Profile
Blog
Photos
Videos
Magandang umaga Folkens
Nu er vi ved at ramme uge 4, så snart er første måned veloverstået. Har en mærkelig ambivalent følelse i kroppen hele tiden. Det hele er stadig meget nyt og spændende, men det er gået op for mig at vi skal blive her lidt længere og tingene er ikke ferie-spændende længere, hverdagen er alligevel begyndt at "kicke" lidt ind. Jeg har det dog helt fint med det, er rart at få lidt mere hverdag og rutine hernede. Det føles bare så sært at smog, gadebørn, udekøkkener, gadehunde, folk over alt og alle hilser og vil snakke, kæmpe malls, kakelakker og syg traffik er blevet ens hverdag pludselig, og ikke er noget, jeg tænker så meget over mere.
- Feks. Traffikken. De første taxiture var med nervøse smil på læben, hænderne der forsigtigt famlede sig frem efter bare et eller andet at holde fast i, og små skrig, når vi var sikre på at vi blev kørt ind i - der medførte en del grin fra de uforstående taxichauffører, og deres eneste kommentar var "no worry ladies". Trafikken er helt anderledes fra den vi kender i Danmark. Bilerne er enten noget gammelt lort(pænt sagt)eller også nye store firhjulstrækkere. Førerne bruger konstant hornet for at signalere, ja alt. Mest for at gøre opmærksom på sig selv, har vi fundet frem til. Folk overhaler udenom og kører i modsatte kørebane i flæng. Jeg var sikker på jeg ikke overlevede den første uge i den traffik, men indtil videre har vi kun været vidne til 2 mindre ulykker og ingen personskade og generelt er der meget få buler at se i skrotkasserne.På trods af alt dette har vi vænnet os til det og, fatter ikke jeg selv siger det, så er det en meget tryg traffik. Alle, bilister, fodgængere, jeepney-fører og motorcyklister er utrolig opmærksomme og alle passer på alle. Er dog ved at være bange for, hvordan det dog skal gå mig,når jeg kommer tilbage til den danske traffik og nok har påtaget mig nogle filippinske regler.
Nå hvad er der sket siden sidst… hmm. I får lige lidt små episoder,der skulle kunne betegne det overordenede billede - for ellers bliver bloggen 100 sider lang.
Massage oplevelse:
Inden praktikstart synes vi at vi skulle forkæles lidt. Så Maj, Charlotte, Catrine og jeg valgte at bestille en tid til en full body scrup og massage. Vi blev delt op i to hold, Catrine og jeg var sammen. De førte os ind i et lille blåt rum, hvor der på et gammel gulvtæppe er en madras. Heldigvis delte vi rum sammen, så vi kan se hinanden igennem en "ikke eksisterende dør" i muren. Det synes vi var meget rart, for alt i alt lignede det sgu mere en anden slags massage-klinik der. Efter de første 10min bliver vi lidt forvirrede over hvad der skal ske, for der kommer ingen ind til os. Efter lidt tid kommer der en lille filippinsk kvinde og stikker os et par halv-gennemsigtige papirs g-strengs trusser og siger "There you go Mam" og går igen. Catrine og jeg kigger på hinanden… NO WAY IN HELL. Men ja, vi smider klunset og beholder vores egne trusser på. Igen går der vel 10-15 min,hvor vi igen når og blive lidt forvirrede og bekymrede, især da vi gentagne gange hører en meget dyb mandestemme inde ved siden af. NÅ, endelig kommer der en anden filippinsk kvinde ind, hun beder os lægge os ned og begynder derefter at smøre os ind i Sea Salt. Man skulle tro at sådan et lille nips af en kvinde var blid, men Næ nej - jeg skal da lige love for at jeg fik body scrup for alle pengene. Så skulle vi i bad. Jeg kunne høre Charlotte og Maj ligeså forvirrede i bruseren ved siden af. Efter badet kommer vi ind igen til tortur-kammeret og bliver her "smurt" ind i en blanding af gedemælk og honning(ja den er god nok),duftede nu meget godt.. men følte mig lidt som en glaseret skinke. Det gule plastik vi efterfølgende blev rullet ind i hjalp ikke ligefrem på det. Nå der lå vi så i 20 min, hvor hun var så venlig at slukke lyset. Nå en bette morfar til Helene, men liiige da jeg falder hen kommer den onde kvinde ind, tænder lyset - uden at advarer mig - plejer man da lige efter