Profile
Blog
Photos
Videos
Hej Igen,
Nu kommer der lige en separat praktik-update, da jeg jo ikke har været så god til at fortælle om min praktikstart, oplevelser med det osv. Og jeg kan se at jeg på sort og hvidt i mit sidste blogindæg har lovet det… sååå må jo hellere holde det J. Man skal holde, hvad man lover har jeg lært af min mor.
Uha, jamen igen er der jo så meget at fortælle, så bliver delt lidt op.
Først lidt info om stedet:
Stedet er en del af en "organsation", der så smukt hedder Spring of hope. Organisationen er en del af Blessed Sacrament Parish Church, der består af : kirke, skole, childminding, feeding, medicin uddeling(når der er noget)og noget musik-terapi lignende noget. Der hvor vi har vores færden er i childminding, der er en slags børnehave- altså et sted børnene kan komme og blive passet, når forældrene ikke kan passe dem, hvis de eks. forsøger at finde arbejde eller arbejder. Familierne er meget fattige, og hvis forældrene har arbejde, så er det som gadesælgere eller lign. Stedet er oprettet af Sister Anne i år 2000, hun er en irsk nonne. Daycaren foregår i en hal, som ejes af kirken til arrangementer, men lånes gratis ud til daycaren. Medarbejderne får løn i form af overskud fra kantine samt donationer fra lokalbefolkningen. Det koster 20 pesos (knap 2 danske kroner ca.) at have et barn i daycaren Disse penge går fx til sæbe, vand, mad til børnene.- hvis de ikke kan betale, passer de dog stadig børnene. Det er selvfølgelig ikke velset slet ikke at betale. Det er selvfølgelig også pinligt for forældrene, så hvis de ikke har pengene kommer de ikke med børnene, og så må de passe sig selv eller gå på gaden, så det er jo heller ikke optimalt.
Vores opgave her, bliver at drage omsorg, stimulere og støtte børnenes udvikling. De andre medarbejdere(housemothers)varetager primært de basale behov som mad, "rengøring" mv. Vi skal stå for aktiviteter og leg generelt. De har fortalt os at det er et problem at børnene i området generelt ikke bliver stimuleret, eller rigtig opdraget så de er taknemmelige for vores interesse og arbejde.
Indretning: Daycaren foregår som sagt i en stor hal. Det er en stor åben hal med to halv små "bure"/indhegninger, hvor børnene leger og sover til middag. Det er MEGET sparsomt med, hvad de er af legetøj og det, der så er, det er langt fra alderssvarende, så begrænset mulighed for stimulering her, vi kan godt fornemme vi skal have gang i kreativiteten. Men det er også fint med os J
Derudover er vi også en del af et feeding-program, hvor vi laver mad ved daycaren som vi tager med ud i slummen og deler ud til gadebørnene. Simpelthen en fantastisk ting. Børnene er skønne, og vi har fået i land, at vi laver aktivteter med dem inden maden. Der er bare en helt særlig glæde, charme, gnist - noget udefinerbart ved de børn, er bare fascineret af dem og måden de klarer livet.
Religion:
Vi starter hver dag med ca 15-20 min bøn. Jeg respekterer at de gør det, og står der af respekt for dem, men kan godt mærke at selvom de siger, at de også respektere at vi ikke er så troende, så giver de os bønnerne og salmerne i hånden og sørger for at vi følger den rigtige tekst. Kan dog ikke lade være med at føle mig lidt fjollet, når vi står der.. alle ligner nogle, der ikke rigtig gider og føles lidt som noget, der bare skal overståes. Det kan jeg godt mærke at jeg har svært ved. Jeg er kristen, men på min egen måde og på mine egne præmisser, tror ikke på at nogen Gud vil "tvinge" folk til noget, og det hele bliver lidt påtaget. Nå, men hvis det gør dem glade og giver dem noget styrke, så er det godt. Noget jeg så rigtig kan godt kan lide ved det, er den personlige bøn. Hver gang er der en af personalet, der står for bønnerne, oplæsning osv. Men den person står også for en slags fri-personlig bøn. En bøn for de ting, man føler eller dem man føler, der skal bedes for. Der kan jeg se det smukke i det og meningen. Men ved oplæsning af ting, de som små har terpet som udenadslære, er ikke til det. Desuden i den "faste"-bøn beder de for "all in need", alle de hjemløse, de arbejdsløse, og også dem i fængslerne. Synes det er meget smukt. Desuden finder vi det meget sjovt måden de udtaler ordene på. De siger i en bøn "that you will give os satisfaction.."OG det lyder simpelthen så corny, når de siger det med deres Filippinske accent. Så det er altid en oplevelse om morgenen.
