Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle
Det er lidt vildt at tænke på, men sandheden er, at 1/3 af min tid hernede allerede er gået. Min countdown app fortæller mig, at jeg har været her i 79 dage (11 uger), og at der kun er 162 dage til, jeg skal hjem igen...Tiden flyver afsted, men sandheden er, at jeg ikke vil have de næste 162 dage til at flyve afsted...Jeg nyder tiden hernede, og ser frem til alle de oplevelser, som lige nu befinder sig ude i fremtiden, men ikke ret meget længere
Inden I får mine oplevelser fra denne uge, så vil jeg lige se tilbage på mine første 79 dage hernede, og reflektere lidt over, hvad jeg har lært af mine oplevelser.
Det hele startede den 26. august i DK, hvor jeg skulle flyve fra København til Nelson med mellemlandinger i Dubai, Melbourne og Auckland. Den effektive flyvetid var 25 timer. Allerede ved check-in mødte jeg den første udfordring. Mit hotelværelse i Dubai var blevet annulleret pga. en ændring i min hjemrejsedato, så selvom jeg var presset nok i forvejen følelsesmæssigt over at sige "på gensyn" til min mor, farmor, morbror og bedsteveninde Melle, som var taget med i lufthavnen, så skulle jeg også i løbet af ingenting få styr på overnatning i Dubai. Alternativet var at tilbringe 10 timer i Dubais lufthavn midt om natten, hvilket jeg ikke havde lyst til. Jeg ville sove! Heldigvis fik jeg et hotelværelse, og den lille udfordring + flyveturen har lært mig, at jeg kan klare mig selv, hvis bare jeg tager det stille og roligt, og tror på mig selv!.
De første 2 uger ved Flemming og Lisa, hvor jeg bare gik rundt herhjemme lærte mig at slappe af og sætte pris på mit eget selskab. Tiden gik utrolig stærkt, hvilket jeg var lidt overrasket over. Jeg er vant til at mit kalender er fyldt, så det var lidt udfordrende at tage til NZ med en tom kalender.
2 uger efter skulle jeg så starte som aupair. Et job, jeg troede, jeg ville passe perfekt ind i, men NEJ! Jeg kunne ikke slappe af, da jeg ikke kunne adskille arbejde med fritid. Derudover var der nogle andre ting, som ikke skal ud offentligt...MEN de 2 uger som aupair lærte mig nogle ting, som jeg vil tage med til, når jeg selv skal stifte familie. Derudover lærte det mig nogle ting om mig selv som f.eks. mit behov for familie, venner og ikke mindst kæledyr. Jeg lærte, at tage hånd om mit eget liv, stole på min mavefornemmelse og ikke mindst tænke på mig selv før andres behov. Det lyder måske hårdt, men jeg blev nødt til at vælge, hvad der var bedst for mig i forhold til mine 8 måneder her på NZ. Jeg ville ikke bruge 3 måneder på at være ked af det. Det følte jeg, at min tid på NZ ville være for kort til. Så da jeg var forsikret, at dørene var åbne hos min farbror og tante, fortalte jeg min beslutning til værtsfamilien og vendte derefter hjem til Motueka. Jeg fortryder dog på ingen måde mine 2 uger som aupair.
I Motueka havde jeg igen 2 uger med fokus på at nyde mit eget selskab. Jeg nød det! Jeg havde brug for at slappe af, men i slutningen af 2. uge var jeg også klar på "nye eventyr".
Jeg skulle i gang med at arbejde igen, og dermed ville mit liv, indtil Melle kommer, bestå af arbejde, afslapning, sove, arbejde osv. Det kan i nogens øjne virke som spild af tid, når nu man er på NZ. For mig er det dog ikke spild af tid. Jeg får set og prøvet på egen krop, nogle af de ting min farbror arbejder med. Jeg er med i den lange proces, det er, at få en fantastisk kiwifrugt klar til salg i butikkerne. Jeg vil helt klart sætte mere pris på kiwifrugter, efter at have arbejdet i kiwiplantagerne! Jeg har lært, at man ikke dør af at have ondt i nakken 40 timer i ugen, men at man i stedet må prøve at fokusere på noget andet. Det kan f.eks. være at synge med på ens musik.
Jeg har lært at have beskidte negle og være praktisk klædt på (gummistøvler, shorts, langærmet skiundertrøje, solbriller, kasket - Lækkert syn) og næsten ikke tænke over det...Jeg har lært at fortsætte med at arbejde, selvom ens ærmer er gennemblødte pga. våde planter. Jeg har lært at bruge MEGET solcreme! Når man arbejder 40 timer om ugen udenfor, så får man meget hurtig en rød glød, hvis ikke man passer på..
Udover ovenstående har jeg lært, at jeg kan klare mig på engelsk, og mit engelske slet ikke er så dårligt i forhold til andre udlændinge. Jeg kan få folk til at grine og jeg føler mig ikke længere ligeså fanget i en sprogbarriere, som i starten af min rejse.
