Profile
Blog
Photos
Videos
9. november 2011, Oahu, Hawai'i.
Onsdag og vor 43. bryllupsdag. Meget har sikkert ændret sig siden vi hin mørke, regntunge efterårsdag gav hinanden vort livs løfte i Ebeltoft Kirke. Men "et er sikkert" :
Vi er stadig lige så fjollede og nysgerrige som dengang - synes vi i hvert fald selv !
Okay - vejret er blevet varmere på dagen. Eller skulle jeg skrive 'natten'. Som så ofte før har jeg svært ved at omstille mig på tidsforskellen. Kl. er i denne skrivende stund 04AM og udenfor er der buldrende mørkt med en tindrende stjernehimmel over den slumrende by. Vort termometer viser 26gr.C og 52% fugtighed.
Kl. 11 i aftes ringede telefonen, at vore kufferter var blevet leveret til receptionen. Det var nu dejligt at se de gamle trofaste klip-klapper, de medbragte Hawaii-skjorter og de blomstrede badeshorts. Nu behøver jeg ikke føle mig om en u-integreret indvandrer blandt øens ferieglade indbyggere !
Vi har iøvrigt fået os et ordentligt brød/kraftkarl af et køretøj. Damen i biludlejningen spurgte, om vi blot var os to? For hvis det var tilfældet, mente hun, den var vel stor nok! Det er en hvid Jeep Commander 4x4 og buldrende stærk. Fin til vort brug for sightseeing.
Her ved vor 06-tid tænder vi for Mac'en på Skype. Så er det jo ved børnenes spise/sovetid hjemme i Vanløse og Hellerup - og drinkstid på Vesterbro - og så kunne det måske være, at 'nogen' fik lyst til at kalde os heromme på den anden side af Jorden og midt ude i det uendeligt store, lune Stillehav op for en lille godnat-snak.
Det var vel nok dejligt at tale med Ellen, Louise og Kristian ! Herligt at få "fingerkys" og masser af smil !
Vi hjemmelavede vor morgenmad af friske produkter. Dejligt at nyde maden med solskin og udsigt.
Kørte en tur ud for at finde vor gode SUSHI-mand, der har haft så stor succes, at han nu er flyttet ud på 1160 S. Kings Street. Vi skal nu nok finde ham der, selvom det ikke lykkedes i første omgang. Så lige rundt at se ned i Hanauma Bay, rundt om de barske strande på sø-kysten. Barske fordi det blæser med 10-12 m.sec. fra Ø og SØ. Altså ingen badning for os der. Til gengæld var jeg i vandet i Kailua's turkisgrønne vand. Ikke "varmt" at komme i, men ej heller koldt som i juli i DK !!!! Irene blev på land og nøjedes med at få sand i håret pga blæsten. Vi spiste hos Buzz og det var som sædvanligt MEGET LÆKKERT. Kørte hjem via Pali Highway og ser nu, at Winni og Per har eta 0506PM - så vi kører kl. halv fire og er klar med lei-blomsterkranse i modtagelsen !!!!
Vi har bestilt bord på vandkanten på 1. sal over Duke's CanoeClub kl. 0830PM. Håber, de ikke er for trætte, men synes, de skal have en god oplevelse allerede på ankomstdagen . Tænk: Det er deres 1. tur til disse dejlige Hawai'i-øer !!!!
MUCH ALOHA fra det 43-årige brudepar !!!!!!!
- comments
liselotte Tønsberg Kære Kurt og Irene. Tillykke med bryllupsdagen :) Vi følger jeres tur, og tænker tilbage på vores tur derovre med glæde. Nyd ferien og hils Vinnie og Per mange gange. Kærligst Bjørn og Liselotte