en morfar. "Shower mam", og ind i badet med mig igen, for s… det honning var svært at få af. Gjorde mit bedste og ind igen. Her var der så endelig massage… aaah. Startede godt, hun tog hele ryggen, og der må jeg sige den filippiner arbejdede for sine penge. Hun vidste hvad hun lavede…. Tænkte jeg,liiiige indtil jeg fandt mig selv med benene oppe af væggen, knæ i ryggen og skuldre af led. "Bid det i dig Helene, det er en oplevelse" tænkte jeg hele tiden, og forsøgte at fokusere på noget andet for ikke at grine, men ser så ind på Catrine, der sidder op med et filippiner knæ i ryggen og armene svingene over hovedet. Måtte affeje det grineflip med et påtaget hosteanfald. Alt i alt, en….oplevelse :D
"Finurlig kultur-oplevelse"
Nå men bagefter massagen kommer vi ud og der er sådan noget star-factor auditions i vores mall, så vi stopper og kigger lidt. Imellem at folk kommer på, er der sådan et introband. De spiller nogle gode sange osv og når de har spillet, så klapper vi - selvfølgelig, det gør vi jo i Danmark. MEN gør man åbenbart ikke her, pludselig står der bare 400 filippinere og glor på os i stedet. Hmm, nå næste sang og derefter klapper vi selvfølgelig igen.. der vender bandet sig så om(vi så på dem oppe bagfra) og kigger op på os, vinker og råber til os hvor vi er fra. Vildt pinligt, og derefter under alle sangene kigger de op på os, vinker og alt muligt. De var rigtig glade for at vi klappede, vi troede ligesom bare ikke at vi ville være de eneste. Er sgu sjovt med sådan nogle oplevelser.
"De kendte danskere":
En lørdag tog vi(Charlotte, Catrine, Maj og jeg) en bette bytur. Vi valgte at "afprøve" et diskotek, der hedder "The Beat". Et ikke så stort diskotek, men med en masse podier - det er de jo vilde med hernede. Alt for at blive set lidt. Der går ikke længe før hele diskoteket er opmærksomme på at vi er der, og der kommer en flok hen og vil tage taget billede med os. Det er så iorden tænker vi, men da der skal til og knipses står der pludselig 15 filippinere omkring os med peace tegnene fremme. Det udvikler sig nærmest til en lille fotosession. Ikke så lang tid efter kommer der en fyr ned og giver os tyggegummi, tænker okay.. vi har pænt dårlig ånde. Er åbenbart en fin gestus. Det viser sig at det er DJ´en på stedet,der har spottet os og som meget gerne vil vide, hvad vi gerne vil høre. Vores musikønsker kommer på og da aftenen er ved at være omme, kommer han da lige ned igen og takker for en god aften. Har jeg sgu aldrig oplevet i gaden.
Filippinsk fødselsdag:
Vi var inviteret til fødselsdag hos vores "landladys" søn Alfie søndag. Vi fandt dog senere ud af at fødselsdagen vist mest var for at vise deres hvide "venner" frem, eftersom Alfie fik gaven og gik og vi måtte sidde tilbage med gæsterne, men ja ja fred være med det. Vi var inviteret til fest kl. 15, og startede kl. 17.. det er fili-tid, når det er bedst. Var lidt frustrerende, især fordi vi intet havde fået at spise, så ventede egentlig bare på dem og ingen ville gå, hvis det pludselig var. Men ja, vi tog det som en oplevelse hehe.
Chipse-tyven:
Vi er så småt ved at "vænne" os til kakelakkerne hernede, har i hvert fald accepteret dem(sådan da, haha). Noget jeg ikke var forberedt på var en tømmermænds dag, hvor vi havde spist chips. Posen lå på vores seng, og da det var sengetid ville jeg krosse posen sammen. Kunne godt mærke posen var lidt tung, men tænkte ik videre over det. Da jeg rejser mig fra sengen hører jeg en krassen, tænker at det bare er posen, der giver sig, som de nu gør.Men da den bliver ved med det, vender jeg mig mod Catrine(der også er på værelset) og vi konstatere at der er et eller andet dyr i den pose. Pludselig er der alt for meget aktivitet i den pose, der resultere i mange tøseskrig, Charlotte der sidder nervøs på toilettet og ikke ved hvad der sker. Catrine tager posen og kyler den udenfor døren og ud på gangen, hvor vi ser en mus løbe væk. Kan fortælle at værelset blev gennemgået grundigt inden viramte puden om aftenen.