Pædagogikken
Børnene opholder sig i to indhegninger, hvor der næsten intet legetøj er og det der er er slet slet ikke alderssvarende til de større børn, der har brug for stimulering. Der er nogle enkelte klodser, en lille plastik rutsjebane, en dinosauer, en lille legetøjsbil og en dukke uden øjne. Personalet siger at det de har brug for os er til at stimulere børnene og udvikle deres kompetencer, da det er et problem i "this area", som hun sagde. Hun kan godt se at børnene mangler stimuli,men at det (filippinske) personale "kun" står for de basale behov, som at de får vasket hænder, får mad, bliver puttet osv. Personalet er vildt søde, men det er selvfølgelig en anderledes slags "pædagogik" de fører. F.eks. hvis der er et barn, der græder, så får det lov at græde. Tror helt sikkert ikke at det er fordi de ikke vil, der var en ny pige i dag og hun græd rigtig meget -klart på første dag, men hun fik lov at sidde alene og græde. Jeg sad med et andet barn, men efter noget tid besluttede jeg mig for at gå derover,men så kom der godt nok en af medarbejderne og tog hende. Men det var bestemt ikke som jeg ville have gjort det. Hun tog hende på skødet, slog hende lidt på skødet, rettede hendes tøj og snakkede så med kollegaen. Havde mest af alt lyst til at tage den lille pige over til mig, lege med hende og trøste hende. Men igen, må træde lidt varsomt og bide det i mig. Når børnene skal sove bliver de alle puttet ind i en af "indhegningerne" og ligger på madrasser, de samme som børnene bliver skiftet(ble) på, her sover alle så. Overraskende nok er der ikke så meget bøvl, mine erfaringer siger mig at der bestemt ville være mere i en dansk vuggestue/børnehave. Børnene ligger sig rimelig hurtigt og så ikke mere brok. De små (7-10 mdr) ligger samme sted, og bliver klappet…lidt for hårdt efter min smag, på ryggen, men falder faktisk i søvn hurtigt.
Frustrationer:
Lille pige, der hiver de andre i håret og de derfor ikke gider lege med hende..forståeligt nok, som børn jo er flest. Hun bliver rigtig gal, når hun ikke får sin vilje og hun skriger og vrider sig. Hun ligger sig oven på mine ben, hvor jeg tager hende og sætter hende ved siden af mig, da det udelukkende er hysteri. Føler jeg faktisk ved, hvad jeg gør. En af de filippinske "housemothers" bliver dog befippet og, jeg tror, at hun tror, at jeg føler (er i stadig med, hehe)det er ubehageligt og prøver at overbevise mig om, at hun bare skal sove, eller er sulten. Ender med at hun smider hende i bad, mens vi sidder og spiser med de andre børn. Føler at det skulle være håndteret på en helt anden måde, og hun bare skulle køle ned og finde ud af at tingene ikke altid kan gå efter hendes hoved(hun er en lille primadonna),er bare svært at sige, uden at kritisere dem. Men kan godt mærke det er frusterende ikke at kunne gennemføre de tanker man gør sig eller forklare sin pædagogik.
Fredag d. 13, møder kl. 13. Børnene sidder på stole rækker, næsten helt stille. De venter på at der kommer nogle skolebørn, der skal underholde dem. De byder os velkommen med - "welcome visitors… ", osv. Osv. Er slet ikke til det der formelle. Nå men vi sætter os ved siden af gadebørnene. Der er to "sider" en med gadebørnene, og en med dem fra childminding(de børn, der har lidt mere). Virkede lidt klamt den måde det var opdelt på og at de sku´ sidde og nærmest observere hinanden. Efter ½ time, hvor vi har snakket lidt med gadebørnener begynder børnene at rende rundt, da de jo keder sig, hvilket jeg ik synes man kan bebrejde dem. Synes bare det var så imponernede at de havde siddet stille så længe. Vi prøvede at snakke med personalet om, hvor lang tid der ville gå endnu inden de andre kommer, da vi ellers ik vil starte noget op, men sprogbarrieren sætter ind og der bliver nærmest ført to samtaler. Men da kaoset bliver for meget spørger jeg på bedste "baby-engelsk" og pege teknikker, om vi skal tage os af børnene og gøre noget i ventetiden. Hun ser helt lettet ud, og siger ja ja ja ja mange tak. Jeg sad med en lille pige, som hun nærmest rev ud af armene på mig, så jeg kunne komme i gang. Vi lavede stopdans først. Det var lidt svært lige med, hvor meget vi skulle forklare osv. Men i gang kom vi og børnene var meget hurtige til at opfange det hele, det kan de jo bare sådan noget. De lever jo på et efterligne og observere. Det var super sjovt og fantastisk at se smilene på de små mulatte ansiger. Bagefter legede vi boogie-woogie, også et hit og var også bare at gå i gang og overdrive, så det så sjovt ud for børnene. Tror aldrig jeg har "shaket my leg all about" så meget som der. Vi var godt kvæstede efter legene, og at der var 50 grader(i hvert fald haha) i hallen hjalp heller ikke på det, men var det hele værd. Endelig kom skolebørnene, efter 2 timer, men var det mest fesne de havde med. Legde en leg med at finde en partner og spørge om navnet og derefter var der slik og hotdogs til alle, ikke det mest nærerne mad for de små purk, men nok det billigste hernede. Skolen gik meget op i at de var kommet der af deres gode hjerter og tog billeder af alt. Jeg sad med en lidt bitter smag i munden over, at de små 4 årige skulle høre på den tale i stedet for bare at få lov til at lege.
