Profile
Blog
Photos
Videos
Heeeeeej :)
Så blev det tid til blog igen. Der er løbet megen vand i åen siden sidst, men sådan er det vist hele tiden. Sorry.. men er altså kun fordi der sker så meget spændende, og det er vel kun godt, ik :).
Det bliver igen lidt et samskudsgilde, læs hvad der finder jer intressant - lad det andet ligge.
I praktikken:
Siden sidst er der sket rigtig meget i praktikken, har ikke fået skrevet så meget om det, men det er også rigtig svært at nedskrive, hvor meget de unger er kommet til at betyde for mig. Det er ubeskriveligt, så vil i stedet fortælle lidt om, hvad vi har lavet.
Stafet:
Vi havde en dag,hvor vi lavede stafet med gadebørnene. Vi havde lavet 2 hold, et rødt og et blåt. Her skulle holdene igennem bl.a : sækkeløb, løbe med en kartoffel på en ske, løbe med en rispose på hovedet, snurre rundt om en flaske, løbe to og to bundet sammen på benene. Det var en rigtig god dag, børnene hyggede sig meget og vi gjorde mindst ligeså meget. Da de jo sku være imod hinanden havde vi frygtet, at der ville gå for meget kamp i det, da de jo er gadebørn. Men vi måtte æde vores bekymringer og indse, at ja det er NETOP gadebørn, og de holder sammen. Så selvom alle selvfølgelig gerne ville vinde, så heppede de på hinanden og der var ingen sure minder, da konkurrencen var ovre. Vi sluttede af med kiks og juice, en dejlig dag.
Best igan day:
Så har vi også haft den såkaldte Best igan day, der oversat vil være noget med bedste venners dag. Det går ud på at man sponsorer et underpriviligeret barn, altså et meget fattigt barn, der ikke får eller har særligt meget. Charlotte og jeg deltog sammen med Pia og Rasmus(som vi bor med). Der var både børn fra vores daycare, men også unge udviklingshæmmede, der også fik muligheden for en dag ude. Vi tog til stranden i fælles flok. Jeg var "Best igan" for en pige, vi har i daycaren, Miles. Hun er en pige med.. hmm, skal vi sige gang i, og vi har haft nogle sammenstød med hende. Derfor både frygtede, men også glædede jeg mig til at have en dag med hende. Allerede fra starten fik jeg en god fornemmelse. De her børn har mange søskende, der er mange i familien af tage sig af og da der ofte ingen far er, og måske heller ingen mor, så er der ikke meget alene tid og børnene er tit overladt til sig selv. Derfor var det netop, så fedt at få lov til at give dem den her oplevelse og at hele dagen var der en voksen kun til dem. Det var fedt at vise dem stranden, vi badede, lavede sand slotte og vi havde taget drager med, som vi forsøgte at få op at flyve. Alle havde hver deres madpakke med inkl til deres best igan, så var hyggeligt med fælles frokost, afsluttede med is og fællesbillede. Turen hjem i bussen var ikke nær så larmende som derud, alle de små pus var blevet trætte og var en skøn fornemmelse at sidde i den alt for lille og gamle bus, med et meget glad og træt barn i armene.
Hjemmebesøg:
Vi har også været så heldige at komme på hjemmebesøg ved nogle af børnene. Charlotte, Catrine og jeg blev ledsaget af en vores "housemothers" og vi gik ind i det "squat-area" som børnene kommer fra. Jeg startede så turen med at træde et meget rustent søm op i min fod, sådan Helene.. starter stærkt. Men ville simpelthen se, hvordan de her familier bor, så måtte pænt bide smerten i mig, hive sømmet ud og gå videre. Vi har desværre ingen billeder fra den dag, da vi følte, at det ville være at overskride nogle grænser. Jeg kan ikke forklare, hvordan de her såkaldte hjem ser ud. De bor gerne en 5-6 mennesker på noget der minder om 5-10 kvm. Der er ingen el, og kun et lille blus til at lave mad på, oftest udenfor. Mange steder fungere et stykke stof som dør, og er ikke altid vinduer. Det er så uvirkeligt, at folk bor steder som det. Men de virker overraskende glade for det, det er selvfølgelig også deres hjem og standarden er noget andet hernede. Virker bare alt for surrealistisk.
