Profile
Blog
Photos
Videos
21.04.2014. Mandag. Hanauma Bay.
Vi havde i aftes fået nøglerne til Ford Explorer'en fordi vi gerne ville til Hanauma Bay at snorkle. De har (jo) lukket om tirsdagen - så det var idag, hvis vi skulle derud 2 gange i denne uge. Nu ser vi ! Det var noget gråt og blæsende i morges, så vi var ikke så hurtige til at komme afsted, men fik dog vækket de slumrende hestekræfter i "vilddyret" som absolut har lige så stærke muskler til at bremse med.....det skal man nok lige vænne sig til.
Vi nød turen derud langs vandet - nedenom Diamond Head og fyret - ud i det smukke villakvarter - og så var vi der - og det var der sandelig også mange andre der var - de var kommet før os, og vi måtte igen se filmen, som så mange gange før. Til transporten ned og op var de gamle skramlende vogne og de osende traktorer nu afløst af fine nye letmetalsvogne trukket af stærke jeeps.
Vi søgte hen mod venstre og straks ud i vandet. Husk: Det var fugtigt, blæsende og overskyet !!!!! Så sig ikke, at vi ikke er friske !!! Vandet var naturligvis lunkent og dejligt. Vi nød svømningen og fik samtidig overstået en fejende regnbyge medens vi var nedsænkede i det våde element og vore ejendele klarede også nedbøren. Så klarede det op medens vi lå og dampede af og efter godt 2 timers ophold ialt begyndte vi at trække opad igen. Og sandelig - da vi kom op føg endnu en piskende regnbyge indover den smukke bugt - men da sad vi godt i "den store sorte". Irene insisterede dog på, at vi skulle have et billede af Hanauma idag - så det er fruens fortjeneste, at I ser de to billeder nedover bugten fra denne GODE dag - tag endelig ikke fejl: Vi nød de par timer, vi var der - både under og over vandet. Det ER absolut en god positiv oplevelse hver gang: Der var masser af fisk og i de smukke farver, vi glædes over.
Efter frokosten på værelset tog vi elevatoren op på 25. etage og "overtog" Margit til hygge om eftermiddagen, således de to "fuldtids-'orlovs'-gaster" kunne få lidt frihed til en god eftermiddag i byen.
Og vi havde det MEGET hyggeligt med Margit. Hun accepterede os og vi rullede den lille pige på promenade på Kalakaua og ned til surfstedet. Det gik fint. Igen masser af oplevelser: Selvsnakkende (uskadelige), tykke og tynde i alle nationaliteter og racer - alle venlige, imødekommende og smilende.
- comments