Profile
Blog
Photos
Videos
December blog
Så kommer næste blog, bliver lige en december blog, så i kan få lidt indblik i, hvordan julen er på Filippinerne og hvordan jeg har brugt min december måned på en meget anderledes måde i år.
December måned here we go.
Jeg skød december ind med besøg af mor, far og Esben. Havde glædet mig meget til at se dem, da det efterhånden var over 4 måneder siden jeg havde fået en krammer. Det var tiltrængt :).
Der var en del andre besøgende, der havde haft problemer med fly, pga. al den dumme sne i lille Danmark, og der var folk, der ikke havde fået deres bagage, så jeg frygtede lidt, om der skulle opstå nogle problemer. Men frem kom de, selvom de selvfølgelig var de sidste til at komme ud af terminalen.. nåede lige at blive lidt nervøs. Da de ikke var kommet efter 1½ time, smed jeg "hvid pige, lyst hår" kortet og fik lov af en vagt til at kigge ind, og der stod de. Det var ikke svært at finde Esben, der ragede op over alle de andre og meget hurtigt efter så jeg mine forvirrede, men glade forældre. De kunne ikke se mig, så det var hyggeligt, at stå lidt og bare betragte dem, MIN FAMILIE - så fældede en tåre eller to. Da de endelig kom ud løb jeg i armene på min mooooar. Så farmand og så fik jeg en stor krammer af min "lille"bror, der løftede mig. Det var så skønt at gå derfra med dem, og være en samlet familie igen. Taxaturen fra Mactan(hvor lufthavnen er) til Cebu City(hvor jeg bor) var underholdene. Det var sjovt at se deres reaktioner på trafikken, på de første gadebørn. Mor blev ved med at spørge, jamen hvor bor de børnhenne.. de bor på gaden mor, "jamen det kan de da ikke", og da de kom og tiggede ved vinduerne, som vi jo er vant til, var mor og far bare så søde. Det er sjovt at se "nyes" indtryk og hvad der bliver observeret af dem.
Vi brugte dagene på, at de var med i praktikken, hvilket igen var rigtig vigtigt for mig at vise dem. Igen her klarede de det alle sammen så flot. Børnene elskede dem og mor, far og Ebbi var rigtig gode til at være sammen med børnene. De var meget naturlige omkring dem. Det nød børnene, for de er jo kun vant til os tre hvide mennesker, der er sammen med dem, og ellers har de jo ingen interaktioner med hvide. Til feeding havde mor, far og Ebbi købt en masse små bolde(ligesom dem, der er i legeland), som børnene kastede rundt med. Så lavede mor og far papirshatte og både, hvilket børnene elskede. Esben spillede bold med nogle af drengene, og jeg blev helt rørt over at se min familie, som jeg elsker så højt, lege med de børn, der også betyder så meget. Var tydeligt alle nød det, og kunne også se familien blive lidt rørt og påvirket af børnene - FEDT!
Da jeg i løbet af min tid her på Fili har fået presset og skubbet mine grænser i flere tilfælde, tænkte jeg at det måtte jeg også gøre mod min familie. Vidste godt at det var udelukket med mor, så måtte have fat i min kære broder og fader. Dette blev i form af zip-line på Bohol, hvor jeg også var med Casper oppe. Min elskede far havde jeg jo et opgør med, som jeg nævnte i et tidligere blogindlæg, vedr. han sendte mig ud på svævebane som 4 -årig. Desværre var far syg den dag vi skulle det, men der var også nok ting at tage hævn overfor Ebbi. Han var ikke helt glad ved mig, da vi stod oppe på bjerget og skulle sendes ud over. Åh fryd som storesøster, hehe. Da vi kom helskindet over, stod mor og bad. Hun havde simpelthen bedt til Gud om, at hvis både Esben og jeg kom helskindet over, så ville hun aldrig sende os ud på sådan noget igen. Stakkels mor.. jeg kunne desværre ikke hjælpe hende med den bøn. For man kan jo også Skywalke i Cebu, hvor jeg også havde Casper med oppe. Så der havde jeg BÅDE far og Ebbi med oppe. Igen var jeg lige det lidt mere cool og havde overskud til at nyde det og grine af de to andre tosser. Fik en del bandeord med på vejen af Esben. Selvom de bagefter gav stærkt udtryk for, hvor bange de havde været - så synes jeg at de klarede det til u.g og kryds og bolle. Fedt de gjorde det for mig. Det var en fed følelse at sidde og spise aftensmad de 38 etager oppe, hele familien og alle var vist lettede. Tror faktisk mor var mest lettet, da hun havde været mest bange. Vi havde vinket til hende udefra bygningen, hvor hun sad inde på en bænk og så MEGET nervøs ud. Lille mor dog. Gør det aldrig mere, tror jeg.. hehe :).
