Allerede kl. 0730am var vi ude af hotellet og hurtigt inde i køen på vej til rampen til H1-West. Der var altså mange, der havde fået den gode ide, at komme hurtigt ud af værelset, før Solen gjorde et ophold der til noget, der ligner en varmluftovn med grillen tændt.

Igår fik vi sendt Kina's præsident og Ruslands ditto afsted fra Honolulu og var dermed blevet noget befriet for diverse omkørsler, spærrede veje og militær inde i byen. Men vi manglede stadig kronen - juvelen - over disse skønne øer: Deres egen søn - selveste Obama. Vi var på vej vestover og der var tæt trafik - rush hour - på vej ind mod downtown. Pludselig bemærkede vi, at vejen (den 6-sporede motorvej) i modsatte side var TOM. Ikke en eneste bil i nogle minutter - men så kan det ellers være, at der kom gang i den ! Først politibetjente på motorcykler - så et par politibiler - og så kom THE BIG EAGLE (eller hvad det nu er, de kalder Cadillac'en) med vajende standarter på begge skærme og med et følge af en mængde "hjælpebiler", en bus, et par ambulancer og endnu mange personbiler og politibiler - og derefter igen helt tom motorvej de næste ca. 5 km, hvorefter de ventende rush-hour-biler pænt måtte holde sig bag de førende politibiler - næsten som man ser starten gå på en galopbane ! Det var altså "selveste" Barak Obama, vi havde mødt i den modsatte kørebane.

Nå, men vi havde jo også en dag foran os: 2 timer efter hoteludkørslen nåede vi The Dead End på vejen ud med Kaena Point. Der lå en hel del glasskår - så vi ville nok gå fri for nysgerrige dennegang (hvilket holdt stik). Pigerne havde forsynet sig med vandrestavene. Vi havde godt med solcreme med/på, vore Tilleyhatte og vand i flaskerne.

Solen varmede dejligt på vore rygge og bagben, havet rullede dybblåt og dovent ind mod klippekysten og fremmanede sine dybe hule drøn mod hulerne og eet sted er der et hulrør, som får det til at lyde som en hval, der netop blæser lige ved siden af een.

Kommet helt ud på spidsen måtte vi erkende, at vi ikke kunne opdrive een eneste albatros at se. Der var en mængde udrugningshuller og en umiskendelig lugt af guano - så de måtte jo stadig benytte dette refugium til slægtens videreførelse. Men altså: Vi så ingen denne gang. I stedet gik jeg helt ned til vandet - og helt til NV-spidsen af Oahu - og der - lige for mig i overgangen mellem hav og land - midt i de store runde, grå sten - lå en mægtig stor og flot Hawaiian Monk Seal og hvilede sig og nød de varmende stråler fra Solen. Den kan I se på billederne ! Vejen tilbage er dejlig lang og varm - lige mod middagssolen ! Vi nåede bilen med tomme vandflasker og våde skjorter ! Og tørre halse !

Kørte hen til BeachParken ved Yokohama Bay, hvor pigerne svalede sig ved den ferske bruser og jeg styrtede mig ud i de vidunderlige svalende salte vande nedenfor havstokken.

Svalende og svalende er nu nok lidt overdrevent ! Vandet var meget varmt, klart og salt. Bølgerne rullede dovent ind og brækkede kun en meter fra "vandkanten", hvorfor det bare var at træde eet skridt ud i verdens største swimmingpool. Når man igen vil op, lader man sig bare 'tage' af en dønning - og bliver som et dun ført lige op på den tørre strand i det dejlige gyldne sand ! Det er altså DEJLIGT !!

Efter således at have fået den værste hede ud af kroppen kørte vi sydpå og fandt et lille hyggeligt lokalt spisested - nå ja - I kender nok navnet: Subway - men det var det bedste, der kunne opdrives på Wai'anae-Coast !!!! Og det var nogle fine sandwish'es, vi fik - med koldt sodavand dertil !

Mine dejlige, gode trofaste Caterpillar-Klip-klap'er måtte slippe taget i tåstroppen efter mange års tappert slid på disse dejlige øer. Så nu har jeg taget et nyt par i brug - de hedder OluKai og er her fra. Håber, de viser sig lige så gode som de 'gamle'.

Lige nu venter jeg på maden, som de øvrige rejsefæller er nede at hente på en japansk tag-hjem-restaurant. Spændt på, hvad de bringer.