Møde med sister Anne:
Så har vi haft en møde med nonnen på det sted vi arbejder, hende som har oprettet det. Vi havde en række spørgsmål for at få en fornemmelse af, hvorfor hun er taget til Filippinerne, med hvilket grundlag hun oprettede daycaren, hvad medarbejderne bliver betalt, få mere information om børnene og sidst men ikke mindst, hvad forventninger hun havde til os, og hvordan hun synes det er at have os der. Det var et rigtig godt møde og fik en masse information, der hjalp os til at give et bedre billede af stedet, hende som person men også af kulturen. Hun roste os rigtig meget og fortalte at selvom der har været andre studerende, så synes hun at vi er dem, der har været allermest engageret og at de virkelig kan mærke, at vi brænder for det vi laver og vil det bedste for børnene. Sagde også at de kunne mærke, at børnene var utrolig glade for os og var blevet gladere børn siden vi var der. Det er jo fantastisk at få at vide, varmede meget. Har desuden fået en halv aftale i land om at vi kan få lov at sponsorer nogle af børnene, dvs. betale for deres daycare,
Så blev det tid til blog igen. Der er løbet megen vand i åen siden sidst, men sådan er det vist hele tiden. Sorry.. men er altså kun fordi der sker så meget spændende, og det er vel kun godt, ik :).
Det bliver igen lidt et samskudsgilde, læs hvad der finder jer intressant - lad det andet ligge.
Besøg af Casper:
Vil fortælle om mig dejlige og længe ventede besøg af Casper. Jeg hentede ham i lufthavnen, og må godt nok sige, at der var en del kæmpe mutant sommerfugle i min lille mave. Det føltes i hvert fald sådan ;). Da jeg kommer derud, konfererer vi lidt over sms, da han sku ordne papirarbejde og hente sin kuffet. Jeg beder så herren om, at når han kommer ud, skal han bare blive stående, for så kommer jeg til ham. I Cebu lufthavn skal, dem der henter nemlig stå bag et hegn og vente, og så sige til en vagt, når man kan se dem, man kender, for derefter at blive luffet ud- det er så man ikke bare løber hen til tilfældige, som man jo tit gør i lufthavne.. hmm, Filippinsk logik for the win ;). Nå men tilbage til historien; da han kommer ud og jeg er et stort smil, hva gør drengen så. Han fortsætter da i en vældig fart væk fra afhentningsstedet. Så mig i hastig fart hen til vagten, bliver lukket ud og råbende "CAAAAAASPEEEEERRRR". Jeg får(selvfølgelig) indhentet ham, og uden at blive for sentimental og pladder romantisk, så var det et meget stort og dejligt øjeblik. Helt surealistisk at være i hinandens arme igen, og taxa turen ind til byen var fyldt af mange smil og vi fik kontateret mange gange, at vi ikke helt forstod, at vi igen var sammen.
Dagen efter ankomst drog vi til Moalboal, som der er et indlæg om fra forrige tur. Vi to bussen dertil, en 2½ timers bustur, der er meget bumlende og til tider livsfarlig. Jeg var dog fast besluttet på at Casper skulle have den oplevelse med, for det er bare så filippinsk. Jeg vidste også at han var frisk på det og altid glad for en oplevelse. Det må man også sige han fik, vi blev proppet ind på et lille sæde sammen med en filippinsk fyr, stakkels fyr. Halvvejs på turen bliver pigen på sædet bag ved os syg, og kaster op ud over vores ryglæn og dermed også Caspers trøje(heldigvis ik så meget). Rigtig øv, men som Casper sagde "en oplevelse", og vi kunne ikke andet end at grine af det. Vi boede på et lille hyggeligt resort, der hedder Tipolo, hvor vi fik en fin lille hytte. Rasmus(som jeg bor med) havde besøg af en ven, og de var også på Moalboal de dage. Vi spiste aftensmad med dem, drak lidt og snakkede. Det viste sig nemlig at Casper kender Jonas fra udsendelse i Afghanistan, så er verden godt nok et lille sted. Ellers fik vi dagene til at gå med snorkeling, solbadning, kortspil(som jeg var meget overlegen i, skal vi sige 500-0, yes), en tur til Kawasan falls. Her lejede vi en motorcykel og kørte selv derud. Casper nød det rigtigt og dyttede ved hvert hjørne og ved hver mulighed, præcis som en ægte filippiner. Det var fedt, at køre igennem de små byer og (rigtig kliché agtigt) mærke vinden i håret, mens jeg havde armene om min kæreste. Turen op til vandfaldet var utroligt smukt, og glædede mig til at vise Casper det. Ved vandfaldet kan man blive trukket igennem det, mens man ligger på en tømmerflåde. Det sku selvfølgelig prøves. Da vi kommer igennem, kan jeg høre Casper råbe at jeg skal smile til vores guide, der var med ude på tømmerflåden og tog billeder af os. Imens ligger jeg fanget lige under vandfaldet og min bikinitop er faldet af. Så jeg prøver febrilsk at få hjælp af min bedre halvdel, der desværre har mere travlt med at smile til kameraet.