Havde et skønt besøg af min familie og må indrømme, at da jeg stod og sendte dem afsted med taxa, og gav dem den sidste knuser, kom klumpen tilbage i halsen. Da mor så liiige skulle nævne, at jeg måtte have en god jul(uden dem jo), så kunne jeg ikke holde det tilbage. Igen, ligesom ved Caspers besøg, så havde jeg nydt det hele og vidste også at jeg snart ville se dem igen. Er bare ikke nemt at sige farvel til mor og far, bliver jo datter igen. Så efter en lille tudetur i lejligheden, fik jeg hurtigt tårerne tørret væk og kunne begynde forberedelserne til julen med de andre.
Jule-forberedelserne måtte dog vente lidt på sig, da Maj(som jeg bor med) fik dengue. Til dem, der ikke ved, hvad dengue er, så er det en sygdom, der bliver overført via myg. De satans myg. Dengue bliver også kaldt "bone-break fever", da symptomerne er ømhed i næsten hele kroppen, stærk feber og senere stærk kløe(når giften kommer ud af kroppen). Maj var rigtig sløj og afkræftet, og endte med at vi fik hende indlagt. Hun lå på hospitalet i 5 dage og blev til sidst mindre sindssyg af det filippinske hospital. Vi skiftedes til at være der hos hende, da man hernede ikke "passer" klienterne. De ser ikke til dem medmindre, der skal tages prøver eller skiftes ting. Da Maj som sagt var meget sløj kunne hun ik være der alene, så hun fik sin egen sygeplejerske-horde. Der er ingen kur eller medicin imod Dengue, ikke andet and hvile og masser af væske. Lægerne forsikrede os hele tiden om, at vi ikke skulle være nervøs og at det kun er yderst farligt for små børn og ældre. Mange Filippinere bliver dog meget syge eller dør af det. Men var stadig ikke nemt og langt fra trygt, at have en fra vores "fili-familie" liggende på et hospital, og slet ikke op til jul, hvor der var så mange andre ting vi alle gerne ville have lavet. Heldigvis fik vi Maj hjem. d. 22 -hvilket vi alle var meget glade for, ikke mindst stakkels Maj, tror jeg.
Vi nåede dog en tur til "lossepladsen", imens Maj var på sygehuset. Det var noget vi have villet længe, men var ikke bare lige tid, da vi ikke måtte tage derud alene. Vi fik en aftale i land med Flemming(vores foundation-leder). Grunden til vi gerne ville besøge Lossepladsen, er at det også fungerer som boligområde. Det er en helt lille by derude. Her bor der mange familier i små skurer. De lever I skrald, AF skrald og PÅ skrald. Da vi gik rundt derude kunne vi godt fornemme at "jorden" gav sig rigtig meget, og det var et ret gyngende grundlag. Flemming fortalte at det var fordi vi gik oven på omkring 25 m skrald! Virkede fuldstændig langt ude. Overalt vi så var der KÆMPEmæssige bunker af skrald - tøj, mad,plastik, jern osv. Gik på et tidspunkt flere meter igennem tasker. På et tidspunkt var jeg ved at træde på en bamse, der var trådt ned i mudderet.. gik udenom den, kunne jeg alligevel ikke få mig til :). Selvom stanken var direkte ulidelig, var det en rigtig fed oplevelse. De folk vi mødte var vildt glade, der var børn, der legede, folk der lavede mad, drenge, der spillede bold - ligesom i alle andre boligområder. Fascinerende, hvordan de her mennesker kan leve i det, og ikke mindst af det.
