Profile
Blog
Photos
Videos
Mabuhay,
Dette bliver lidt et sammenskuds-indlæg. I har mest fået indlæg om mine forskellige turer, men det er ligeså meget i min hverdag, at der sker en masse små finurlige ting - dem skal i selvfølgelig ikke gå glip af.
Aircraft pilot Taxa-chauffør
Vi kører en del taxa hernede, da det som før nævnt er UTROLIG billigt, især sammenlignet med vores ångsvagt dyre priser i dk. Og når vi kører taxa, så følger der jo automatisk en chauffør med. Det varierer meget om de er sjove, sure, lugtende, sovende eller søde. Men ét er sikkert,det er altid en oplevelse.
En speciel oplevelse vi havde, var en taxa vi tog en dag efter arbejde. Charlotte og Catrine sku på posthuset, så da vi kun sad ham og mig i taxaen, måtte vi dræbe stilheden. Han startede med at spørge om standard spørgsmålene - hvor kommer i fra, hvor længe skal i være her, hva laver i osv osv. Han snakkede overraskende godt engelsk(ifht. Mange af de andre chauffører vi har mødt), så spurgte ham om han havde gået i skole. Det havde han, men han var nødt til at stoppe, da hans mor ikke havde råd. Deres far forlod dem, da han var meget lille, og moderen skulle forsørge ham og hans bror alene. Men han havde altid været meget videnbegærlig og var dygtig i skolen, men kunne ikke fortsætte. Jeg spurgte om han altid havde villet være taxa chauffør, var svært ikke at lyde nedladende, men havde bare på fornemmelsen, at han havde mere at fortælle og gerne ville fortælle det. Han sagde "No", kiggede drømmende ud af vinduet og sagde stor smilende " I´ve always wanted to be an air craft pilot…. And fly the big ones". Kiggede tilbage på mig, som om han vendte tilbage til virkeligheden og smilet forsvandt igen. Han fortalte at det var for dyrt at blive, og havde altid været hans drøm, me vidste godt at den ikke kunne blive opfyldt. Jeg ville gerne vide, hvorfor det lige var det, der var drømmen; hans svar var, at så kunne han flyve verden rundt og se alle smukke steder. Han ville så gerne til Paris, da det havde været hans mors største ønske at se , men - som han sagde "too late, now she´s gone".
Jeg måtte blinke tårerne væk, og sagde at jeg håbede han kom dertil engang. Der blev en mærkelig stemning i taxaen, for os alle 4 vidste at han nok aldrig ville komme dertil.Samtalen blev ikke lettere for mig, da han spurgte ind til Danmark og vi kunne fortælle, hvor heldige vi er, og at vi bliver betalt for at studere. Hvad jeg ikke ville give for at smide ham på et fly til paris, eller til Danmark, så han kunne få en uddannelse. Han virkede så klog og velovervejet, og kunne ik lade være med at tænke over, vilke muligheder han ik´ ville have, hvis blot han var født et andet sted.
Nu sad han som 28årig taxachauffør, med 3 børn, en kone med spille problemer, som han lige havde forladt, så nu så han ikke rigtig sine børn. Var sgu svært ikke at føle at livet kan være uretfærdigt. Alt i alt, var det god oplevelse, hvis man kan kalde det det. Var i hvert fald spændende at høre hans historie, og det føltes som om han nød at fortælle den - om ik andet tror jeg vi alle 4 (Charlotte, Catrine, taxamanden - der hed Harvey og mig) fik ting at tænke over.
Do you know barbie?
Catrine, Ma jog jeg besluttede os for at tage til frisør. Cat og jeg skulle have klippet spidser og Maj skulle have lyse striber. Vi bliver placeret i hver vores stol, og jeg "får" en fin lille filippinsk pige. Showet startede allerede, da hun skulle vaske mit hår. Hun havde åbenbart aldrig rørt ved lyst hår, så det var jo en kæmpe oplevelse - ku jeg forstå. Hun gav sig god tid med det, håber det var fordi hun nød det og ik fordi det var alt for beskidt .
