Profile
Blog
Photos
Videos
Halløj og velkommen til 2015 :)
Jeg håber, I er kommet rigtig godt ind i det nye år - og fik det fejret på den måde, som passede jer bedst.
Hernede foregik det stille og roligt. Det regnede indtil kl. 18, hvorefter solen og den blå himmel kom frem :) Melle og jeg havde om eftermiddagen været nede i supermarkedet, for at hente nogle chips til hyggen, men da vi kom ud til den kære "Oprah" (Vores bil), ville hun ikke starte. Der var meget travlt ved supermarkedet, og der kom biler hele tiden, så vi ville nødig prøve at skubbe hende igen, hvis hun så bare ville ende midt i det hele og lave trafikkaos :P
På et tidspunkt kørte bilen foran os dog, så Melle gik ud og skubbede bilen fremad i håb om, at det virkede. Desværre ikke, så efter at have prøvet forskellige metoder valgte vi at ringe til Flemming, som så kom efter 5-10 min og startede bilen i 1. forsøg. Håber Oprah snart bliver mere samarbejdsvillig :)
Efter Countdown fortsatte vi hen til "The Warehouse", da Flemming og Lisa havde 2 års bryllupsdag, og de havde fortjent en lille gave. Vi fandt et billede med citatet: "Family - where life begins og love never ends. "
Stort tillykke med bryllupsdagen i går :)
Ved 19 tiden tog vi sammen med Flemming, Lisa og drengene hjem til Karina og Rod, som har 2 drenge på alder med Ryan og Cameron. Lisa og Karina har været veninder siden de mødtes i mødregruppen :)
Her fik vi aftensmad (Indisk takeaway - ret lækkert), og derefter tog Melle og jeg afsted. Planen var at besøge en pub i Riwaka, men vi lavede lige et stop hjemme i huset først, da det stadig var forholdsvist tidligt på aftenen :)
Lidt over 23 kørte vi så mod Riwaka, men da vi nåede hen til pubben droppede vi idéen, da der ikke lige var nogen på vores alder. Vi kørte så tilbage til Karina og Rod, hvor Flemming og Lisa stadig var. Sammen med dem fik vi skålet nytåret ind og omkring kl. 1 gik vi ud til Oprah, som kørte os hjem.
Flemming og Lisa gik ret hurtigt i seng, mens Melle og jeg blev oppe.
Alt i alt vil jeg se tilbage på en meget hyggelig nytårsaften, og er glad for, at jeg nu har haft mulighed for at fejre nytår på NZ. Hernede gør de ikke så meget i fyrværkeri, så idag ved frokosttid fik vi skypet med mine bedsteforældre og farbror, som i øvrigt havde fødselsdag nytårsaften (STORT TILLYKKE :D), og så fik vi ellers ønsket godt nytår og set fyrværkeri i Bording. :D Næste nytår bor jeg forhåbentlig i Odense, så der skal jeg nok for første gang prøve at holde nytår i en storby, men nu må vi se :) Der er jo længe til, og først vil jeg lige nyde alle de spændende oplevelser, som 2015 har at byde på. :)
De sidste dage i 2014 har også været meget stille rolige. Den 27. tog vi for 2. dag i streg til stranden, og da jeg egentlig troede min krop havde vænnet sig til solen hernede, så var det kun mit ansigt der fik solcreme på. MEN jeg havde lige glemt den lille detalje, at en bikini ikke dækker lige så meget som shorts og t-shirt gør, så da jeg kom hjem havde jeg en meget rød ryg. Den var øm de første par dage, men er heldigvis ved at være god igen, så nu har hele min krop snart hilst på den New Zealandske sol, som kan være meget skarp - også når den er gemt bag skyerne.