Juleafslutninger:
Med julen kommer også juleafslutninger, og vi havde 2 stk at arrangere. En i feeding og en i daycaren. Det havde taget en masse energi at planlægge, da der både sku´ være mad, pakker og underholdning.
Feeding-juleafslutning:
Til feeding varierer det meget i antal af børn, kan være alt fra 15-40 børn. Så havde derfor spurgt en af lærerne, hvor mange de forventede, der ville komme. Vi ville nemlig ikke stå i den øv situation ikke at have pakker nok. Hun sagde 50-60 børn, så vi måtte i gang med det helt store pakkeindkøb(i skal ikke klage derhjemme, før i har prøvet gave indkøb til 60 gadebørn). Pakkerne bestod af et spil Jack stone, som er meget populært hernede, et stykke sæbe, en klud, sæbebobler og et lille kort fra os med tilhørende billede.
Da dagen kom var det total uorganiseret. Det var i princippet skolen, hvor vi har feeding ved, der havde stået for arrangementet, så forstår ikke, hvordan det kunne komme bag på os, at det var noget rod. Det er desværre meget filippinsk. Der var ikke nogen dagsorden, der var mest fokus på skolebørnerne(som jo har noget mere i fht. Gadebørnene) end gadebørnerne, hvilket gjorde os rigtig sure. Vi sad ved vores gadeunger og prøvede at underholde dem og vise, at vi var der for deres skyd - imens skolebørnene havde konkurrencer og lege.
Da vi kom til gaveuddelingen var det et rent helvede, hvilket var så ærgerligt, for havde både vi og børnene jo glædet os til. I stedet for de 60 børn, som de havde sagt var max antal, så stod der pludselig 70 smilende, beskidte børn i kø og ventede på pakke. Det var næsten for meget at klare, og vi var ved at gå ud af vores gode skind. Hvordan skulle vi kunne sige nej til nogen, og til hvem? Der var en del af børnene, vi ikke havde set før.. men det betyder jo stadig ikke, at de ikke fortjener en pakke. Jeg havde allermest lyst til at skrige, græde, slå nogen og løbe væk. Men ja hverken en særlig pædagogisk eller hensigtsmæssig plan, så måtte bide det i os og så lade de sidste børn dele pakker i søskendegrupper.
Min familie var med til afslutningen og mor og far kunne godt se, at det gik mig på og prøvede at få mig til at fokusere på de børn, der havde fået pakker og var blevet glade og sagde, at vi jo havde gjort det vi kunne. Vidste de havde ret, og hjalp ikke nogen at være trist over det. Men kunne bare ikke slå billedet af de børn, vi sagde nej til ud af hovedet. Var en forfærdelig oplevelse, samtidig med en skøn. For da vi kom ud af porten på vej hjem, kom alle vores gadebørn med os, blæsende sæbebobler, pegede på billedet af os og var meget glade. Bare lidt som om, at de hårde oplevelser altid vejer lidt mere i sindet. Og kan ikke bære at skuffe de her børn, der fortjener alt godt.
Juleafslutning-Daycare:
Juleafslutningen i daycaren gik heldigvis meget bedre. Den havde vi jo også selv stået for at arrangere, hehe. Vi havde 30-35 børn den dag, alle var kommet og de fleste var i deres pæneste tøj og med håret sat. Kunne virkelig se at børnene havde glædet sig, og da de kom der med små hanekam og rottehaler, var det helt tårefremkaldende.