Så begyndte hun at klippe mit hår, meeeeeget forsigtigt. Så en hurtig studsning blev meget hurtigt til 45 min, men hun var så sød. Hver gang jeg kiggede ind i spejlet, som man nu gør, for at følge med i hvad frisøren gør ved ens hår, så stoppede hun op og kiggede smilende på mig, hvorefter der kom en lille kommentar(og den var sikker hver gang): "åh you´r so beautiful mam". Senere sagde hun så jeg lignede en "celebrity" - from Hollywood. Hun ville gerne vide om jeg kendte nogen af de kendte fra hollywood, hvor jeg desværre måtte svare nej. Så fik vi en spændende snak om, hvem jeg godt kunne lide af skuespillere, mit svar var Jennifer Aniston og hendes var Angelina Jolie, så sagde jeg "UH b**** fight" - der medførte et kæmpe grineflip fra hendes side, vidste godt jeg var sjov, men så sjov vidste jeg dog ikke J. Igen kiggede hun på mig og sagde så:
F: "You look like Barbie"
H: "hmm, yes that's because im a real life Barbie"
F: "NOOOOO, really?"
H: "No, sorry it was a joke, Im just kidding"
F: "So you are not a real life Barbie?"
H: "No, im just Helene"
F:" Okay, but do you know Barbie?"
H: "Ehm.. yeah, I know what a Barbie is"
F: " Do you know her?
H: "??"
F: "Is she your friend?"
H: "YES yes yes, shes my friend" - nu gad jeg altså ik den leg mere, hehe.
F: "Oh thats so cool, you are beautiful like her and Britney spears". (håber virkelig det var I Britneys gode dage.. hmm)
Nå men klippet blev jeg, og på trods af det en klipning og føntørring tog laaaang tid, så var det ganske fint. Fik håret rigtig fint sat, tror hun satte det om 3-5 gange, da hun synes det var "sooo much fun", at lege med mit lysehår. Jeg fik både 80ér frisure, med funky pandehår og fik lidt hollywood agtigt med bølger i siden, så måtte lige ud og ryste håret lidt, da jeg havde betalt.
Prison dance
Vi havde glædet os meget til at se "Dancing inmates", da vi havde hørt så meget om det, og nu det var lige her i Cebu, så det var bare et must. Vi vidste ik så meget om det, bortset fra det åbenlyse - dansende fanger. Men vi havde tjekket det på youtube, hvor der ligger en video med dem. Vi havde både hørt godt og dårligt om konceptet; at fangerne bliver tvunget og truet til at danse, men også hørt at mange af fangerne ikke vil ud, da det giver dem et fællesskab, noget at stå på til og noget at gå op i.
Efter at have set det, må jeg tilslutte mig det sidste - heldigvis J
Ideen bag "prison dance" er, et "Detention and rehabilitation center". Inspektøren ville gerne at de indsatte fik en times daglig motion, han begyndte med at de skulle marchere i takt og synes det så så flot ud, og fik så ideen til dansene. I starten var han meget omhyggelig med at vælge så maskuline sange som muligt, for ikke at støde de "hardcore" forbrydere. Nu bliver dansen brugt til at lære de indsatte gode manér, sociale kompetencer, samarbejdsevner og noget at stå op til om morgenen. Derfor danser de ca. 1500 fanger, der er med i danseprogrammet, 2 gange dagligt sammen med en danseinstruktør. For at fangerne ville gå op i det indførte inspektøren, at de skulle opvise deres dans for et publikum 1 gang om måneden. Så det sætter vi jo pris på J De blev især kendte efter at have danset deres tribute til Michael Jackson. De lavede showet bare 10 timer efter de fik at vide at han var død og dansede med Michael Jacksons egen koreografer, der medførte at showet blev et hit på Youtube.
Nå men vi tog til capital building, hvor vi skulle med en bus i samlet flok derop. Selvfølgelig var vores navne ikke på den liste, selvom vi havde ringet til dem - men fordi vi var hvide, smukke og søde kom vi selvfølgelig med alligevel. Der var meget varmt, og vi ventede i en lille time før bussen kom.Vi fik os mast ind på en plads og nu gik den vilde tur op på bjerget, hvor fængslet er. Vi kom ud på nogle meget små og kringlede veje.Og for første gang hernede blev jeg små bange for at vi ville køre galt - selvom vi har været ude på en del dødskørsel hernede.