En anden dag, jeg gerne vil fremhæve er den 29. december. Det gode vejr var forsvundet, men vi ville nu gerne ud at lave et eller andet alligevel. Så omkring kl. 13 ringede vi til Ngarua Caves for at høre om vi kunne komme med på en af deres guidede ture, og vi fik plads på turen kl. 14. Vi skyndte os at gøre os klar til turen, som går over Takaka Hill, og da vi havde hørt, at det kunne være meget tåget på vejen til Ngarua Caves, måtte vi hellere køre i god tid, hvilket var ret heldigt, da man på et tidspunkt kun kunne se nogle meter frem, men vi nåede frem kl. 13.55 :) Vi fik betalt og fandt vores guide, hvor det gik op for os, at vi de eneste 2 på rundvisningen. Dette betød at vi kunne gå i vores eget tempo, hvilket var rigtig lækkert :) Guiden var rigtig god og kunne fortælle en masse. Hvis I kommer på disse kanter, er Ngarua Caves helt sikkert et besøg værd. Dette blogindlægs billede er også taget inde i grotten, som I nok kan se så har jeg ikke sommertøj på, hvilket skyldes at der er en konstant temperatur på 11 grader i grotten, og det er lige meget om solen skinner udenfor eller om det regner :)
Om aftenen den 30. tog vi (Melle, Flemming, Lisa og jeg) i biografen (The Gecko) for at se "Nightcrawler", som har haft premiere i Dk. Filmen var rigtig god, og handler kort fortalt om manden Lou Bloom (Spillet af Jake Gyllenhaal), der vil gøre alt for at få den gode historie før alle andre, og få solgt den videre til nyhedsstationerne. Filmen kan anbefales!
Vi så den som sagt i "The Gecko", som er den anden af Motuekas 2 biografer. Den er dog lidt anderledes end en "normal" biograf, da den er indrettet med "rigtige" sofaer og lænestole, og skaber dermed en rigtig hyggelig stemning.
Nu er det så blevet 2015, og det bliver et år med mange oplevelser af forskellige art. Først og fremmest skal Melle og jeg have pakket kufferten, da vi om KUN 2 dage (den 3. januar) sætter kursen mod nordøen, hvor vi med en af Kiwi Experience´s busser bliver fragtet fra sted til sted. Vi skal bl.a. se storbyen Auckland (ca. 1,5 mio indbyggere), nordøens nordligste punkt Cape Reinga, Rotorua, som på grund af termisk aktivitet vidst ikke dufter/lugter særlig godt, og så slutter vores tur af i New Zealands hovedstad Wellington omkring den 20. januar. Jeg/Vi glæder os helt vildt til vores tur, og vi vil forsøge at holde jer opdateret, men oplevelserne kommer nu i første række :)
Den sidste dag i januar bliver også den første dag, hvor jeg ikke længere er teenager. Jeg fylder nemlig 20 år. :)
I februar tager vi på roadtrip rundt på sydøen.
I marts og april måned skal jeg arbejde igen, da Melle er vendt hjem til Dk. April bliver også måneden, hvor jeg igen sætter kursen mod Dk. Jeg flyver fra Nelson den 27. april og efter mellemlandinger i Christchurch, Sydney, Bangkok og Dubai lander jeg i KBH den 28. april kl. 13.10, hvis der er nogen, som har interesse i at overvære øjeblikket :P
Lige pt er der kun 115 dage til jeg forlader Motueka, som er blevet mit 2. hjem, og da jeg allerede har været hernede 125 dage, så er jeg jo over halvvejs på mit livs eventyr. Det er meget svært at forstå, men jeg nyder tiden! :D
2015 bliver også året, hvor jeg flytter hjemmefra og forhåbentlig starter på Ergoterapeut uddannelsen i Odense, og sidst men ikke mindst, så bliver det året, hvor mine forældre kan fejre sølvbryllup.
Jeg kan allerede nu fornemme at 2015 bliver et fantastisk år, og jeg glæder mig virkelig til alle de oplevelser, som ligger og venter på mig :)
Derfor vil jeg slutte af for nu, og ønske jer alle sammen et rigtig godt nytår. Lad 2015 blive et fantastisk år for os alle!
Pas godt på jer selv og hinanden til vi ses igen! :)
Mange knus fra Hanne
- comments
Linda Som altid.....dejligt at høre fra dig søde pige :)
Hanne Skovgård Nielsen Også et rigtig godt og super 2015 år til dig..søde... pas godt på dig selv... Knus Hanne N.