Den lille dreng, hvis hjem brændte i branden jeg har billeder af herinde, Gigimon, blev endelig hentet, de var ellers ude i at vi måtte tage ham med hjem, da ingen af de andre kunne, men hans mormor kom. Moren er ude af billedet fik vi at vide, men ved ikke mere om det. Der er vist tvivl om hvorvidt det overhovedet er moderen, og om hun evt har taget ham et sted. Er svært ikke at vide noget om børnenes fortid, liv og hverdag hernede.
Tirsdag d. 17:
Charlotte og Anne var syge, men Catrine og jeg drog afsted på trods af stadige tiltagende mavekramper og kvalme…jubii, for rejsesyge. Da vi ankommer er der mange børn, og i den efterfølgende halve time kom vi op på rekord, 25 børn. De ansatte så ud til at de var meget glade for at vi var der, og sagde de havde andre opgaver. Så Catrine og jeg blev mere eller mindre overladt med børnene til os selv. Da vi begge var ramt af sygdom, var det ikke den bedste dag. Men vi tog selvfølgelig kampen op. Der var ca. 5 små børn, 7 stk 2-3årige og ellers resten 5-6 år, så der var godt gang i den. Flere gange måtte vi skille børn ad, der sloges helt vildt. Personalet sagde ingenting til det, de gik bare videre. Men det var simpelthen for meget for os. Drengene gik hen og tog pigernes tegninger(vi havde lavet et lille "tegneværksted"), krossede dem sammen, hvilket selvfølgelig også endte i slagsbål og gråd. Her var der igen kun os til at bryde ind. Vi prøvede at snakke sammen om, hvordan vi kunne gribe det hele an, men var simpelthen så uoverskueligt. Efter noget tid hører jeg James(en af drengene på 4 år), græde meget højt, jeg får øje på ham inde i den ene lege-gård, hvor han sidder med hænderne for ansigtet, han flytter dem og blotter et blodrødt ansigt og et meget forskrækket udtryk. Medarbejderen der sidder inde i gården reagerer tilsyndeladende ikke på noget, så jeg smider, hvad jeg har i hænderne og løber ind til ham. Han har blod i hele hovedet, på hænder og på tøjet - jeg kan ikke rigtig lokalisere, hvor blodet kommer fra, så får ham væk fra de andre, og får fat i en af de andre, for at jeg kan få en klud og noget vand. Hun henter dog bare en af de andre og de henter endnu en, til der står 4 personale og bare kigger på en stakkels dreng og råber lidt. De sætter ham op på en stol, hvor han sidder meget forskrækket og stadig med blod overalt. Jeg får mast mig igennem dem og tager James og sætter mig på stolen og ham på mit skød og holder om ham. Kan mærke at han ryster, og græder stadig meget. Catrine henter en lommelet, da ingen af personalet endnu har hentet andet end noget sprit. Vi finder ud af at blodet kommer fra 4 sår/huller i hans pande. Personalet vil give ham is på hovedet og er meget voldsomme, da han vrider sig. Det gør jo ondt på hans efterhånden store bule. Da han ikke vil være med til det, er der en, der holder hans ben, en der holder hans hoved, og en der putter isen på og holder. Da jeg stadig sidder med ham, bliver jeg en del af denne "fastholdelse", og selvom jeg har prøvet det før i dk, men med et hysterisk barn, som man også kunne snakke og forklare til. Det var simpelthen så ubeghageligt at sidde med denne lille skræmte dreng. Da de slap taget lidt skyndte jeg mig at tage ham ind til mig, og han knugede sig godt fast. Jeg gjorde tegn til de andre om at give mig isen, med risiko for at de blev fornærmede. Men det ville jeg simpelthen ikke være med til igen. Det var langt over min grænse, selvom jeg ved de gjorde det af den bedst mulige mening og jo ikke vil ham ondt. Men stadig kan jeg slet ikke sætte mig ind i, at de ikke kunne tyde eller respektere James reaktioner. En af personalet "tager ham fra mig" og tager ham ned i den anden lege-gård, hvor hun tager en pude og lægger ham på den. Jeg følger efter hende, for forstår ikke helt, hvad der sker og vil se om hun trøster ham. Han er jo stadig meget ked og bange. Jeg står udenfor gården, og hun står over