Nå, da der er gået så lang tid siden sidst bliver det andet lidt kortere. Havde 17 skønne dage med Casper, som sagt var vi på Moal Boal(som der var lige historier fra ovenover), derefter havde vi nogle dage i Cebu, hvilke vi brugte på at få introduceret Cebu, min nuværende hjemby, til Casper, vise ham mit praktiksted, og hænge ud sammen med mine dejlige roommates, som jo også er blevet en stor del af mit liv.
Det var super fedt at få lov at vise Casper mit praktiksted, det betød rigtig meget for mig, da det jo er det jeg brænder for, det mit hjerte bløder for. Heldigvis fald Casper også pladask for disse små fantastiske mennesker, og de faldt i den grad også for ham. De synes det var herligt med sådan en lege-onkel / klatrestativ. Både børnene og Casper var godt trætte efter den dag :). Var rørende at se børnene, der betyder så meget, med min kæreste, der jo også betyder alt... bare en skøn følelse! Er bare skønt at få lov til at vise sin verden hernede.
Efter nogle dage i Cebu drog vi videre til Bohol, nærmere Panglao(en lille ø tilhørende Bohol). Igen havde jeg været der før, men valgte at tage af sted igen, da det er et virkelig smukt sted, med en masse muligheder og havde valgt ikke at se alle tingene, der var at se, for at jeg kunne komme tilbage med Casper. Her dasede vi på stranden, nød at slappe af og bare være sammen. Vi var også på en ø-tur, hvor vi bl.a så Chocolate Hills, et meget sjovt fænomen, hvor der er 1776 bakker samlet på relativt lidt plads. Om sommeren, tørrer græsset og bliver brunt og ligner chokoladetoppe, deraf navnet. Vi så også de berømte Tarsier aber, som jeg også har nævnt før, simpelthen et sjovt dyr. Derudover så vi en KÆMPE slange, nogle andre aber, en grotte, og en zip-line. Zip-linen havde jeg lovet Casper at vi skulle prøve, så måtte jo tage med barnet op i den. Aner faktisk ikke hvor lang zip-linen er, men den er LANG og meget meget højt oppe. Man "flyver" over en Loboc River. Det var en meget smuk udsigt, at se ned i skoven og ned i floden.. men sku´ tvinge mig selv til at åbne øjnene og nyde synet. Var FEDT at dele det med Casper, selvom jeg vist fik svinet ham et par gange på vej op til stedet . Var ikke helt glad for min beslutning om at vi skulle svinge os ud der, og gjorde det jo for at gøre ham glad, så sku lige bande et par gange inden jeg svingede afsted.. Men men ..Undskyld skat, var en fed oplevelse.. hehe. Ved ikke helt hvorfor, men havde også planlagt at vi i Cebu skulle "skywalke" - hvilket vil sige, gå rundt om en 38 etagers bygning, 100 m oppe i luften og nyde den smukke udsigt. Hmm.. tror jeg havde glemt at både Casper og jeg har højdeskræk. Men ligesom med zip-linen, ud på den bygning kom vi, og dette var også helt uforglemmeligt.
Var svært at sige farvel til Casper, havde heldigvis haft de bedste 17 dage og havde nået alt det vi ville og skulle, så kunne ikke klage. Var dog stadig svært at sende ham hjem, nu hvor jeg lige havde fået ham igen. Godt jeg havde nogle søde roommates, der kunne trøste mig, da jeg atter ramte lejligheden.
Det var alt for denne gang, er allerede i gang med næste blog, der vil omhandle, hvordan min decembermåned har været hernede. Har jo været så heldig at have besøg af min dejlige mor, far og lillebror, har holdt jul, været i Manilla(hovedstaden) og fejrede nytår på Boracay.
1000 KNUSERE
- Helene
- comments
Casper Hej skat! var dejligt og læse, nyder og læse din blog og dejlig og genopleve alt det vi var igennem. Flot skrevet skat.