Vi startede med at lege med modellervoks, derefter lavede vi armbånd og perler. Rigtig hyggeligt. Så var der special lavet kage til ungerne, hvorpå der stod "Merry Christmas Kids". Efter kage kom vores "lille" surprise. Vi havde fået aftalt med vores foundation(the rise above foundation), der har et puppetshow hvert år, at de ville komme ud til vores daycare og vise det. Det var et KÆMPE hus de medbragte og flot udsmykning og dukker. Vi fik placeret børnene på stole foran. Kunne bare fornemme, hvor spændte og nysgerrige børnene var. De kiggede hele tiden på os, så på huset, og tilbage på os, som i at de ville have en forklaring på, hvad der skulle ske. Tæppet gik og showet kom i gang - nøj, hvor var det nogle glade børn. De grinte af de mindste ting, klappede med og sang, selvom de ikke kendte teksterne, hehe. Det er et super show, de har lavet. Den eneste negative ting var, at showet var på engelsk og forstod vores børn ikke meget af. Alligevel nød de de til fulde. Mor, far og Esben var også med denne dag. Var så fedt, at de også fik lov til at opleve det. Selvom der var stole nok, var de alle tre dynget til af unger. Mor sad med Shami, der havde været så oppe og køre over showet, at hun faldt i søvn midt i det hele, af bare udmattelse. Lille ven :). Ved ikke om det var min familie eller børnene, der nød mest, at de sad sammen.
Vi sluttede med at alle sang "the little drummer boy", og gav en ordentlig klapsalve. Derefter var der gaveuddeling med tilhørende slik. De var delt op i drengekø og pigekø. Drenge fik : sæbebobler, en legetøjs bil, en hoppebold med lys og glimmer i og en vandpistol. Til pigerne var der det samme, bortset fra at der var en sommerfugle hårbøjle i stedet for bil. De var MEGET glade, og var så rar en følelse, at dagen bare havde kørt på skinner og børnene var glade og vi var glade. Desværre var det også lidt sorgmodigt, for der gik vi på juleferie og der skulle siges et lille farvel. Det var rigtig svært, for gav en forsmag på, hvordan det bliver den allersidste dag... som jeg ikke engang tør tænke på.
Juleaften:
På en måde havde jeg frygtet juleaften lidt. Glædede mig fordi det var juleaften,og det bare er melankolsk. Men vidste samtidig, at det ikke ville blive det samme som jeg plejede. Synes dog også, at det var spændende at skulle holde juleaften i et andet land og med nye mennesker. Men kunne godt mærke at tankerne var vi Hobro, hvor mor, far, Esben, mormor og morfar, Casper, Mia og Erik var... hvorfor var jeg ikke der.
Jeg kan kun takke mine fantastiske roommates for, hvor hyggelig den aften alligevel var. Vil Takke Rasmus for den skønne skønne julemad, han fik kokkereret med få midler. Vi fik 2 skønne ribbensstege, hjemmelavet rødkål, hjemmelavet karrysalat, brunede kartofler, hjemmelavet syltede agurker, dejlig brun SOVS og fantastisk ris a la mande. Kan bestemt ikke klage. Det havde ikke været det samme uden julemad. Smagen af steg, sovs og kartofler skabte megen lykke i vores små julehjerter omkring bordet. Vil takke Catrine, der står for slikskålen derhjemme, så ville hun også her. Skal jeg lige love for at hun gjorde. Hun havde fået proviant hjemmefra og der manglede ingen verdens ting. Der var marcipantrekanter, snebolde, flæsk, chokoladeknapper, romtoppe, orangestænger osv. osv. Det var en slikskål, der ville noget. Jeg havde hentet klip fra Disneys juleshow på youtube.com, så vi var helt klar til juleaften.