ham, han ligger der bare, er stoppet med at græde, men han er langt fra træt eller tryg. Jeg går derind, hun snakker lidt til ham og siger så til mig, da hun kan se jeg nok ikke går: "he need sleep", jeg sætter mig ved siden af James, der ser op på mig med tårer i øjnene. Jeg rækker min hånd frem, han tager om den og jeg tager ham op til mig. Han putter sig ind til mig og begynder at græde igen, imens han holder om mig. Medarbejderen går igen og forstår det ikke rigtigt fornemmer jeg. Hun kommer dog igen med noget mere at tørre ham med. Hun giver mig det og jeg giver det til James, han er stor nok til selv at kunne bedømme, hvornår han vil tørre mere blod væk og vil ikke skræmme ham igen. Han ligger sig i mit skød og falder til ro, her ligger han så i ca. 30-45 min. De ansatte kommer bare og kigger lidt engang imellem og også de andre børn. En af de mindre børn, en lille pige på ca 1 år, som jeg har været meget sammen med i sidste uge og prøvet at danne relation til/med. Søger mig meget, men det er svært når jeg sidder med James, og han skal ikke føle at han bliver skubbet væk. Da personalet altid vælger de små frem for de større, vel fordi de mener de har mere brug for dem, hvilket tildels er rigtigt, men det er jo forskellige behov. En anden medarbejder vil tage hende væk, igen af god hjerte, da jeg jo er optaget, men den lille vil kun være hos mig. På trods af at hun har kendt hende de sidste 6 mdr. Det er vildt så hurtigt de knytter sig til en, men vi anerkender dem nok også og ser dem mere, yder mere omsorg end de nogensinde har været vant til. Så hun må give mig den lille igen. Kunne godt mærke jeg var godt brugt,og stadig havde det skidt. Men hvor var jeg alligevel glad for at vi valgte at tage af sted den dag. Kunne virkelig mærke at der er en pædagogisk opgave her.
Feeding:
Vi tager med til feeding en 2-3 gange om ugen. Vi har nu fået lov til at komme en time før feeding reelt begynder, og her kan vi så lave aktiviteter med ungerne. Det er som sagt de skønneste børn, og er virkelig faldet for dem. De er så taknemmelige. Vi var ude og lave suge-rørsarmbånd med dem sidste gang. Vi havde garn i flere farver og en maaaaaasssse sugerør med i alle muligefarver. Så klippede vi dem over, og så er det ligesom perler. Vi havde troet der måske ville være en del kaos og lidt slåskampe, men det måtte vi tage med og se, hvad der skete. Der blev vi gjort til skamme, de satte sig alle ned på rad og række og ventede på at få en snor, hvis de ikke havde fået endnu, så hjalp de deres sidemand med at holde deres snor. Så sad alle de møgbeskidte og smilende gadebørn der og lavede armbånd og halskæder, og spurgte pænt om at få flere sugerør eller snor. Var så imponerende og var nok ikke sket sådan i Dk. Det giver bare noget helt særligt at være med de børn, og glæder mig til rigtig at komme i gang med en masse aktiviteter med de børn.
Det var lige en praktik update, dem vil der helt sikkert også komme flere af. Håber i synes det er spændende og kan følge med. Er lidt svært at få ens oplevelser med de børn ned, så det er til at forstå og sætte sig ind i. Det er jo en helt ny verden, og tænker hver dag at nu skal jeg huske at skrive det og det ned. Men dagene går jo og tankerne flyder.. hehe J
Får en af dagene skrevet om vores weekend tur til Moalboal, også heeeelt fantastisk.
Take care, peace out og tænk glade tanker.. I er altid I mine, så de er glade
-Helene
- comments
Kaj GODT GÅET OG GODT SKREVET
Mor Hvor er det dejligt at følge med og hvor er du god til at beskrive...
Sidsel Iiih altså, elsker at læse med!!! Du får nok lige en mail (mere) snart ;)
Casper Du er sej skat og tror de er prisgivet for at de har fået en person derned med så stor personlighed og menneskelig indsigt som du bisidder. Du gør det rigtigt godt og er glad for der er andre mennesker her i verden der kommer til at opleve dig selvom vi savner dig her hjemme:)