Frem kom vi dog heldigvis. I fængslet fik vi udleveret et pas til at komme ind og vi fik mast os ind mellem en masse koreanere og fandt en plads. Fangerne var allerede gået i gang med et lille opvarmningsshow, så frygtede vi var gået glip af noget. Heldigvis startede de lige efter med et flot indgangsshow, jeg kunne godt mærke at jeg var vildt spændt. Alle fangerne marcherede ind på kryds og tværs i flotte formationer i deres orange dragter, med smilende helt op til ørerne. "Det her sku nok blive godt J "tænkte jeg ved mig selv, og hvor havde jeg ret. De dansede til forskellige kendte sange, virkelig fedt koreografi og man kunne føle energien fra fangerne/danserne helt nede på de bagerste rækker. Og lige da jeg troede det ik´ ku blive bedre, kom det show, de havde lavet med Michael J. koreografer. Det show som vi havde siddet og set på youtube, og tænkt at DET kom vi ik til at se, men fik sikkert noget andet godt. OG så vidste de sgu´ det show. Det bragte næsten tårerne frem, og efter det MEST FANTASTISKE SHOW, havde jeg helt ondt i kæberne af at smile konstant. Det var så stor en oplevelse. De mænd gjorde det så godt. Når jeg kiggede rundt over hele flokken og kunne se alt fra meget koncentrerde miner -og se hvor meget de brændte for det til kæmpe smil og glæde. Lige da det hele næsten ik kunne blive meget bedre, og Maj og jeg stod og faldt lidt hen og blev enige om at, det var et af de øjeblikker man bare aldrig glemmer. Træder de 15 bedste dansere frem, iførte hvide masker og danser til "Apologize" med One republic, dette medførte at Maj begyndet at tude, og fik selvfølgelig mig med på den(Vi er vist lidt oversentimantale hernede). Men var bare et rigtig smukt øjeblik, og Maj og jeg havde ret - det er et øjeblik jeg aldrig glemmer.
Jeg er så heldig at jeg får chance for at vise Casper det, da det er den sidste lørdag i måneden og der er han her heldigvis J. Desværre når mor, far og Ebbi ikke at se det… og heller ikke jer andre derhjemme, føler med jer, hehe. Men håber i går ind og tjekker linket ud, og at i kan sætte jer bare lidt ind i, hvor speciel en oplevelse det er. ( Videoen kan ses på dette link: http://www.youtube.com/watch?v=mKtdTJP_GUI)
Motorcykelulykken…. Dam dam daaaaam:
Hmm, okay måske er det ikke helt så vildt som det lyder, men her kommer historien. Så efter denne helt fantastiske oplevelse, skulle vi jo ned fra det her bjerg, hvor fængslet var på - og da bussen var proppet op med koreanske turister, måtte vi søge til andre midler.. motorcykler. Så to af os bag på hver af disse og ned gik det så(jeg holdt godt ved, bare rolig Mor!!). Da vi stadig var høje efter dancing inmates, kan i nok tro at adrealinet og fornemmelsen af at leve livet ikke blev mindre af at dingle rundt ned af et bjerg, bag på en scooter, syngendeJustin Bieber med køreren og Maj, med vinden i håret, vinkende til alle de lokale vi mødte på vej ned. Så da vi kom ned fra bjerget og igen ramte cebu CITY, skulle jeg da have et billede med vores søde, syngende chauffør, der havde fået os sikkert ned fra bjerget, på trods af meget tvivlsomme veje. Da jeg stiller mig hen ved siden af ham,mærker jeg så noget på mit ben…. Udstødningsrøret lige på mit skinneben. AV FOR… ! Kunne godt se at det ikke så helt godt ud, og da noget af huden røg af, kunne jeg godt fornemme at jeg hellere måtte få noget på det. Vi mødtes med de andre(der også var kommet sikkert ned, heldigvis) og fik købt lidt plaster + div. Creme For en mindre formue på apoteket. Så spiste vi lige lidt græsk mad… for du skal aldrig lide på tom mave. En af de andre piger hernede, havde gjort det samme som mig 1 mdr tidligere, så ringede til hende og fik at vide, hvad hun havde gjort. Hun rådede mig til at tage på hospitalet, så afsted måtte jeg igen til det dumme hospital - sammen med min sygeplejer MajJ.
