Profile
Blog
Photos
Videos
Kære abonnenter -så er alle dækket; familie, venner og Oticon'er
Den sidste uges tid har bragt mig lidt tættere på det daglige liv og dermed også en undren, en konstatering, en forståelse af, at dette bliver en spændende og interessant kulturrejse jeg skal på fremadrettet.
Lad mig lokke med følgende deloverskrifter:
1. Flerkoneri
2. Bachelor sektioner vs Family sektioner
3. Den Saudiske tænkemåde på jobbet
4. Forståelse af vores transmission
5. Ledermøder og organisationsstruktur
AD. 1. - Flere koner...
En af mine kolleger i ledergruppen har to koner og overvejer at tage en tredje. Ja, tage en tredje....
Idag bor han på en ejendom med to huse på; kone 1 i det til venstre og kone 2 i det til højre... har 24 timers vagt pr. hus hvilket betyder at han starter "skiftet" når han skal spise middag henad syv; sover der, spiser morgenmad, kommer hjem direkte fra arbejde omkring 17, får lidt snacks og te. Så er skiftet slut og han tager til middag ved den næste. Har børn med begge, mange + børnebørn...
Tredje kone er til når han går på pension.... så har han tid til det når han ikke skal arbejde for Aramco. Det sad vi og snakkede om på vejen hjem fra Tanajib; jeg havde fornøjelsen af ham i 280 km gennem ørkenen syd på til Dhahran. En rigtig hyggelig og åben fyr som er meget gæstfri og hellere end gerne vil indvi mig i den Saudiske kultur. Jeg kan faktisk rigtigt godt li' ham og prøver at opbygge en god relation til ham. Det er et "must" hernede, i tiden frem at jeg har disse.
Det var bare vildt grænseoverskridende at sidde og snakke om dette faktum, ligeså naturligt som at vi snakkede om at jeg kun havde en kone. Sådan er det jo....
Næste skridt i denne udvidelse af hans harem, der skal jeg have fundet ud af how-to-get-next-wife konceptet.... hold kæft, jeg synes det er mærkeligt....
AD 2 - Bachelor vs Family
Når du er i de store malls - ja også de små - bliver du ved alle "spise-områder", mødt af en opdeling i Bachelor og Family. Det begrundes i, at hvis du ikke er gift eller alene uden din kone, så skal du sidde i Bachelor. Hvem sidder dermed i Bachelor? Ja rigtigt.... MÆND... for kan en pige/ung kvinde sidde alene? Nej, hun er jo en del af familien indtil hun bliver gift. Og så skal hun stadig sidde i Family sektionen... Det er da logisk....
Jeg vidste det jo ikke første gang jeg ville have en kop kaffe + kage på en Cafe. De havde store skilte på bordene på et tilbud og det pegede jeg på... de vred og vendte sig indtil der kome en manager og fortalte mig at det kun var for familier..... det skilt var til gengæld IKKE særlig stort.... men jeg kunne da få en kaffe to-go, men ingen kage for så skulle jeg jo sidde ned
Bliver så godt at få familien herned, så er den ged da forhåbentlig barberet...
AD 3 - Saudisk tænkemåde...
Aramco er jo offentligt ejet i den forstand at Kongen er ejer af Saudi og dermed vores firma. Vi aflægger ikke regnskab; vi kender ikke vores indtjeningsgrad; vi ved bare der ryger penge i kassen. Aramco styres finansielt på den måde, at vi fortæller Kongen hvad vi mener vi skal bruge for at vi kan levere det han ønsker. Okay, det er en form for forecast planlægning, men det kræver en omstilling oppe i mit hoved at tænke sådan. Og reminisenserne fra det at være halv-offentlig selskab, ligger stadig dybt i processer og tilgang til at agere indenfor organisationen. Det er jeg begyndt at få en fornemmelse af og for og vil komme tilbage på et senere tidspunkt på dette, når jeg har fået bedre forståelse og indblik i hvordan beslutninger bliver til og udføres. Dog kan jeg allerede nu afsløre, at det er ganske bureaukratisk... SURPRICE!!! På den anden side, er der altid en proces og en forretningsorden at hentyde til; hvad enten den er logisk i det store billede eller ej. Meget spændende....
AD 4- Forståelse af transmissionen/rejsen vi er på....