Jeg har helt klart udviklet mig på mange punkter - både synlige og usynlige, så vær forberedt. Det er IKKE den samme Hanne, som kommer hjem til Danmark om kun 160 dage. Jeg håber, I vil give mig lov til at være den "nye" Hanne, når jeg kommer hjem :)
Det var et lille tilbageblik. Jeg har sikkert glemt en del ting, som jeg ellers tænkte på for 5 minutter siden, men skidt pyt. Jeg lærer i hvert fald nye ting om mig selv næsten hele tiden :P
Nu vil jeg i stedet sætte fokus på denne uge, som mest har bestået af arbejde og søvn. :) Jeg har arbejdet med budthinning og stringing fra 7-15 mandag til torsdag og fra 7-12.30 om fredagen.
Det har været nogle gode dage på arbejde, selvom jeg absolut ikke er vild med at lave budthinning, så gik det lige, når man havde nogle kollegaer at snakke med i mens. Da vi var et ret internationalt team (Kiwi, dansker, franskmand, englænder, lette og tjekke) fik vi mulighed for fortælle om vores rejser. Sebastian, franskmanden, rejser rundt ved brug af sin tommelfinger...(Hitchhiking, som jeg i starten kaldte for hijacking (kapre noget)...UPS...Heldigvis vidste jeg godt, hvad han mente.) Derudover snakkede jeg en del med Linda og Jesse (Lette og Englænder), som havde mødt hinanden ved en musikfestival i Australien...De rejste rundt i deres campervan, og stoppede desværre på arbejdet denne fredag. Men jeg er blevet venner med dem på facebook, så vi forhåbentlig kan holde lidt kontakt. :)
Fredag fik vi som skrevet tidligt fri, og jeg valgte derfor at byde Flemming på is efter eget valg fra Toad Hall. (Betalt af mig). Det var en rigtig lækker måde at starte weekenden på! :D
Aftenen blev brugt på at se finalen af The Block NZ, som har været i gang 4 dage om ugen - alle de uger, jeg har været her. Det var en god finale - med det rigtige vinderpar...
Idag lige inden frokost fik vi et nyt medlem i familien. Buster, som er en meget sød hund, der elsker at blive kælet med. Han respekterer kattene, og så ELSKER han vand! Vi ved ikke, hvor længe vi får lov til at beholde ham, da det kun er indtil han finder sit nye hjem, men vi vil nyde tiden i hvert fald. Han er en ægte charmetrold. Flemming og Lisa har nemlig meldt sig som fosterparents hos Second Chance. Second chance er en organisation, som får hjemløse hunde ind, og så placerer dem i fosterhomes så vidt muligt, indtil en ny familie er fundet.
Noget helt andet er min bedste venindes besøg, som nu for alvor er lige om lidt. Den 10. december kl. 19 lander hun i Nelson lufthavn - og jeg glæder mig utrolig meget til, at se hende igen! Det bliver helt uvirkeligt at se hende igen - in real life - 18000 km fra Danmark, men jeg er så glad for, at hun har valgt at tage den lange tur ned til mig. Det er vidst godt, at hun nok er træt efter en lang flyvetur, ellers ville der ikke blive meget søvn den nat...Men en kæmpe krammer og en masse spørgsmål om hendes tur slipper hun nok ikke for, så vær forberedt Melle! Jeg skrev lidt med min søde morbror i morges, og han prøvede at forestille sig øjeblikket i Nelson lufthavn..."2 langhårede jyder, som ikke har set hinanden siden den store dag i CPH (26. august)...Det bliver jo som 2 chimpanser, der ser deres livretter på 50 meters afstand."
Jeg håber, der er mulighed for at filme øjeblikket, for er sikker på, at det bliver et fantastisk øjeblik, når man efter 3 måneder endelig kan give sin bedsteveninde et kram igen. Vi kan snakke om alt, og er sikker på at vi får nogle fede oplevelser sammen!. Jeg vil ikke afsløre for mange detaljer om vores planer lige nu, da nogle sikkert vil blive bange på mine vegne, men man lever kun 1 gang!
Dog er der stadig et par uger til hun kommer, og de skal bruges på arbejde og en lille roadtrip, som der kommer mere om senere.
Nu vil jeg til at runde af. Jeg ved godt det blev endnu et langt indlæg - og tror det bliver en meget tyk bog, der kommer ud af min blog...Men så tager vi det med! I denne uge fik jeg brev hjemmefra mine forældre med bl.a. en skrabejulekalender (YAY!!! Det er snart jul) og min natbøjle (havde ikke troet, jeg ville savne den). Jeg elsker at få post, og hvis du/I sidder og får lyst til at sende et postkort, et brev, en pakke eller noget helt fjerde til mig hernede, så kan jeg sende min adresse til jer på en mail... :D
Når jeg engang lige får tid og lyst, skal jeg nok lægge nogle billeder op på bloggen igen :)
Vi ses snart igen!
Knus og søde tanker herfra
- Hanne
- comments
Hanne Skovgård Nielsen Hej Hanne...Man bliver helt forpustet, af alt det du oplever...Det er den samme Hanne der kommer hjem....bare en masse erfaringer rigere og mere moden og en god portion selvtillid...dejligt at have med i rygsækken...Mange varme tanker til dig søde... Send din adresse...Knus og kram fra: Hanne N.