Denne blog er tilegnet min lillebror Steen som døde pludseligt fra os Søndag d. 22. februar. Han blev 45 år. Min kære bror som jeg havde kendt hele livet pga 11 års aldersforskel, min kære ven som jeg altid nød at tale med om alt mellem himmel og jord, et menneske som jeg elskede højt og respekterede og lærte fra, en person om hvem jeg med rette kan sige satte sig selv før andre.

Betina har mistet sin mand, Fie og Rasmus deres far, vores far sin søn, Ruth sin sted-søn, min lillebror Jørn har mistet sin lillebror, vores store familie den yngste fætter. Helt forkert. Sorgen er ved at være bearbejdet, nu er der savnet der skal accepeteres og implementeres i vores liv "efter Steen"...Min Lillebror var altid ved tasterne efter mine blogindlæg så derfor er han selvfølgelig også med nu hvor jeg vender tilbage med ikke livets gang i Lidenlund men livets sager fra Saudi.

Faktisk havde jeg taget min PC frem den aften - den 22. for at skrive og fik så den uventede opringning fra Danmark. Var hjemme i DK en uges tid ifm begravelsen og har siden da haft lidt svært ved at komme til tasterne.

Billedet er af vores far og hans tre drenge fra vores første tur af tre til motions cykelløbet Vættern Rundt i 2001, Det er Steen til højre. Det var første gang Steen prøvede at gennemføre 300 km på cykel. Jeg glemmer aldrig det blik af stolthed i øjnene, da han kom over målstregen. Det var stort....

Hvordan kommer jeg videre fra denne indledning.....såmænd ved at tænke på at Steen er med mig nu og vil der hvor han er nu, gøre sine reflektioner over hvad storebror nu har været ude i.

Og ude i....det kan man påstå. Der er ganske enkelt sket meget; mere i nogle kasser end andre. Familiekassen er der en del i, og jeg må nu etablere en ny af slagsen: Terror & Krigskassen. Desværre eller nej; det er jo den nye dagsorden. Paris og København har mærket snerten af det onde ansigt der stikker frem lejlighedsvis. Kort kig i Jobkassen og Kulturkassen har jeg forseglet til næste blog. Deri ligger materiale om den nye konge m.m.

Velkommen til.

Terror & Krigskassen

Landet jeg er resident i, er i krig. I nord og syd. I nord med i koalitionen mod IS, i syd leder af koalitionen der forsøger at behæmpe oprørerne i Yemen (Shia-Muslimer). Bombefly tager af i et væk lige henover bygningen hvor jeg arbejder - ligger en stor flybase som nabo til Aramco - for at flyve sydpå. Krigsmateriel flyttes rundt på motorvejene, oprørerne svarer igen og sender mortergranater ind over grænsen og tæt på Aramco's aktiver. Vi har et par gange været i rød tilstand på vores rafinaderi dernede i syd og medarbejderne sendt kortvarigt hjem. Hvad betyder det for os i hverdagen? Ikke andet end at det larmer end del henover vores bygning og at sikkerhedskontrollen indtil vores camp er strammere nu end før. Biler bliver oftere gennemsøgt (også vores) men som Da siger: Det er godt, de passer på os så vi kan føle os sikre. Og det gør vi. Som førnævnt er der mange amerikanere i Aramco og så længe de er her, sålænge er vi her også.

De sidste to fredage er det dog spidset til. Det er kommet tættere på. Truslen fra IS. De galninge har lykkedes at terrorbombe to shia moskeer. Og stolt proklamerer IS at de står bag. At de vantro "wanna be muslimer" skal dræbes og deres penge tages fra dem, da de ikke er værdige at have på profetens Arabiske halvø. Sunni-muslimer er IS som hovedparten af Saudierne er det, men af en anden skole kan man vist godt påstå uden at begå den store fortolkningsfejl. Det er kompliceret det der foregår geopolitisk i øjeblikket, men sandt er det at Saudi frygter at IS kommer ind i landet fra Nord og via Iran's hjælp kommer Shiaerne ind fra syd. Og det scenarie er ikke godt at tænke på.

Jeg tror på at Saudierne har styr på situatrionen og vi ser jo stadig ganske mange anholdelser blandt Saudierne selv der sympatiserer med IS. Men vi har fået det tæt på, i fredags var det i Damman, 15 km fra vores hovedkvarter. Mærker på mine saudiske kolleger, at de ikke bryder sig om at det nu er kommet for tæt på...krigshandlingerne...