Vi var forberedte på den helt store ventetid, og måtte bare bide i det sure æble. Men med det samme vi kom, blev vi vist til Emergency, fik udfyldt nogle papirer, blev målt og vejet(ja, det gør de altid hernede), ventede 5 min. Og kom så ind til lægen. Han kiggede lidt på det, skrev lidt, kiggede lidt mere, spurgte om en masse og fik skrevet nogle recepter ned til mig. De ville give mig stivkrampe, selvom både jeg og Maj insisterende fortalte at den havde jeg allerede hjemmefra. De virkede ikke overbevidste, og troede jeg var bange for at blive stukket(psssss…. Som om). Men fik den ikke igen. Den eneste rigtige ventetid vi havde, var da vi skulle vente på at en sygeplejerske skulle komme og hente os, aflevere nogle papirer og føre os hen til en skrank. Skranken var kun 5 meter væk, men vi måtte bare ikke selv gå derhen. Han (klinikassistenten), der sad ved os, gik dog derhen for at lede efter ham, der skulle føre os derhen, gik tilbage til os for at sige han snart kom. Simpelthen et mærkeligt mærkeligt system de har hernede. Men vi kunne ikke klage, vi fik en god snak med klinikassistenten, og en del blikke og grin fra de andre ansatte, der synes vi var vældig spændende. Så blev vi endelig hentet, fik en regning som jeg sku betale ved en anden skrank, kom tilbage med seddlen og fik recepten, gik til apoteket, hentede pillerne og endelig kom hjem igen.
Der er gået 3 uger er ved at være heelet, heldigvis. Men jeg må ikke væremed det i vandet i længere tid, ikke det fedeste hernede. Derudover skal jeg hele tiden have det dækket med en bandage, både for at undgå infektioner(smører det også med noget antibakterielt) og fordi det ikke må få sol( i 1 helt år.. øøøv). Min fine bandage medfører en masse kommentarer og spørgsmål fra Filippinerne, og når jeg fortæller det er fra et udstødningsrør, er svaret altid "aaaaaaaaah, i have one too". Så er helt med på moden hernede.
Mille:
Ellers har vi haft besøg af en lille hvalp i 2 uger, Mille. Maj og Ellen havde reddet hende, da nogle gadebørn var ved at drukne hende. Så efter en tur til dyrelægen, var hun oppe på benene igen. Hun var kun 4 uger på det tidspunkt, det bette pus. Vi passede hende som sagt i 2 uger, indtil IRO (- en organisation, der finde familier til hjemløse hunde, mest unger) fandt et hjem til hende. Det var så hyggeligt med en lille hvalp i lejligheden, selvom jeg ikke var så munter i alle de vågne nattetimer, når hun stod og peb.. men så kiggede hun med de små hundeøjne, åååh så smeltede jeg igen. De andre var dog ikke så vilde efter små lorte på gulvet(forstår jeg slet ikke, hehe), så var Maj og jeg er stod for pasningen. IRO fandt et hjem til hende, og vi satser på at kunne komme ud og besøge hende en dag. Var godt nok tæt på at tage hende med hjem, for var ved at ende med hun skulle aflives, hvis der ikke var et sted til hende. Heldigvis fik hun et sted, så nu glæder jeg mig bare til at komme hjem til Oscar… der sover om natten, og er renlig :D
Manilla - John Mayer:
Lige til slut må i høre om vores tur til Manilla, hovedestaden på Filippinerne.Vi havde bestilt billetter til John Mayer koncert, og tog en weekendtur, nu vi alligevel var der. Så vi fløj meget tidligt om morgenen fra Cebu. Der var meget STORby over Manilla, og selvom vi havde hørt meget dårligt om trafikken.. så havde vi aldrig forestillet os, at det var SÅ slemt. Det var virkelig ik til at komme nogen vegne. Heldigvis havde vi ik noget vi absolut skulle nå, vi ville bare gerne opleve byen - og det kom vi til, i hvert fald trafikken, hehe. Vi så ikke så meget, både pga. trafikken, men også pga. regnvejret. Vi var så heldige lige at ramme en weekend, hvor det næsten regnede konstant.
