Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle :)
Så er der nyt på bloggen igen. Vi er nu taget afsted på vores roadtrip. Vi har glædet os helt vildt, men samtidig også frygtet Oprah's (bilens) opførsel. Vi har nemlig haft en del bøvl med hende, hvilket har medført ændrede planer ind i mellem :)
Efter vi kom hjem fra Nordøen havde vi 2 uger i Motueka. De blev brugt på lidt af hvert. Oprah havde brug for en ny køler, så efter en del besøg ved manden, jeg har købt bilen af, gik han med til at betale halvdelen af den. Dermed kunne Oprah endelig få sig sin nye køler. Den gamle lækkede så meget vand, at vi nogle gange skulle fylde vand på hvert 5. Minut, og det er ikke engang en overdrivelse. :p
Da vi endelig havde en bil at køre i igen, valgte vi at køre op til Hawkes lookout, hvor udsigten var fantastisk. :) Vi fortsatte derefter til byen Takaka, hvor vi købte en is hver.
På vejen hjem havde vi besluttet os for at samle en "hitchhiker" op, hvis vi så en. Det er en meget populær rejseform hernede. Vi nåede kun lige til udkanten af Takaka, da vi så den første blaffer. Han skulle op til toppen af Takaka hill, som var samme vej som os. Vi gav ham et lift, og fik mulighed for at høre om hans rejse. Han fortalte, at det slet ikke var så slemt at blaffe, da folk er meget gode til at samle blaffere op. Jeg regner dog ikke med at blive blaffer i den nærmeste fremtid. :p Da den første blaffer skulle af, var der en ny en, som gerne ville med, så han fik et lift til Motueka, hvorefter han så ville fortsætte til Nelson. Det var en sjov og hyggelig oplevelse at have blaffere med, men vi skal nok være forsigtige og tænke os om, før vi samler nogen op.
Den 31. Januar var det min 20 års fødselsdag.
Dermed var jeg ikke længere teenager og skal nu finde på en ny undskyldning ind i mellem. Jeg havde en rigtig hyggelig dag, hvor jeg blev vækket med fødselsdagssang (har jeg aldrig prøvet før) og gaver på sengen :) Vejret var desværre ikke helt fantastisk, men har hørt at det bare var blevet i Dk, så jeg håber i nød det :)
Den 2. Februar var det så endelig tid til første etape af vores roadtrip. Vi har planlagt den i lang tid og lavet en rute på godt 3500 km, som nok ender med at blive lidt længere, når vi opdager spændende steder i løbet af turen :)
Første tur gik fra Motueka til Punakaiki, hvor vi først stoppede i New World i Motueka, for at få handlet ind til vores tur. Her skete der så det, at Oprah gik i stå på vej ind på parkeringspladsen, og hun ville ikke starte igen :(
Efter noget tid lykkedes det dog at få liv i hende igen (tak Flemming), og vi kunne for alvor starte vores roadtrip. Første stop blev "Buller Gorge", som er Nz længste hængebro. Den gik vi over, hvorefter vi gik en lille tur i området og sluttede af med at prøve en svævebane, som fragtede os tilbage til den side, hvor vi havde parkeret bilen.
Derefter fortsatte vi længere vestpå mod Cape Foulwind, som er det vestligste punkt på sydøen og dermed det tætteste, man kom på Australien i denne omgang. ;)
Sidste stop var Punakaiki. Her havde vi fundet et hostel, som lå helt ud til stranden. Desværre var vejret ikke helt med os, så vi fik ikke set solnedgangen. I stedet spillede vi 500 på vores værelse, som vi delte med 3 andre.
Det endte med at vi alle 5 sad og spillede 500. Det var virkelig hyggeligt, og en god måde at slutte dag 1 af vores roadtrip af på.
Dag 2 skulle fragte os fra Punakaiki til Franz Josef. Først stoppede vi ved "Pancake Rocks & Blowholes". Det var tæt på højvande, så vi fik set "The blowholes in action" :) Man kunne også sagtens forstå, hvorfor stenene blev kaldt for pandekager, da de var tynde og lå stablet som en kæmpe bunke pandekager.
Senere på turen holdt vi ind ved "Shantytown", som kan sammenlignes med "Den gamle by i Århus". Det var dog meget mindre. Til min storebror og far, kan jeg afsløre, at der er et damplokomotiv. Jeg har taget et billede af det til jer :)
Da vi betalte for entré blev vi spurgt, om hvilket sprog vores brochure skulle være på. Vi valgte engelsk, da vi gættede på, at hun ikke havde en på dansk. Der tog vi dog fejl, og vi fik en dansk version udleveret også ;) Det var dog en ældre udgave end den engelske, da de ikke var så efterspurgte. :p
Vi nåede til Franz Josef om eftermiddagen og fik tjekket ind på vores hostel. Herefter kørte vi ud til Franz Josef glacier, hvor vi ville på en gratis gåtur. Der er også mulighed for helikopterture og guidede gåture, men i forhold til de andre ting, vi gerne vil opleve på sydøen, valgte vi at tage den gratis version. Vi fik set glacieren, og på vejen tilbage ville vi overhale en kvinde, der gik foran os. Hun havde hørt os snakke, og valgte så at sige til os: "Ja, I må gerne overhale mig". Hun var nemlig også fra DK, og hernede sammen med sin mand. :) Vi udvekslede rejse historier.
Og man kunne virkelig mærke, at de også nød at være afsted. :) Jeg er blevet hel vild med at møde nye mennesker hernede og høre om deres oplevelser. Det giver på en eller anden måde noget ekstra til ens egne oplevelser.
Efter vores gåtur tog vi tilbage til vores hostel og klædte om. Vi havde besluttet os for at tage på restaurant, så vi tog kjoler på og fik vin til maden. Fint skal det være :)
Alt i alt har vi fået en god start på vores tur. Tiden flyver afsted, og vi oplever noget nyt hver dag.
Kan I passe godt på jer selv selv og hinanden til vi ses igen?
For mit eget vedkommende, så skal jeg nok prøve, men i morgen den 5. Februar tager vi fra Wanaka til Queenstown, som i følge andre ikke er en kedelig by :p Det kommer i til at høre mere om i næste indlæg :)
Knus Hanne
- comments
Far ( Jan + Jette + Jørgen ) Det lyder jo rigtig dejligt, og herligt at I passer på jer :-)
Hanne Skovgård Nielsen Hej Hanne...dejligt du havde en god fødselsdag...lidt øv med bilen...sådan er de jo. Lyder til at være en super tur.. Pas godt på dig selv... Knus Hanne N.