da der er kæmpestore træer med en stamme, som til tider er op til 16 meter i diameteren. Vi ser frem til at skulle opleve disse kæmper, som må overgå et hvert frodigt egetræ derhjemme, uanset hvor idyllisk det er placeret nær den rislende bæk, som fredeligt snor sig gennem ådalen. Vi har udset os to indgange til parken, og da der ikke er noget vejnet der forbinder disse, er vi tvunget til at skulle køre ud af parken igen af den nordlige indgang, for at kunne komme ind i den sydlige indgang. Da vi har kørt i noget der minder om halvanden time mod nord indgangen, og er ganske tæt på denne støder vi dog på et skilt, som får det eller velfordelte blod, til at sætte fart mod toppen af hovedet. Et idylliskkvalmende skilt fortæller os at vejen ind er lukket heroppe, hvilket er ensbetydende med at vi må køre 50km. tilbage for at komme ned sydpå. Svingende rundt med eder og forbandelser, gelejder vi Hyundaien rundt og må bide i det rådne æble. Vi beslutter os for at spise til middag for at få humøret op igen. Efter at have kørt mange kilometer blandt appelsinmarker og klementinmarker finder vi en dejlig parkeringsplads, og påbegynde festmåltidet. Chaufføren har åbenbart under hele køreturen gennem markerne, lagt en dristig slagplan som gerne skulle ende med et udbytte, bestående af appelsiner. Uden videre og uden tanke på den stakkels fattige bonde som lever af appelsinerne, begiver Chaufføren sig over vejen for at plyndre et af træerne. Navigatøren sidder målløs tilbage, men er faktisk ikke overrasket, da han ved hvor mange hotelsæber og shampooer, der efterhånden er smuttet i hr. Johansen kuffert. Udbyttet af den halsbrækkende mission, bliver på 2 stk. appelsiner, og et styk hæsblæsende flugt fra gerningsstedet.
Vi kommer nærmere syd indgangen, og med et, begynder indkørslen til parken. Denne kan bedst sammenlignes med et stykke Randersreb, som slænger sig som en lang, lang slange ind langs bjergvæggen. Mange hårnålesving, og generelt sving på sving, bringer os op ad bjerget med havetraktorhastighed. Det er almindeligt i Amerika, at man ikke opsætter autoværn på sådanne strækninger, så mange steder kører vi blot nogle meter fra et fald, som er garanti for en tur i kapellet, hvis man ellers kunne skrabe nok rester sammen. Efter at have kørt der en halvtimes tid, støder vi atter på et lorteskilt. "Road Closed 16 miles ahead". Vi må konkludere at denne park ikke ønsker vores besøg, så vi vender rundt og på begynder en lang nedkørsel. Vi har ydermere ikke set et eneste træ som havde en stamme, der var tykkere end et dansk juletræ. Vi fastslår at vi aldrig vender tilbage til den park, samtidig med at vi passere en snerydder, som mente den havde gjort sin pligt længere oppe. Vi er dybt uenige i dette.
Dagen bliver dog alligevel af en mærkværdig slags, da vi både oplever at køre i sne i bjergene, og mod vores natlige destination kører vi sågar i ørken. Nøje udvalgt på kortet var vi sikrer på at netop Ridgecrest ikke ville være nogen turistmagnet en mandag. Vi får ret i at det ikke er turister der fylder i bybilledet, men tværtimod er stort set samtlige moteller optaget af folk der arbejder på den militære flybase. Efter lang tids søgen, finder vi dog et fint motel og får os indlogeret, så vi kan være friske til at besøge Death Valley i morgen.
Best regards
Johansen og Rathmann
- comments