Vi startede juledagen med en fælles julefrokost med makrel, varm (dåse)leverposteg, bacon, hjemmelavet karrysalat, hjemmebagt rugbrød og ikke mindst en bette RØD AALBORG. For sulan vi havde det godt. Rasmus stod som sagt for julemaden, så han blev i køkkenet det meste af dagen(igen tak Rasmus), Kenneth(Catrines kæreste, der var på besøg) blev med ham, så der var mande hygge. Vi tøser ville gerne i kirke, som vi gjorde derhjemme. Og da de jo er meget troende hernede, synes vi at det kunne være spændende at opleve en julemesse. Hvad vi midlertidigt ikke havde medregnet, var at de i princippet først fejrer julen d. 25(spiser dog julemiddag d. 24), så de fleste messer og dem på engelsk var først sen eftermiddag. Vi valgte alligevel at se lidt af en filippinsk messe, og gik lidt rundt i området ved kirken, hvilket var rigtig hyggeligt.
Da vi kom hjem pyntede Catrine og jeg bordet(vi var bordkomiteen, hehe). Var rart at gå rundt og lave julebord, høre julemusik og se på vores plastik juletræ. Derefter var det tid til at gøre os præsentable til om aftenen - og hvor var alle fine i deres juledress :). Vi var 12 samlet, os 6 fra lejligheden + Kenneth, og derudover kom der 5 fra vores nabo lejlighed. Maden var som sagt upåklagelig og stemningen var høj.
Efter maden pakkede vi sammen og så var det tid til pakkespil, hvilket jo altid er et hit. Alle fik vist en gave, så det var så pædagogisk som det ku´ være. Så kom Ris a la manden på bordet, den sad også lige i skabet og smagte skønt. Vi havde også både fået mandler, vaniljepulver, grødris og kirsebærsovs hjemmefra, så vi var godt forberedt. Mandlerne havde vist fået en grov hakning, da flere mente, at de havde fundet mandelen. Til sidst, fandt Rasmus stolt sin "vinder"mandel frem.... det samme gjorde Malene dog. Pia, der havde valgt mandlen kunne kun give Malene medhold. Rasmus fik alligevel mandelgaven. Malene var den, der havde købt pakken og nu havde Rasmus gjort så meget i køkkenet for os.
Da vi havde lidt rester til overs besluttede vi at give det til vores kære vagter. De var utrolig glade og overraskede, da hele 2E kom ned, fine og med mad. Vi fik også taget et fællesbillede med dem, som vi valgte at sætte i en ramme og give dem senere. I kan tro de var glade :).
Efter lidt hyggetid, lidt for meget rødvin og snakken ved bordet måtte vi hellere få danset om vores smukke juletræ. Jeg tror vi fik sunget næsten hele vores julesalme-hæfte igennem, men var også bare så hyggeligt. Selvom jeg savnede nogle ansigter omkring træet, så var jeg stadig glad. Da det kom til sidste sang "Nu er det jul igen", fik jeg lov til at føre an... og det gjorde jeg så, præcis som min far har lært mig. Det betyder at INGEN rum slipper. 12 mennesker på vores lille badeværelse var ikke nemt, terrassen med alt vasketøjet var heller ikke nemt, men gik da fint. Da jeg åbnede hoveddøren kunne jeg fornemme en del grin, men vi skulle igennem hele Tancor. Vores kære vagter grinede da også en del, da vi kom løbende, syngende(grinende), med nissehuer og kjoler. Men så fik de da et godt grin. Jeg måtte stoppe, da rygerne ikke kunne holde til mere, hehe. Men tror også vi fik jaget de fleste onde ånder ud, så arbejdet var gjort.
Så var det tid til pakkeåbning. Vi havde i 2E besluttet at være nissevenner for hinanden, hvilket havde medført en del ris i folks senge, slik på puder, tøj der var byttet rundt osv. Så vi skulle give vores nisseven en julegave, og hermed også afslører, hvem der var nisser for hvem. Jeg troede rigtigt, at jeg havde regnet det hele ud, hvem der var hvis´s, og det havde jeg selvfølgelig bræget ud med. Da afsløringens time så endelig kom, så var jeg kraft helvede den eneste, der ikke havde gættet min rigtigt... ih altså:). Men det er jo også sjovt, at være blevet taget lidt ved næsen. Catrine var min nisseven, og hun havde været en rigtig dejlig nisse.(dvs. Masser af slik gaver).
