Profile
Blog
Photos
Videos
Hej igen,
Selvom der ikke er gået så mange dage siden sidste oplær, så måtte det være tid til endnu et bette blog-indlæg. Der sker jo så meget hernede lige for tiden.
Siden sidst er vi begyndt at føle os mere hjemme hernede. Vi ved efterhånden hvad vi skal sige til taxa-chaufførerne, har prøvet at tage jeepneys, set forskellige bydele, festet med de lokale osv.
Carbon Marked:
De sidste 4 dage har været givet os lidt på opleveren. Lørdag tog vi til Downtown, noget der hedder Carbon marked(Der er kommet album med billeder derfra). Det var bare et kulturchok, på den fedeste måde. Det var ikke et marked man lige købte en masse med hjem fra, var et meget lokalt marked. Ikke desto mindre var det simpelthen en fed oplevelse. Børnene kom løbene hen imod os, grinte og legede. De ville gerne have taget billeder og øvede sig i at posere. Det var bare skønt at se deres små smil, når de fik billederne at se og ville prøve igen, da de måske ikke var helt tilfreds med udfaldet. Der kom en del "peace- tegn" og "pretty-boys" ansigter. Luften var fuld af alverdens dufte; fisk, friske grøntsager, varmt kød, urin, regn, hunde, geder, krydderier, mudder og 100 andre ting jeg ikke kunne sætte fingeren på. Vi følte os næsten som kendte, da vi blev klappet af, når vi gik gennem gaderne, folk ville trykke vores hænder, tage billeder med deres mobiltelefoner og synge(karaoke, selvfølgelgi) med os. Jeg følte det var helt forkert at de var så glade over at vi var der, når det var mig, er burde være taknemmelig. Men håber vi skabte lidt glæde alligeve. Det er så opløftende at se, hvor glade de børn og voksne er, på trods af at de bogstavelig talt bor i pap og skidt. Det giver virkelig en noget at tænke over i forhold til, hvordan man vurdere godt/dårligt derhjemme. Havde ikke den bedste smag i munden, da jeg gik og var lidt knotten over min begyndende halsbetændelse, og jeg så fik det største smil fra en tandløs mand, og gik forbi en haltende, lobbebefængt hund, der alligevel logrede med halen. Tror da nok jeg fik givet mig selv en mental lussing.
Første (rigtige)bytur:
Vi holdt fest på Chillen og grillen (hvor vi bor) sammen med de andre studerede, hvor vi (igen) endte på karaoke bar, kunne godt tyde på at vi allerede har antydningen af et "stam-sted". Når man kommer ind, får man udleveret en seddel, hvor man må skrive 4 sange ned på. Man får dog aldrig sine 4 sange.. eller ja, kommer vist an på, hvor godt man synger, lad mig sige det sådan, at vi aldrig har fået vores 4 sange.. hehe, forstår det ikke. Filippinerne synger KUN saaaaad lovesongs, hvor vi synes det kunne være lidt sjovt med lidt Aqua, men de spørger os altid "why you pick bad songs, we dont understand". Dog havde vi det vældigt sjovt. Charlotte, Catrine og jeg tog videre med Sune(en gammel studerende, fra aalborg, der rejser hjem næste uge), og fik ham til at give os "The grand tour" på diskotekerne i Cebu. HOLD NU OP, hvor de filippinerne elsker podier og højt tysker techno. Det var rigtig sjovt at se, hvordan nattelivet foregår, og fik da set et par Ladyboys også, så alt i alt en meget god forsmag på, hvad der er os i vente hernede.
Søndag - afgang til Malapascua.
Vi var 14, der tog afsted.. og alle 14 havde det enten dårligt af vandet, alkohol eller forkølelse(air-con), og INGEN havde rigtig sovet, så vi så ikke så meget frem til 4 timers bustur OG 1 times bådtur til øen. Men ja ja, der var kun en vej frem. Så afsted med os. Vi havde hørt skræk historier om den bus vi skulle med,og at det var kørsel med hovedet under armen og, hvis vi satte os ind, var det på eget ansvar. Så.. selvfølgelig tog vi bussen, det sku´ da prøves. Turen - JO, var da lidt dødskørsel, men det er det jo alle steder hernede. Det der gjorde det røv, var mere at vi skulle sidde 3 på, hvad der svarer til et to-personerns sæde, det er de skide små filippiner-numser, hvem tror de, at de er :). Alle os danskere havde i hvert fald meget ondt i bagen, og ryggen, da vi endelig kom frem. Så stod det på båd-turen, der forløb ganske problemfrit, da vandet var stille. Det var fantastisk at sidde og kigge ud over det helt blå vand, med hvide strande og palmer i sigte og alle fiskerne omkring os, de hilste fra deres små både.