Rørende oplevelse:
Sidste Tirsdag fik vi at vide at der var 300 huse/skure, der var brændt ned ude i slummen. Et af "vores" børn fra praktikken var nemlig ikke blevet hentet og de opsøgte hans hjem, hvor de fandt det brændt ned.(i kan læse mere om det i mit blogindlæg om praktikken, der kommer senere).2 af de andre studerende(et kærestepar, Pia og Rasmus) var taget derud dagen efter, hvor de havde snakket med nogle af ofrerne. En af kvinderne derudefra, en ældre kvinde, havde inviteret dem ind i resterne af deres hjem og sagt "its just unfair", området er også brændt ned i ´97 og sidst i ´04. De her mennesker har jo bare intet i forvejen, så kan sagtens stemme op om "its just unfair". Vi fik at vide at de får mad af regeringen i to dage efter branden, derefter er de på egen hånd. Vi besluttede os at tage derud dagen efter, så vi drog 8 studerende afsted til Carbon Marked og købte 50 kg ris. Med hjælp fra de lokale fik vi posen bakset ud i en taxa. Ingen vidste dog rigtig noget om branden, der kommer ikke så mange nyheder ud hernede desværre. Med hjælp fra en gadedreng fik vi dog forklaret taxachaufføren, hvor vi skulle hen. Da vi kom derud blev vi, overraskende mødt af smilende og nysgerrige ansigter. De fulgte os hen til et af de "hjem", Pia og Rasmus havde besøgt dagen før, her stod der en ældre mand, helt beskidt og blev meget glad, da han så os. Vi fik forklaret at vi havde købt de her ris og gerne ville fordele dem. Han tilbød at vi kunne gøre det fra det, der var tilbag af hans hjem. Han tog vores hænder med begge hans,hans øjne fyldtes med vand og han takkede med grådkvalt stemme. Det var meget rørende, og fik en meget stor klump i halsen og kunne mærke mine øjne nu også fyldtes med tårer. Inden vi næsten havde fået åbnet posen med ris, var der dannet kø og på ingen tid var der 30-40 mennesker i kø. Vi øsede og øsede, og mens posen blev minde, blev køen kun større. Det var intet mindre end forfærdeligt at sige, der ikke var flere ris. Men de mennesker smilede bare og takkede og vinkede til os, no hard feelings og de var bare så glade for at vi var der. Vi tog en tur rundt i det nedbrændte område, og var fascinerende at se, at på trods at af disse mennesker havde mistet ALT, var der en kampgejst jeg sjælent har set. Mange hjalp deres naboer med at bygge op, før de byggede deres eget. Alle hjalp hinanden, og selvom vi kunne mærke at de selvfølgelig var kede af, hvad der var sket, var der et helt særligt gåpåmod og er så inspireret over deres livssyn. Det nytter jo heller ikke noget at sidde og græde over spildt mælk… men mon ikke, det ville se anderledes ud i Danmark. At se folk sidde og rode efter metal stykker i sodet og asken(de får nemlig 8 pesos, ca 1kr- for hvert kg. Metal), se brændte katte og rotter, og folk sorte af sod - var en hård oplevelse, men en jeg ikke ville have været foruden.
Ellers går det godt hernede, vi er startet i praktikken og har overstået den første arbejds uge. Da der er sket så meget der, får det sit eget indlæg. Der vil også komme albums dertil, og af alle de skønne børn, glæd jer :) Der sker så meget hernede, men har langt fra glemt det og jer derhjemme. I fylder så meget i mit hoved og mit hjerte, og mine tanker går til jer hver dag. Især når jeg ser svære og hårde ting, så indser jeg, hvor meget jeg har at være taknemmelig over…. Og at det ikke er fladskærms tv´et eller en ny kjole, men det er de mennesker jeg har omkring mig!
Elsker jer, pas på jer selv og hold mig opdateret
-Helene <3
- comments