Charlotte, Catrine og jeg lavede julekort til hinanden og besluttede også at lave julehjerte-kort til Pia og Rasmus, og Maj. Alle vores hjerter sad på træet og så kunne folk hente deres hjertebrev. Det var lidt sørgeligt at sidde og skrive. Ellers fik jeg gaver af pigerne(silke kimono, øjenskygge og halskæde) , af mor og far(penge og øreringe), af mormor og morfar(en perlering, jeg havde valgt hernede + penge) og af min dejlige kæreste, der havde sendt et dejligt langt brev(som selvfølgelig fik mig til at græde lidt), billede af os som han havde fremkaldt og endelig 2 billetter til The Script, som vi skal til koncert med, når jeg kommer hjem. Vildt dejlige gaver. Selvom jeg virkelig savnede dem derhjemme, så var det en skøn aften og alle var i godt humør.
Da jeg var færdig med at pakke gaver op, Skypede jeg hjem til mor og far. Måtte lige tage mig sammen for ikke at græde, da jeg kunne se dem alle sammen sidde ved julebordet, men var bare skønt at se alle sammen. Fik lidt alene tid med mor og far, mormor og morfar, Mia og derefter Casper. Ville gerne have været der hos dem, men kunne se de hyggede sig og var glade og så kunne jeg jo ikke bede om mere. Var bare meget taknemmelig for Skype, hvad skulle jeg gøre uden. Hvor vildt er det ik, at jeg kan sidde på et andet kontinent og være med til julemiddagen alligevel.
Sluttede aftenen med at sidde og drikke det sidste rødvin, spise alt for meget juleslik og snakke med mine dejlige roommates og have en dejlig fornemmelse i maven.
Den 25 brugte vi på at rydde op, få printet vores flybilletter til dagen efter, ryddet op i lejligheden, pakket sammen og flytte vores ting ned på Grillen igen(hvor vi ska bo den sidste tid her). Det var en lidt mærkelig og kaotisk dag. Da alle var "færdige" med at pakke ens liv på Tancor sammen, spiste vi dejlige rester, og satte os alle sammen foran tv´et og så "Love Actully"- en julefilm, til dem der ikke ved det. Og tilmed en julefilm og Charlotte og jeg elsker og havde svoret vi ville se sammen hernede. Så det var rigtig fedt at sidde der, sidste dag, se en hygge film og afslutte på den måde. Aftenen blev dog alligevel lang, for ingen "turde" rigtig gå i seng, så var det jo farvel. Men da vi(Maj, Charlotte og jeg) skulle flyve tidligt næste dag, kunne vi ik strække den til mere end 3 om natten hehe. Da vi prøver at sige Farvel, stopper Pia og Rasmus os og siger, at vi da ik siger farvel allerede, men ville stå op kl. 6 med os næste dag og sige farvel. Var rørende at de havde det på samme måde som os, og heller ikke rigtig ku´ få det sagt. Nu var en ære jo slut!
Det var december bloggen - har været en meget mærkelig, følelsesladet, og travl julemåned.. som det jo også er derhjemme. Forskellene har alligevel været store.
Er allerede i gang med næste og desværre sidste blog, der omhandler Maj, Charlottes og min tur til Manilla og Boracay, hvor vi holdt nytår og derefter Charlotte og min tur til Palawan. Og endeligt, hvordan jeg skal få sagt Farvel til mit liv de sidste 6 mdr. Børnene, de andre danskere, Cebu, det filippinske folk, kulturen, varmen osv.
Håber alle havde en fantastisk december måned
Den største KRAMMER Helene
- comments