Vi blev indlogeret på 2 værelse, 7 på hver.. sådan, de var altså ikke større end til to personer. Vi boede i en slags lejligheder,hvor vi bare fik smidt ekstra madrasser ind(skal siges de ikke var tykkere end en topmadras derhjemme), vandet i hanerne var saltvand, og der var rigeligt besøg af småkravl. Men gik fint, var hyggeligt og første aften gik med spil, pool og snakken.
Kl. 8 mandag morgen mødtes vi alle på stranden og skulle ud og snorkle med vores guide Mark, og hans venner. Vejret var perfekt, måske lidt for varmt, men var skønt. I med os alle og vi sejlede rundt til forskellige steder, de mente var gode at se. Her plaskede vi rundt i 3 timer, blev godt forbrændte, kom hjem, fandt en lækker restaurant.. noget bedre end den dagen forinden, hvor vi alle havde fået et dyr eller 10 i vores mad. Der var storm om aftenen og det ØS-REGNEDE. Det var en fed oplevelse(for os der godt kan lide torden, lyn og regn.. desværre var det ikke os alle), lidt mindre fedt var det at kl. 18,hvor der blev mørkt, var er intet til at oplyse øen.. og der var MØRKT. Så var lidt svært at finde hjem gennem regnen, de små hytter og palmerne. Hjem kom vi og igen blev der spillet på livet løs. Natten var dog mindre hyggelig, regnen og tordenen tog fat og der var ikke megen nattesøvn til os.
Planen var at vi tirsdag skulle mødes kl. 9 og ud på snorkletur igen, rundt til forskellige små øer og så grille senere. Desværre kom uvejret igen og da vi var midt ude på havet og båden vippede lidt for mange grader til os, valgte vi at sejle ind til land igen. Her grillede de lokale, der var med, fisk og kylling til os. Det var super lækkert. Da det stadig regnede lidt, spiste vi på båden. De lokale sad udenfor og kiggede på os, vi sagde til dem at de meget gerne måtte spise med os, men de sagde de skulle vente, vi sagde igen, at de ikke skulle vente for vores skyld. De så meget overraskede og glade ud, spurgte igen om det virkelig var okay - hvilket det selvfølgelig var, og de sprang hurtigt til fadet. Jeg skal stadig lige vænne mig til, hvor søde og betænksomme de er hernede, de er alt for hjælpsomme og venlige, og vi glemmer tit at de aldrig vil tabe en mine overfor os og at det er en helt anderledes kultur.
Turen hjem var knap så sjov, efter den meget bølgede sejltur ventede busturen, der denne gang virkede meget længere end den første og endnu mere klemt. Hjem kom vi dog, og vi glædede os alle til at komme i bad, i rigtigt bad og i en ordentlig seng, skype med folk og sove længe.
Imorgen skal vi til informations møde, hvor vi skal møde resten af de studerende og høre om ja, det hele. Derefter skal vi have nogle praktikbesøgsdage. Jeg er sikker på det bliver sindsygt spændende og glæder mig så meget til at komme i gang. Det har været rart, med lidt afslapnings dage og tid til at finde os til ro, men nu føler jeg også at jeg gerne vil i gang med det jeg er her for. Ventetiden bliver heller ikke nemmere, når jeg ser alle de skønne gadebørn, der bor tæt ved os og som vi hilser på hver dag.
Igen, håber alle har det godt derhjemme.. mange er nok startet på job eller skole igen(hahaha), tænker på jer og skriver snart igen :)
- comments
Kaj tak for hilsnen, vi føler ligesom vi er med rudt på øerne når du skriver og vi samtidig se på googlekortene. KH
farfar tak for din udmærkede beskrivelse, du skal ikke være pædagog men forfatter.