For ca tre år siden, blev der af styret givet mulighed for at pensionere sig tidligt og dermed få en sum penge for dette. Tror det var ifm det begyndende arabiske forår rundt omkring KSA. Der har jo ikke været antydning af dette hernede. I øjeblikket er der også en ekstra ydelse til alle Saudiere - en ydelse som Kongen betaler.....
Men vores rejse frem mod 2020 er faktisk at skulle agere og reagere som et privat selskab. DVS have faste opnåelige mål som vi vil blive fuldt op på. Det har også at gøre med, at vi ønsker - og er i færd med - at starte nye forretningsområder op. Dette sammen med at der er mange unge med lav anciennitet og mange gamle med lang anciennitet ansat; så er der nu et tomrum. Derfor er bl.a. min funktion "opfundet" for at styrke og fremskynde udviklingen af talenterne i vores virksomhed. Vi ender med at være en 5-8 stykker som jeg fordelt rundt i forretningsområderne; der var tæt på 3.000 ansøgere; de udvalgte 130 tiil samtale, så på en eller anden måde har jeg været heldig at slippe igennem. Glæder mig til at de andre kommer ombord; det jeg har hørt indtil nu der skal ske med vores funktion, lyder uanmindelig spændende - sagt på midtjysk...
AD 5 - Ledermøder og organisationsstruktur
Begynder at finde ud af vores struktur. Der er en 5-6 hoved forretningsområder. Jeg er i Industrial Security Operations (ISO) "kassen" som så er delt op i fem Departments; disse er dernæst opdelt i Divisions. Leder af Department er Manager; Divisions af Division Heads som så har Units hvor en Supervisor er leder. Jeg skulle lige vænne mig til at Departments var "over" Divisions - normalt er det omvendt. I ISO er vi 6.500 ansatte; i min Department som hedder Industrial Security Support Department (ISSD) er vi pt. 431 og vil om et år være 560!!!
Jeg sidder i ledergruppen med Division Heads og refererer til Manager ( I DK ville det være VP) så på den måde er det genkendeligt at skulle arbejde med de områder for ham. Som HR Business Partner derhjemme. Vi har fire lag op til den øverste (CEO). Til gengæld har jeg "dottet" reference til vores HR Strategy & Management Development Department som er et lag fra CEO. Afdelinger jeg skal arbejde tæt sammen med i implementationen af de nye HR tiltag.
Ledermøder..... de er stadig en udfordring.... har aldrig oplevet så tæt Micro management stil før. I guder; der diskuteres detaljer selvom der ville være alletiders mulighed for at bevæge sig på et mere taktisk niveau. Jeg tror det bunder i, at min Manager skal kunne svare på detaljer opadtil fra hans chef. Sådan er det lige nu; sådan er "systemet", håber at den nye transmission kan ændre ved det. Udover at det ikke er særligt relevant for mig at høre alle de operationelle detaljer, er det stadig her de skifter til Arabisk når de bliver ivrige og ophidsede. Og ja; jeg har allerede oplevet en gang hvor temperamenterne gnistrede. Og da vi så sad i beduin teltet var vi tilbage i den meget joviale og tætte omgang de har med hinanden.
Okay, da Sami (vores chef) kom ind, rejste alle sig op og han gik rundt og gav hånd. Der var heller ikke nogen der brød op førend Sami viste tegn på samme.
Et "statement" inde i mit hoved som ofte afspilles er: T.I.S. ikke tis men "This Is Saudi" - så skal det nok gå alt sammen
Kære alle; det var lige en lille mellemøstlig indsprøjtning herfra; ved at I har sne og vinter derhjemme; EM feber og "store" politiske dagsordner såsom uddeling af små, middel eller store næser; altsammen med til at gøre hverdagen afvekslende.
Hernede har vi haft fri i dag søndag - ved ikke helt hvorfor - så det har været en tre-dages weekend der er ved at gå på hæld. Snart er det Mandag morgen hvor min alarm får mig ud af IKEA dynen kl 04.40 så jeg kan nå bussen kl 05.40. Vi møder kl 07.00 i Aramco.
Ha' det godt allesammen og hvis du nåede hertil; tak for det
Remeber to smile & shine
Mange hilsner
John
- comments
Pia Kære John, sikke en kulturel rejse - godt at du har et åbent sind for det er tydeligvis påkrævet. Hvornår kommer familien? Hilsen Pia