Nå fredag aften - koncert, og nøj hvor vi glædede os. Så vi stasede os rigtigt ud alle sammen i vores fineste klæder. Det øsregnede og turen i taxa tog 1½ time, på trods af at der egentlig ikke var så langt. Da vi endelig nåede frem prisede vi os lykkeligt over, at vi skulle ind og høre dejligt musik. Inden vi skulle spise ville vi lige gå over for at finde koncert"salen", så vi vidste hvor det var -der ser vi pludselig nogle storskærme over på en plads. Hmm, vi hørte en vagt, der stod med en parably."Ehm, do you know where the john mayer koncert is?" - "Yeah, its over there", siger den venlige mand og peger over på den åbne plads "Its an open air koncert" siger han så med et lidt for tilfreds smil. Der var ikke mange smil på vores læber skal jeg hilse og sige. Nå men da vi var kommet os over chokket, var der jo kun ét at gøre. Så vi sprang over aftensmaden og hoppede ind i det nærmeste center, hvor vi købte regntøj og regnslag. Maj og jeg fandt de flotteste lyserøde pink barbie/disney prinsesse regnfrakker. I kan tro vi var flotte. Da vi kom ind ser vi at vores dyre sølv-billetter bliver belønnet med en hvid plastikstol, og da det igen begyndte at regne, tog ALLE (undtagen os) deres paraplyer op. Så på trods af at vi sad tæt på scenen, var det ikke nemt at se noget. Gjorde bestemt ikke vores humør bedre. Heldigvis stilnede regnen lidt af 20min inde i koncerten. Og på trods af regn, paraplyer og dum traffik, var det en ret fed oplevelse at stå der i regnen, i lyserød barbiejakke, kigge rundt på mine tøser, der skrålede løs på "Your body is a wonderland , og kunne kigge op på scenen og se hr. Mayer J.
Lige nu sidder jeg i lejligheden med med Pia, Rasmus og Catrine. Maj har besøg af sin kæreste og de er på tur og Charlotte har besøg af sin far og stedmor, så vi er resterne tilbage. Vi har fejret "stilheden" med hygge hele weekenden; god mad, kortspil, madrasser på gulvet, gyserfilm og is. Vi var også ude og se en Zoo, meget anderledes standard end den vi ser derhjemme. Men heldigvis virkede ingen af dyrerne til at lide, og ingen var udsultet. Jeg havde ellers været bange for at se stedet. Endte dog godt det hele, og vi fik en god snak med dyrepasserne om dyrenes forhold og fik nogle gode forklainger. Derudover holdt jeg en STOR kvælerslange(ja gjorde jeg sgu, var godt nok også lidt bange.. selvom de sagde, den ikke spiste danskere.. kun tyskere, men det var så okay, hehe). Der var også en smuk smuk ørn, vi fik lov at holde og to små abeunger (på henholdsvis 4 og 6 mdr). Så alt i alt var det en rigtig god oplevelse, en god weekend og JEG HAR DET GODT.
Nå men de andre har jo besøg, og jeg kan bare gå og glæde mig til at om en uge er det MIG, der får besøg af min kæreste… iih J. Så render lidt rundt på en lyserød sky, på trods af at regntiden for alvor har ramt Cebu. Vi har lige fået at vide at Tyfonen Megi har hamt Filippinerne, vi undgår heldigvis det værste her i Cebu. Desværre betyder vindstød med orkanstyrke rigtig meget ødelæggelse for de fattige hernede, der bor i små blikskurer. Så jeg er lidt nervøs for i morgen, hvor vi skal til feeding. Håber at tingene ikke står for slemt til og håber alle "mine" unger er der.
Elsker jer, savner jer og giv hinanden en kæmpe krammer fra Mig.
-Kram Helene
- comments
Mor Alle de oplevelser du får... dejligt at høre om - og du er god til at fortælle.
Sidsel I LOVE IT!!! :D