Familiekassen

Vi er blevet 2 mere i huset siden sidst...hov, var der mere end en i maven?? Nop, jeg har været one-night-in-Bangkok og hentet Mormor så hun kunne hjælpe os ifm Aisha ankom. Og det gjorde hun Aisha, ankom...den 5.4. kl 11.23 blev hun løftet ud af Da's mave og lod sin klare røst lyde med det samme. Så fin og skrøbelig og selvfølgelig i vores optik, en smuk baby. (med den mor er det næsten selvfølgeligt) Nu er hun næsten 2 måneder og alt er forløbet planmæssigt. Victor (især) og Vilhelm er så glade for at have hende og er stadig meget engageret i hendes liv. Mormor er guld værd for os og bliver her til 24 juni. Der tager alle minus farmand til Thailand og bliver der i to måneder medens der er sommerferie på skolen og Ramadan. Jeg tager ferie senere og smutter over Helsinge og Fyn på min vej til Thailand for at hente dem, for at rejse hjem i samlet flok (- mormor) den 28 august. Drengene skal hjem og i skole. Ja du læste rigtigt...drengene.

I onsdags fik vi at vide at Vilhelm er blevet optaget på PK3. Der var dømt tud i fars øjne. Det var så overvældende at skolen valgte at være inkluderende og ikke ekskluderende. Det er det vi har ønsket altid for ham, at han kunne gå i skole med "normale" børn. Og han skal nok klare det. Vilhelm er sådan en god dreng. Han er begyndt at få sin egen personlighed, han forstår hvad der bliver sagt på Thai og Engelsk og sommetider er han sgu bedre til nogen ting end Victor er. Så er det lige før rollerne er byttet om. Vi talte faktisk om forleden, at vi ikke tænker eller gør ret meget anderledes ift Vilhelm. Det er jo godt, så hænger tingene sammen.

Thailand og søskende, så var vi i Thailand over jul og nytår med de to storesøstre. 14 nærværende og intense dage i dejlige omgivelser på Krabi og ikke Koh Lanta. Vi flyttede efter 2 dage....endnu en gang bare konstateret, at billeder, tekst og virkelighed ikke altid hænger sammen. Det nye hotel var lige i øjet, vi havde nytårsmiddag på hotellet og døtre og gammelfar gik i byen senere. Skålede i champagne og øl på stranden efterfulgt af diskoteksbesøg. Vi havde en stille 1. januar.....Fantastiske minder til hjertebogen. Tak tøser.

Tilbage til yngstedatteren Aisha; jeg har i dag indleveret hendes pas så hun kan få opholdstilladelse og re-entry visa. 18 dage gammel, var hun med os i Riyadh på den Danske Ambassade for at ansøge om pas. Så Danmark har fået en statsborger, ganske vist udenlandsdansker men hun tæller vel med i de 5.6 mill+ ligesom vi har bragt storfamiliens numeriske antal tilbage på status quo. Steen tog bort, Aisha kom til. Livet går videre og vi, jeg, forsøger at gå med det.

Jobkassen

Har lige for 14 dage siden gennemført et to dages seminar med vores ledergruppe hvor vi brugte vores individuelle DISC profiler til at udarbejde en fælles Team profil med afdækkelse af stærke og svage sider. Et spændende eksperiment i denne kultur og det viste sig at blive et ovenud vellykket arrangement og outcome vi fik. Så det var fedt.

Jeg roder lidt rundt med nogle store organisatoriske projekter - Organisational Excelence og Behavior Program - som skal implementeres i min Division og er mit ansvar som HR Business Partner. Nyder det stadig. Gode kolleger, expats som lokale. Min chef viste sig også som værende meget støttende og medfølende ifm at Steen døde og jeg måtte rejse hjem. Som også resten af mine lokale kolleger var. Men det var rart og trygt at vide, at min chef han forstod og gav rum.

Nu vil jeg starte indflyvningen til min afslutning på denne blog. Det tog noget tid med at forsøge at komme igen. Ud til jer. For at dele livet i det fremmede som så lige pludselig blev meget hjemligt. Min lillebror døde midt i selvfølgeligheden at han jo altid havde været der og fortsat ville være det...forstår I det?

Vær sød lige denne gang at dedikere nogle tanker til Betina og børnene som på første parket har oplevet smerten, oplevet den selvfølgelighed der blev taget fra dem.

Dernæst send nogle gode tanker ud i verden; der er så mange der har brug for det og som gerne vil gribe dem

Ære være Steen's minde i al evighed; du har en fast plads i mit hjerte og mindekartotek.

Remember to smile & shine

Mange hilsner

John